Thomas Dalgaard bruger sin lange, hvide stok, når han skal rundt på skolen. Om halsen har han kommunikationsmidlet U2 med blandt andet punktskrift og syntetisk tale.
Thomas Dalgaard bruger sin lange, hvide stok, når han skal rundt på skolen. Om halsen har han kommunikationsmidlet U2 med blandt andet punktskrift og syntetisk tale.

»Jeg er ikke anderledes end andre lærere – mine øjne virker bare ikke«

Thomas Dalgaard har en særlig fordel, når han underviser. Ligesom sin elev er han blind. Han har derfor et indgående kendskab til de kommunikationsredskaber, han lærer hende at bruge på STU Skivefjord.

Publiceret

PERSONLIG ASSISTENT

Thomas Dalgaard har en personlig assistent 12 timer om ugen. Hunløser ikke fagfaglige opgaver i undervisningen, men hjælper ham medpraktiske ting som kompensation for hans stærkt nedsatte syn. HvisThomas Dalgaard skriver teksten til et skema, kan hun sætte det ikolonner og punkter, og hvis han skal besøge en virksomhed som ledi undervisningen, hjælper hun ham rundt, så han ikke skal brugeenergi på det.

PUNKTSKRIFT

Punktskrift har eksisteret i sin nuværende form siden 1825, dafranskmanden Louis Braille udviklede grundfiguren til punktskriftud fra to kolonner med tre mærkbare punkter i hver. Grundformengiver mulighed for at danne 64 kombinationer af punkttegn. Herafanvendes de 63 til bogstaver og tegnsætning, mens et blankt tegnbruges som mellemrum. I lande med det latinske alfabet erpunkttegnene ens. Det vil sige, at et A på dansk også er et A påfor eksempel engelsk.

Punktskrift fylder cirka 33 procent mere end almindelig skreventekst. Derfor bruger man i stor udstrækning forkortelser for demest almindelige ord og orddelinger. For eksempel forkortesselvfølgelig til svf. Det gør læsningen hurtigere og teksten mindreomfangsrig.

I daglig tale støder man ofte på ordene blindskrift ellerblindeskrift i betydningen punktskrift. Blindskrift dækker dog overevnen til at skrive på et tastatur i højt tempo uden at se påtasterne.

Punktskrift kan også blive omtalt som Braille-alfabetet.Internationalt bliver punktskrift blot kaldt Braille.

Kilde: Dansk Blindesamfund


FAKTA OM STU

• Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er et treårigtuddannelsesforløb for unge fra 16 til 25 år, som ikke har mulighedfor at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, selv om de fårspecialpædagogisk støtte. De unge har et retskrav på uddannelsen,uanset hvor i landet de bor, men de skal visiteres til den. Derfindes både offentlige og private udbydere af STU.

• STU har eksisteret siden 2007 og blev til på initiativ afDansk Folkeparti. I bemærkningerne til loven beskrives målgruppensom blandt andre udviklingshæmmede, unge med sværebevægelseshandicap, multihandicappede unge, unge med autisme, ungemed ADHD eller andre psykiske lidelser samt unge med erhvervethjerneskade.

• Det treårige forløb skal tilrettelægges efter den enkelteelevs særlige forudsætninger og behov og består af teoretiskundervisning og praktiske aktiviteter, blandt andet praktik ivirksomheder. Målet er, at eleverne bliver bedre rustede til atdeltage i voksenlivet og for eksempel komme i beskæftigelse ellerbegynde på en erhvervsuddannelse.

• I 2017, som er Børne- og Undervisningsministeriets senestetal, var 6.239 unge i gang med STU.

NOTATAPPARAT

Thomas Dalgaard lærer blandt andet sin elev Pin at brugenotatapparatet BrailleSense U2 Mini. Selv bruger han den udvidedeudgave, BrailleSense U2, som han har med sig i en taske på maven.Ved hjælp af et punktdisplay på apparatet kan han skrive på sincomputer og mobiltelefon. Apparatet rummer mange af de sammefunktioner som tekstbehandlingsprogrammer og har blandt andet enlommeregner og en Excel-viser. Desuden kan kalender og adressebogsynkroniseres med Outlook. Apparatet kan gå på internettet og harindbygget mailprogram, Dropbox, Twitter, Facebook, to forskelligebrowsere og andre internet-værktøjer.

