»Et stort fællesskab«

Lærerne vil være med til at udvikle fremtidens samfund gennem det nye tværfaglige organ Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det spår DLF-formand Anders Bondo Christensen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

? Hvad får lærerne helt konkret ud af en ny hovedorganisation?

! »Vi får cementeret, at vi er en del af et stort fællesskab i fagbevægelsen. I forårets overens-komstforhandlinger så vi, at det kan betyde rigtig meget. Hele fagbevægelsen står stadig bag vores mål om, at lærerne skal have en arbejdstidsaftale«.

Buschaufføren og lærerens skal sammen løfte folkeskolen

? Under overenskomstforhandlingerne i 2018 var der stor opbakning til musketer­eden næsten hele vejen, men LO-forbund og FOA endte med at indgå forlig på det regionale område, inden de andre var med. Det virkede, som om der var modsætninger mellem de to hovedorganisationer. Får lærerne mindre indflydelse ved næste overenskomstforhandlinger, når der nu kun er en hovedorganisation?

! »For det første er det vigtigt at sige, at der var et bump på vejen. Men på trods af det endte vi med et fælles resultat for alle. For det andet er det et godt eksempel på, at vi skal være der, hvor indflydelsen er. Man kan altid finde eksempler på situationer, hvor nogle i LO har gjort noget, som man ikke synes var rigtigt, men så gælder det om at være med til at træffe beslutningerne. LO var den toneangivende hovedorganisation. Vi skulle ikke melde os ind i LO, men det at blive en del af en endnu stærkere fælles hovedorganisation, det tror jeg er en klar fordel«.

? Hvad kommer Fagbevægelsens Hovedorganisation til at kunne?

! »Jeg håber, at vi igen i fagbevægelsen kan spille en klar rolle i samfundsudviklingen. Alle anerkender, at fagbevægelsen har sin store andel i, at vi i dag har et velfungerende velfærdssamfund. På den måde skal fagbevægelsen også være en stemme i udviklingen af fremtidens samfund. Vi står over for nogle kæmpestore udfordringer - og der skal vi som lønmodtagernes stemme være en del af det danske demokrati«.

 

? Tidligere medlem af Folketinget Preben Wilhjelm skriver i en kronik, at fagbevægelsen i nyere tid holder sig tilbage, når det gælder om at påvirke samfundet, mens organisationer som Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri ofte kommer med advarsler mod økonomiske, socialpolitiske eller uddannelsespolitiske tiltag. LO var tidligere knyttet til Socialdemokratiet. Det bliver den nye hovedorganisation ikke. Hvordan skal FH give fagbevægelsen en stærk politisk stemme?

! »Vi skal ikke være partipolitiske. Men vi skal være politiske. Vi har et helt klart værdigrundlag, som handler om fællesskab, om solidaritet og om at tage hånd om dem, der har behov for det. Nu får vi nye udfordringer - eksempelvis hele klimadiskussionen. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad vi forstår ved vækst i fremtidens samfund. Alt for meget politik bliver i dag drevet ud fra nogle vækstteorier, som flere og flere erkender, at vi må have et alternativ til. Der skal vi som fagbevægelse i højere grad ind og komme med et bud. Jeg har ikke spor imod, at Dansk Industri er en stærk stemme, og at Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer er stærke stemmer, men det skal fagbevægelsen selvfølgelig også være. Ellers mangler vi en stemme i demokratiet«.

? Hvilke udfordringer ser du ved en så stor organisation?

! »Ingen. Det er klart, at Danmarks Lærerforening havde en ret stor stemme i FTF, fordi vi var den største organisation. Men hvad skal man med en stor stemme i en organisation med lille indflydelse. Vi kunne aldrig sætte en dagsorden, der gik på tværs af en LO-dagsorden. Sådan var magtforholdene. Derfor kan jeg ikke se, at vi mister noget«.

? Succeskriteriet for Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvad er det?

!»Fagbevægelsen skal blive en langt mere klar stemme i udviklingen af det danske samfund, så hvis det ikke sker, vil jeg blive rigtig skuffet. Hvis vi ikke har kunnet byde ind i forhold til nogle af de store udfordringer, vi står med i det danske samfund, og det går op i møder og internt fnidder, så er det en fiasko. Vi har mistet fysioterapeuterne og ergoterapeuterne til Akademikernes Centralorganisation. Det må ikke ske. Om fem år skal vi gerne være en attraktiv hovedorganisation for alle fagforeninger i Danmark«.