FTF-kongressen vedtog at arbejde henimod skabelsen af en ny hovedorganisation sammen med LO.

FTF og LO et skridt tættere på fusion

På dagens kongres har hovedorganisationen FTF vedtaget at fortsætte undersøgelsen af, hvordan samarbejdet med hovedorganisation LO kan blive til en egentlig fusion.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De kysser ikke samme dag, som de spidser munden. Men det er måske meget naturligt, når det er to organisationer, der samlet kan mønstre 1,5 millioner medlemmer, der lægger op til omfavnelse.

I dag debatterede FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og private ansatte så om de også kan tilslutte sig den 2020-plan, der allerede blev vedtaget på LO-kongressen i oktober og dermed fortsætte det arbejde, der blev indledt på FTF-kongressen i 2012.

FTF-formand Bente Sorgenfrey fortalte, at det handlede om at sikre mest muligt indflydelse for medlemmerne - med store resurser i analyse og kommunikation. Hun understregede, at det var vigtigt at holde den nye hovedorganisation partipolitisk neutral.  

På trods af den varme anbefaling af et videre arbejde imod en fusion, understregede FTF-formanden, at hun godt var klar over, at det måske kunne give rynker i panden på FTF-organisationerne, at de nu ville blive en mindre del af en større organisation.

"Vores store organisationer vil blive små i den sammenhæng", sagde Sorgenfrey og gestikulerede mod sin venstreside, hvor formændene for pædagoger, sygeplejersker, lærere med flere var bænkede.

Debatten var ivrig med flere end 20 indtegnede talere. Blandt andre  BUPL-formand Elisa Bergmann.

"Medlemmerne kalder på mere fællesskab og faglighed, og vi har rigtig meget til fælles", sagde hun og fortsatte:

"Som repræsentant for et af de store forbund, der risikerer at blive et af de små, tror jeg på sammenhold. BUPL står bag et større samarbejde med LO, og vi går positivt ind i et arbejde mod en ny hovedorganisation", sagde pædagog-formanden og understregede, at det skulle være uden noget politisk tilhørsforhold.

Lo klar til at gå videre mod fusion med FTF

Kampen er på arbejdspladserne

Eneste nej-indlæg fra talerstolen kom fra Handelsskolernes Lærerforenings formand Christoffer Jørgensen. Han kaldte en fusion for en desperat handling, der ikke i sig selv vil give bedre vilkår på arbejdsmarkedet.

"Kampen foregår ikke mellem formand og næstformand eller konsulent. Kampen foregår ude på arbejdspladserne. Mageligheden ligger i fusioner og kommissioner - de svære og eneste løsninger ligger på arbejdspladserne", sagde han.

Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau - hævede fanen for fusionen og gav en energisk opfordring til et ja. Internationalt er der mange store opgaver for lønmodtagerne, så de bliver nødt til at samle kræfterne, lød argumentet.

"Hvis vi stemmer for den her indstilling og går positivt ind i det her, får vi skabt den rigtige kultur, der giver de progressive svar, der stiller lønmodtagerne bedre i et globalt perspektiv", sagde socialrådgiverformanden.

Hovedstyrelsesvalg: Er en fusion mellem FTF og LO det rette for lærerne?

 

For lille til tre hovedorganisationer

Lærerformand Anders Bondo Christensen bakkede op om Berlaus linje.

"Der er nogle kæmpe dagsordener, der ligger langt over vores kræfter i øjeblikket, som vi skal rykke på, hvis vi skal tjene medlemmernes interesser bedst muligt", sagde Bondo og understregede, at han kun havde et ultimativt krav til en ny hovedorganisation: Den skal være partipolitisk uafhængig. Derudover kaldte han muligheden for en ny hovedorganisation det bedste, der er sket i de 30 år, han har været aktiv i fagbevægelsen.

"Vi skal bruge den nye mulighed for igen at sætte dagsordenen. Det skal vi ikke overlade til Dansk Industri og Cepos. Vi skal genvinde en styrke, men det kræver, at vi står sammen", sagde Anders Bondo Christensen. Han fortalte, at han, siden han som nyvalgt DLF-formand for 13 år siden trådte ind i FTFs forretningsudvalg, har haft den holdning, at Danmark er for lille et land til tre hovedorganisationer.

Bondo understregede i øvrigt, at der ikke er tale om "dem mod os", i samarbejdet med fagforbund fra LO. Derimod har han oplevet en vilje til at finde ud af, hvad en ny hovedorganisation skal kunne.

Arbejdet for en ny hovedorganisation fortsætter

En historisk beslutning Indstillingen, som kan læses via linket til højre for artiklen, blev enstemmigt vedtaget.

Og det var FTF-formand, Bente Sorgenfrey, tilfreds med:

"Det er en historisk beslutning i fagbevægelsen. Jeg er glad for, at FTF's kongres har vedtaget det fælles grundlag for den videre proces. Vi skal i gang med noget, som forhåbentlig på sigt kan give fagbevægelsen endnu mere styrke - og sikre nye resultater til medlemmerne". 

Ifølge kongresbeslutningen skal det nye grundlag omfatte navn, mission og visioner, fagpolitisk grundlag, indsatsområder, politisk struktur, regional og lokal struktur, love og økonomi. 

Powered by Labrador CMS