Apparatet kan også afspille musik, radio og lydbøger, og ThomasDalgaard kan optage via den indbyggede mikrofon.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En fremtid som lærer lyder ikke som det mest oplagte, når man kun kan se andre som svage silhuetter. Alligevel havde Thomas Dalgaard kun to drømme som teenager: At leve af at spille blokfløjte og undervise i musik. Eller at så de frø, som får elever til at blomstre.

»Jeg overvejede at søge på konservatoriet, men jeg var heldig at møde en anden synshandicappet, som sagde, at jeg skulle gøre mig så bred som muligt. Så kunne jeg altid finde en niche bagefter. Det fik mig til at begynde på læreruddannelsen«, fortæller 31-årige Thomas Dalgaard.

Han er blind på begge øjne, men har lyssans på det højre. Det betyder, at han kun kan se dagslys.

Læreruddannelsen i Nørre Nissum gennemførte han på normeret tid med musik, dansk og specialpædagogik som linjefag.

»Det giver sig selv, at jeg ikke skulle have idræt, og jeg er ikke god til matematik, men sprog og musik kan jeg finde ud af, og specialpædagogik kunne blive min niche. Men jeg havde ingen anelse om, hvor jeg ville havne. Ideen om at undervise synshandicappede kom først senere«, fortæller han.

Thomas Dalgaard blev færdiguddannet for seks år siden. Efter at have løst freelanceopgaver inden for informations- og kommunikationsteknologi i et par år fik han et vikariat på Center for Kommunikation i Herning, hvor han primært underviste synshandicappede i brug af hjælpemidler. Netop som vikariatet stod til at udløbe, blev han kontaktet af STU Skivefjord i Skive Kommune, som manglede en lærer til at undervise en blind elev på den treårige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU.

Læreren laver også skæverter

»Du må gerne finde din telefon, så vi kan tjekke, om du har fået svar fra de praktiksteder, du har skrevet til. Du behøver ikke at have punktskrift slået til på din U2«, siger Thomas Dalgaard til 20-årige Pin.

Hun er født i Thailand og kom til Danmark som tiårig. Ligesom sin lærer er hun født for tidligt. De begyndte begge livet i en kuvøse, hvor for meget ilt fik deres nethinder til at krølle sammen.

Et synshandicap berettiger ikke alene til at gå på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, men Pin ønsker hverken at blive fotograferet eller at uddybe sin kognitive funktionsnedsættelse. Hun går på skolens basislinje og har dansk, matematik, samfundsfag og engelsk. Hun deltager også i idræt, og i faget almen daglig levevis lærer hun at skabe overblik i et køkken og følge en opskrift. Derudover har hun enetimer med Thomas Dalgaard, som sætter hende ind i, hvordan hun bruger kommunikationsmidler. Her er notatapparatet U2 med blandt andet punktskrift, syntetisk tale og mulighed for at indtale beskeder og tekster et vigtigt omdrejningspunkt.

»Det giver Pin en vis tryghed, at jeg ved, hvad det vil sige at være synshandicappet, og er fortrolig med de redskaber, hun skal lære at bruge. Hun ser mig som en sparringspartner, hun kan vende tanker med. Det gør meget for undervisningen, at vi har fælles udfordringer, og at jeg ved, at det koster energi, når hjernen hele tiden skal kompensere for, at vi ikke kan se«, siger Thomas Dalgaard.

Pin fremhæver deres fælles forudsætninger for at kunne læse punktskrift.

»Undervisningen ville ikke fungere, hvis Thomas kunne læse punkterne med øjnene. Det ville svare til, at man kigger på akkorderne i stedet for at tage guitaren op i hænderne«, siger Pin efter at have ledt efter ordene til at beskrive sit forhold til læreren med.

De to har det så godt sammen, at deres samvær er præget af en vis galgenhumor, fortæller Thomas Dalgaard:

»Vi kan lave jokes om ikke at kunne se, fordi vi begge ved, at vi ikke har nogen bagtanker. Jeg går også ind i dørkarme med fuld kraft og spilder en halv kop kaffe«.

