Egentlig har hun været heldig. Hun kan stadig se solen stå op om morgenen. Men Gitte Larsen tror ikke på, at hun kommer sig helt. I dag ved hun, at stress kan ramme alle. Det er ikke noget, der kun overgår overvægtige chefer, der ryger ci-garer og drikker for meget cognac.

Gitte Larsen har altid holdt meget af sit job som lærer. Hun har arbejdet i flere andre fag, før hun tog først en studentereksamen på aftenkursus og senere en læreruddannelse. I syv år var hun lærer på Sejerø og var rigtig glad for at være på øen. Senere arbejdede hun med tidligt skadede børn på et behandlingshjem og så på en Steinerskole med en gruppe behandlingskrævende elever. Derefter på en efterskole for sent udviklede børn.

Det er de specielt krævende elever, der står hendes hjerte nær. Men i dag ved hun, at hun ikke kommer til at undervise børn igen. Det har været en hård indsigt. For det var børnene, der i sin tid gjorde, at hun valgte lærerjobbet.

På efterskolen var de for få lærere, så hun ønskede at komme hen et sted med ordentlige vilkår for de ansatte. Hun søgte og fik et job på Sorø Borgerskole. Halvdelen af tiden skulle hun undervise specialklassen, hvor de var to lærere om seks elever, og i den anden halvdel havde hun en 4.-klasse. Det var dog ikke en helt almindelig klasse. Det første år var hun involveret i to tvangsfjernelser.

Meget blandet elevgruppe

Specialklassen bestod mest af svagt begavede elever, men der var også nogle sociale problemer med misbrug og vold. De to lærere i specialklassen var begge nye på skolen, men det gik rigtig godt.

Gitte Larsen ville gerne have større faglig indsigt, så hun gik i gang med speciallæreruddannelsen.

Det var på det tidspunkt, klassen fik pålagt at tage en elev fra kommunens observationsklasse. Fordi de var så dygtige til de vanskelige elever. Gitte Larsen fortæller, at hun aldrig har haft problemer med autoriteten. Den stråler ud af hende, og hun har let ved at være tydelig over for eleverne.

Eleven var god til at konflikte og spille folk ud mod hinanden. Samtidig fik de flere elever i klassen, så der nu var to lærere om ni elever.

En af de nye elever var en stærkt udad-reagerende pige, en anden elev var en rigtig godt begavet dreng. Gitte Larsen sagde, at det var en dårlig idé at blande svagt begavede og godt begavede i en specialklasse, men hun fik at vide, at hun jo var så dygtig, så det klarede hun sagtens.

»Det faldt jeg desværre for«, siger hun i dag.

Får hjemtaget elev

De ekstra elever i klassen skyldtes, at Sorø Kommune var holdt op med at sende børn på behandlingshjem. For at spare penge.

Den nye dreng havde oven i købet været på behandlingshjem, fordi det gik helt galt for familien efter et dødsfald. Oveni var der problemer med både misbrug og vold. Men drengen blev hjemtaget pludselig og sendt i specialklassen. For at spare penge.

Gitte Larsen blev spurgt, om hun ikke ville være hjemme-hoser for familien. Fordi hun var så god til at takle problemer. Hun fik to timer om ugen til arbejdet, men hun brugte aldrig mindre end otte timer ugentligt på familien, selv om hun kun fik løn for de to timer.

Første møde med moderen fandt sted, da hun ringede en morgen og råbte ad Gitte i telefonen. I fire timer.

Der var ikke meget hjælp at hente, da skolepsykologen var overbebyrdet med arbejde og måtte aflyse flere konsultationer. Kommunen havde en lille psykologkapacitet til de mange opgaver, og det problem blev kun større af, at kommunen hjemtog flere vanskelige og behandlingskrævende børn.

Kommunen fik senere en næse af Socialministeriet for at have hjemtaget de krævende børn.

