Pensionist og københavner i farezonen

Kongressen skal diskuterepensionisters og københavneres repræsentation. Forslag om at skære to pladser væk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pensionisternes og Københavns Lærerforenings repræsentation i DLFs hovedstyrelse kommer til debat på kongressen. Årsagen er, at hovedstyrelsen skal være mindre på grund af besparelser. Desuden har flere tidligere været fremme med ønsker om at »normalisere« Københavns Lærerforening (KLF) som kreds. På kongressen i år er der desuden fremlagt et forslag om helt at fjerne den automatiske repræsentation fra København.

Kongressen sidste år sparede to almindelige medlemmer af hovedstyrelsen væk. Det sker med virkning fra det kommende valg her i år.

På nuværende tidspunkt er der 28 medlemmer af hovedstyrelsen. Heraf har pensionisterne to repræsentanter med stemmeret bortset fra ved overenskomstmæssige spørgsmål, og KLF har to repræsentanter med lignende stemmeret.

Der skal være to tredjedeles flertal for, at et ændringsforslag vedtages.

Utopi at nedlægge aftaleret

Hovedstyrelsen fremlægger forslag til kongressen om, at det fremover kun er formanden for KLF, der indtræder i DLFs hovedstyrelse. Da forslaget blev behandlet i hovedstyrelsen, var der 17, der stemte for, otte var imod, og to undlod at stemme.

Forud for dette har der gennem det seneste år været drøftelser mellem DLF og KLF, men de førte ikke til enighed. Københavnerne ønsker fortsat at have to pladser.

»Vi er grumme kede af forslaget. Vi mener, man bør spare andre steder end på vores repræsentation. Det må være muligt at finde pengene andre steder i sådan en stor organisation«, siger Jan Trojaborg, formand for KLF.

Han fortæller, at der er historiske grunde til, at KLF har to faste repræsentanter i hovedstyrelsen. Københavns Kommune har særstatus i forhold til andre kommuner, og KLF har forhandlingsret med kommunen. Af samme grund er KLF placeret selvstændigt i Lærernes Centralorganisation (LC). I alle andre kredse i Lærerforeningen melder lærerne sig ind som medlemmer af DLF, men i København melder lærerne sig ind i KLF og bliver dermed kollektivt medlemmer af DLF.

»Det er hele kernen i vores arbejde at have aftaleret over for Københavns Kommune, og det er utopi, at vi skulle afgive den ret«, siger Jan Trojaborg.

»Vi betaler fire millioner kroner til DLF, hvor vi blandt andet får de to pladser i hovedstyrelsen, og vi skal betale det samme for én plads. Vi har knap 5.000 medlemmer, så de to pladser i hovedstyrelsen svarer godt til vores andel af lærere. Des­uden er der ikke meget sparet ved at fjerne en af vores pladser. Det drejer sig om sølle 300.000 kroner«.

Jan Trojaborg fremhæver, at KLF har stor glæde af sine to pladser, der blandt andet betyder, at københavnerne kan hente inspiration og viden i to udvalg samt få mulighed for at påvirke politikken.

Han henviser i øvrigt til, at DLF i 1997 udarbejdede en rapport om blandt andet københavnernes repræsentation. Dengang besluttede man at beholde de to pladser, og han har svært ved at se, at forholdene har ændret sig siden. Heller ikke Udviklingsrapporten fra Dafolo fra 2001 foreslog ændringer i KLFs repræsentation.

»Konsekvensen af en indskrænkning til én plads i hovedstyrelsen bliver, at vi se­riøst må overveje vores tilknytning til DLF«, siger Jan Trojaborg.

Vil ligestilles med studerende

Også pensionisternes repræsentation skal til debat. Forslaget, som hovedstyrelsen fremlægger på kongressen, anbefaler én pensionist i hovedstyrelsen, men uden stemmeret om aftaleresultater, Særlig Fond og pædagogiske forhold. Pensionisternes repræsentant vil ikke få en fast udvalgsplads, men vil have ret til at deltage i alle udvalgs arbejde om sager, der har relevans for pensionister. Forslaget blev vedtaget med 18 stemmer for.

Der er desuden forslag om, at pensionisterne får et årsmøde.

»Vi ønsker fortsat at have to repræsentanter i hovedstyrelsen og med stemmeret til det hele undtagen overenskomst­spørgsmål, ligesom de lærerstuderende har det«, siger Kristian Fløj-Jensen, der er den ene repræsentant for pensionisterne.

På et hovedstyrelsesmøde foreslog han, at pensionisterne skal kunne stemme om alt andet end det kommunale overenskomstresultat. Det forslag fik 13 stemmer for, 14 imod, og én undlod at stemme. Om forslaget bliver stillet igen på kongressen, afhænger af debatten, siger han.

Kristian Fløj-Jensen understreger, at pensionisterne stadig interesserer sig for foreningens politik, og at de betaler 7,4 millioner kroner årligt til DLF.

hlauritsen@dlf.org