Marianne Holler Kanstrup er trådt ud af Lærerforeningens hovedstyrelse, og nu skal der holdes valg til den ledige plads.
Marianne Holler Kanstrup er trådt ud af Lærerforeningens hovedstyrelse, og nu skal der holdes valg til den ledige plads.

Valg til ledig plads i Lærerforeningens hovedstyrelse til marts

DLF skal ud i et suppleringsvalg til en ledig plads i hovedstyrelsen. Marianne Holler Kanstrup, Haderslev, meddelte i august, at hun ønskede at træde ud af hovedstyrelsen af private årsager, og hverken 1. eller 2. suppleant ønsker at indtræde på posten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Marianne Holler Kanstrup kom først i hovedstyrelsen som suppleant for Ulrik Nielsen, Tønder, og blev så ved valget i 2019 selv valgt ind i hovedstyrelsen. Men nu har hun altså valgt at forlade posten.

Suppleringsvalget finder sted fra 1. marts 2021 klokken 9 og slutter 10. marts klokken 16. Kandidater til posten skal stille op med suppleanter og stillere senest den 12. februar 2021.

"Jeg tror ikke, vi har været i den situation før. Det er ærgerligt, at hverken 1.- eller 2.-suppleanten kan indtræde, men vi mangler jo et medlem af hovedstyrelsen, så nu indkalder vi til suppleringsvalg", fortæller formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget Thomas Andreasen.

Han fortæller, at det kommer til at gå som ved det ordinære valg for et år siden - der er en tidsplan, og alle i fraktion 1 og 2 - aktive lærere og børnehaveklasseledere - kan i princippet stille op til posten. Dog kan stillere og suppleanter for de allerede valgte hovedstyrelsesmedlemmer ikke stille op til valget. 

Vedtægterne indeholder en paragraf om suppleringsvalg - paragraf 29, stk. 5 - og den bliver nu aktiveret. Der bliver tale om et elektronisk valg ligesom ved hovedstyrelsesvalget for et år siden.

Kandidaterne skriver valgindlæg i fagbladet Folkeskolen 25. februar (afleveringsfrist 12. februar).

Valget gælder frem til 31. december 2023.

Læs mere

Om valget på dlf.org

Powered by Labrador CMS