Syge på jobbet

Følgerne af dårligt indeklima er utallige

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Generne kom snigende, men nu er de konstante for mig', siger Merete Christensen, der har været lærer i 25 år på Munkesøskolen.

Hun er nu erklæret allergiker, har et dårligt lungetal og er på vej til at anmelde sine sygdomme som en arbejdsskade.

'Jeg har meget hovedpine, er meget træt og bruger medicin hele tiden. Denne årstid er den værste. Når man først har allergi, så forsvinder den ikke igen'.

Merete Christensen gik oprindeligt til lægen, fordi hun troede, hun havde en kold lungebetændelse, men penicillin hjalp ikke, og undersøgelserne på Arbejdsmedicinsk Klinik viser, at hun er blevet allergiker.

Åndedrættet har det værst, og hun bliver hurtigt hæs, især når hun befinder sig på skolen.

Alvorligt syg

Leder af skolefritidsordningen Erik Jensen overvejer også at anmelde sine sygdomme som en arbejdsskade. Han har netop afsluttet en lang række af strålebehandlinger mod kræft i stemmebåndene og er erklæret rask.

'Jeg kan kun klare at opholde mig i pavillonerne. På selve skolen får jeg straks problemer. Det er hele tiden, som om der sidder nogle tråde i halsen på mig', siger Erik Jensen, der taler hviskende.

På Arbejdsmedicinsk Klinik mente man ikke, at han havde fået kræft på grund af opholdet i et lokale med skimmelsvampe, men på et senere besøg på Rigshospitalets Arbejdsmedicinske Klinik har man ønsket at undersøge ham nærmere.

Netop i et af de lokaler, hvor han har opholdt sig mest, har man fundet en svamp, som menes at være kræftfremkaldende.

'Men det er da ærgerligt, at det netop er den skole i kommunen, der er mest velegnet lokalemæssigt som skole, der skal nedlægges. Pædagogisk har vi nogle store gode rum her, men det nytter jo ikke noget', siger Erik Jensen.

Mens nogle har kraftige symptomer på indeklimasyge, har andre af skolens ansatte slet ingen gener. Skolens tillidsrepræsentant Viggo Kjær fortæller, at han jo ser andre have problemer, men selv mærker han intet. Indeklimaundersøgelserne viser også, at en gruppe ansatte ingen gener har.

'Men vi er meget tilfredse med, at byrådet er gået så radikalt til værks', siger Viggo Kjær.hela