Skoleleder fyret for underskud
Skoleleder på Stenlille Skole ved Sorø blev i går indstillet til fyring på grund af et voksende underskud på skolen. Lærerne fik beskeden her til morgen. De blev så chokerede, at de ikke har været i stand til at gennemføre undervisningen i dag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Henrik Kjeldgaard Pedersen. Skoleleder på Stenlille Skole til 26.5.2011. En leder vi havde tillid til, fordi han var menneskelig, omsorgsfuld, empatisk, tryghedsskabende, humoristisk - netop derfor en fremragende skoleleder".
Sådan står der i dag på Stenlille Skoles hjemmeside. Lærerne på skolen fik her til morgen beskeden om, at skolens leder er fyret og med øjeblikkelig virkning er fritaget for tjeneste.
Henrik Kjeldgaard-Pedersen har været leder af skolen i 30 år. Sorø Kommune har ikke længere tillid til, at han formår at bryde kurven med et voksende underskud, skriver sn.dk, Sjællandske Medier.
Stenlille Skole havde ved udgangen af sidste år et underskud på godt 4,7 mio. kr., hvilket er en budget-overskridelse på 22 pct. Budgetoverskridelserne på skolen har de seneste tre år været over de tilladte fem pct.
Søren Rytter Johansen, der er skoleleder på Stenmagle Skole er konstitueret som leder på Stenlille Skole, indtil en ny leder er fundet.