En stresset skole

Gitte Larsen oplevede hen over året, at presset blev stærkere. Hun kunne ikke længere huske så godt, hun havde svært ved at overskue tingene. Hun plejede ellers at have et godt overblik. Flere lærere i specialklassen faldt fra, nogle blev syge, og andre holdt op af andre årsager, der varflere udskiftninger, og hun var det faste holdepunkt i klassen.

Det begyndte at blive svært at klare den ugentlige kantinedag, hvor specialklassen lavede mad og solgte det til eleverne for at tjene penge til en ekstra teatertur.

De skriftlige rapporter til specialklassekonsulenten blev et pres. Møderne hobede sig op.

Skolen fik besøg af Arbejdstilsynet, der undersøgte det psykiske arbejdsmiljø. Det så ikke godt ud. Arbejdstilsynet skrev, at den samlede påvirkning af de ansatte »medfører en risiko for helbredsforringelser som følge af stress og udbrændthed«. Blandt andet blev voldsomme og utilpassede elever nævnt, ekstra behov for støttetimer, og at elever med sociale og adfærdsmæssige problemer blev placeret i specialklassen.

Gitte Larsen mener, at man godt kan sige, at skolen havde stress. Det gav også meget fnidder kollegerne imellem. Hun oplevede selv at få god støtte fra sine kolleger, men i dag kan hun se, at det også ville have ramt hende, hvis hun var blevet længere.

Kommunen holdt sparemøder. Lærerne skulle nærmest lære at fotokopiere på kanten af papiret for at spare penge, der blev skåret i minutterne til forældresamtaler, og det betød, at forældrene blev vrede. Eller at lærerne arbejdede gratis.

Både i skolen og hjemme blev Gitte Larsen mere irritabel. En masse detaljer hobede sig op og blev uoverskuelige. Overblikket var totalt tabt. Derhjemme forsvandt regninger, og hun begyndte at få rykkerbreve, noget, hun aldrig havdeprøvet før.

»Min hukommelse forsvandt, uden at jeg lagde mærke til det. Alt tog længere tid, og min reaktion var, at jeg var blevet dårlig til alt muligt. Normalt er jeg glad, når jeg slår øjnene op, men dengang oplevede jeg kun, at den nye dag truede. Jeg kunne også vågne op badet i sved og tænke på en mor eller en elev«, fortæller hun.

Brød sammen

Men så blev det heldigvis sommerferie.

I ferien var Gitte Larsen irritabel. Hun blev nødt til at planlægge for at huske det vigtige.

Første dag efter sommerferien var der møde med specialundervisningskonsulenten, der fremhævede, hvor vigtigt det var, at de alle skrev gode og fyldige rapporter om eleverne.

»Jeg klarede en time, så begyndte jeg at tude og blev sendt hjem. Dagen efter mødte jeg op igen, men efter fem minutter måtte jeg gå. Da jeg gik til lægen, sagde han, at det her ville komme til at tage lang tid. Jeg tudede i to måneder«.

Gitte Larsen søgte hjælp hos kredsen og fik via DLFs rådgivningstjeneste bevilget psykologbistand.

»Det var godt. Hun kunne se, både at jeg ikke skulle undervise børn mere, og at der ikke var noget galt med mig. Det var rart«.

Læs i næste nummer, hvordan Gitte er kommet ovenpå igen

Hjemtog tvangsfjernede børn og fik en næse

Socialministeren gav i 1998 Sorø Kommune en næse for af sparehensyn at have hjemtaget tolv børn, der var anbragt uden for familien. Et par af børnene var endda tvangsfjernet fra det hjem, kommunen senere sendte dem tilbage til.

Socialministeren sendte også et brev til samtlige kommuner i landet for at understrege, at en iværksat foranstaltning for et barn ikke må ophæves alene for at spare penge. Det er ikke i overensstemmelse med lovens regler.

Der var altså tale om et klart lovbrud fra kommunens side.

Kommunen tog også dengang bevillingskompetencen fra socialrådgiverne. En praksis, der i dag ses i flere kommuner. Det betyder, at det kun er ledelsen, der kan bevilge penge til for eksempel anbringelse i dag- og døgntilbud, og det er med til at gøre arbejdet ekstra besværligt i disse kommuner.