Samtidig med at Thomas Dalgaard er på bølgelængde med sin elev, er han opmærksom på, at han er lærer.

»Jeg skal være professionel og ikke bare lade Pin springe over, hvor gærdet er lavest. Vi har nogle ting, vi skal igennem, og det har jeg det fint med at insistere på«.

Lærere afmystificerede handicap

Som elev havde Thomas Dalgaard en computer med tale, et punktapparat og en skrivemaskine med punktskrift til papir. Derudover fik han støtte af en lærer i undervisningen. Det kom hele klassen til gode, for når han havde fået tjek på tingene, hjalp støttelæreren andre elever.

»Lærerne var gode til at afmystificere mit synshandicap. Da vi i overbygningen var to klasser, som blev slået sammen, forklarede lærerne eleverne fra den anden klasse, hvem jeg var, og hvad det vil sige ikke at kunne se. Derfor blev jeg ikke elefanten i glasbutikken. Jeg havde bare brug for hjælpemidler«.

En god portion stædighed bidrog også til den vellykkede inklusion, erkender Thomas Dalgaard: »Ingen skulle fortælle mig, at der var noget, jeg ikke kunne. Så skulle jeg nok vise dem«.

Omvendt mente han ikke, det var nødvendigt, da en lærer insisterede på, at han skulle lære at skrive på skrivemaskine.

»Jeg havde mit punktapparat, men hun svarede, at jeg ikke kunne være sikker på, at jeg altid kunne bruge det. Senere fik jeg en computer med tale, som jeg ikke kunne bruge punktskrift på. Så hun fik ret i, at jeg på et tidspunkt ville blive glad for at have lært tifingersystemet«.

Krævende at kompensere med ørerne

Thomas Dalgaard er ansat til at undervise Pin i de tre år, hun går på STU Skivefjord. Han har ikke kun enetimer med hende, men er også med i samfundsfag og engelsk, og hvor det ellers giver mening. For eksempel i musik.

»Min kollega kan se, hvor instrumenter og nodestativer står, hvor jeg er mere teoretisk. Men jeg kan sagtens lave en opvarmning. Jeg forbereder mig grundigt, så jeg er sikker i stoffet, og jeg kan høre, hvor i lokalet eleverne er«, fortæller han.

Nogle elever undrer sig over, at Thomas Dalgaard kan udpege dem. Eller at han kan 'se', hvis én bliver siddende, når han har bedt eleverne rejse sig. Det kan han mærke. Men indimellem kan han godt ønske sig, at han kunne få øjenkontakt med eleverne. Ikke så meget for sin egen skyld, men fordi nogle elever har brug for det nærvær, øjenkontakt giver. Ellers opfatter han sig ikke anderledes end andre lærere.

»Jeg har bare to øjne, som ikke virker, og derfor er jeg meget på. Du kan sagtens tale, mens du går, hvor jeg skal kløve min hjerne i to, så den ene halvdel taler, mens den anden holder øje med, hvad der sker i omgivelserne«, siger Thomas Dalgaard.

Thomas Dalgaard er ansat i en 30-timers stilling på almindelige vilkår. Ansættelsen udløber, når Pin afslutter sin STU til næste år. Så ved han ikke, hvad der skal ske.

»Jeg kommer til at savne mine kolleger. Vi har en god omgangstone, og jeg får min portion røg. Lige nu handler det om at hjælpe Pin igennem sin STU, men jeg er ikke færdig med at være lærer. Jeg kan mærke, at jeg har ramt rigtigt med specialpædagogik«.

Han har et stille håb om, at der kommer nye synshandicappede elever til, fordi det rygtes, at STU Skivefjord har en blind lærer.

»Jeg ville måske godt kunne undervise på en almen skole, men ikke på fuld tid. 24 elever er ret mange, når jeg skal kompensere for mit svage syn med ørerne. Men jeg vil godt kunne være på en specialskole. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lukke døre«, siger Thomas Dalgaard.

Powered by Labrador CMS