På Samsø Skole arbejder eleverne med metalsløjd allerede i de obligatoriske håndværk og designtimer fra 4.-7. klasse, og de kan også vælge at fortsætte med valghold fra 7.-10. klasse.

Vinder af DM i smedning: Vi må ikke udvande håndværket i skolen

Hans-Peter Knudsen, som netop har vundet DM i kunstsmedning, er vild med at undervise i træ- og metalsløjd, og han har et godt samarbejde med sin håndarbejdskollega på Samsø Skole. Men hvorfor man partout skal slå fagene sammen fra starten, kan han ikke se.

Publiceret
Det er tit lidt grænseoverskridende for eleverne, når de skal til at smede, men de bliver næsten altid vilde med det, fortæller sløjdlærer Hans-Peter Knudsen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg ville elske at have håndværk og design med eleverne fra 7. klasse. Men det giver kun mening, når de inden har lært materialer og håndværk at kende. Det er jo også selvstændige fag i virkeligheden, som kræver grundviden og faglighed. Alle andre steder skal vi øge fagligheden og forberede dem på virkeligheden, så jeg forstår jeg ikke, hvorfor man vil udvande disse fag".

Sådan lyder det fra Hans-Peter Knudsen, som de seneste 15 år har undervist i træ- og metalsløjd på Samsø Skole i Tranebjerg. Han vandt i forrige uge Danmarksmesterskabet i Kunstsmedning, og han synes, det er meget ærgerligt, at metalsløjd så mange steder er forsvundet fra skemaet. Og nu med håndværk og design risikerer man, at der bliver endnu mindre tid til fagligheden i håndværkene i skolen.

Sløjdlærer vinder DM i Kunstsmedning

Han frygter, at håndværk og design kan ende som SFO-underholdning, fordi eleverne ikke har nået at lære alt det grundlæggende, før man går i gang med det frie. Og det er for ham at se katastrofalt, når man mangler håndværkere.

"Jeg er ret sikker på, at der kommer flere håndværkere ud fra mine hold, fordi de får øjnene op for, hvor fedt det er at arbejde på den måde - og hvor meget de kan. Hvis politikerne gerne vil have flere håndværkere, så skulle de hellere satse på at opgradere fagene hver for sig end at slå dem sammen fra starten".

Eleverne bliver dygtige på små hold

Eleverne på Samsø Skole når et ret højt niveau i de praktiske fag, og Hans-Peter Knudsen er også fuldt bevidst om, at de har gode forhold på hans skole. Eleverne har tre timer om ugen fra 4.-6. klasse, hvor hver klasse er delt, så halvdelen har madkundskab, mens den anden halvdel bliver undervist af Hans-Peter og hans håndarbejdskollega. I 7. klasse har de tre obligatoriske timer om ugen - opdelt på samme måde. Og derudover kan de vælge at have to ekstra timer om ugen på et samlet valghold for 7.-10. klasse

"Vores valghold er altid fuldstændig fyldt op. Men der kan de også virkelig folde sig ud. De lærer virkelig meget undervejs, fordi vi har så små hold. Så når de når 7. klasse, er de dygtige og kan arbejde med meget åbne opgaver. På valgholdet bevæger de sig frit mellem håndarbejdslokalerne i kælderen og vores træ- og metallokaler, og de kan få en nøgle. De vokser meget med ansvaret".

Brug for fagnørderi i håndværk og design

I de små klasser arbejder hans elever i metalsløjd med at skære en cirkel ud af en aluminiumplade og banke den til en skål, hvilket udover de håndværksmæssige færdigheder giver en masse for deres forståelse af 3d. Og fra 7. klasse arbejde de både i varmt og koldt metal og begynder typisk med den klassiske dragtnål.

Hans-Peter Knudsen tilbyder også de store elever et §26-kursus, som er et otte timers teoretisk sikkerhedskursus, som han underviser i på ungdomsskolen. Så kan eleverne også svejse, og det åbner igen helt nye muligheder for dem i undervisningen.

"Vi har en god leder, der bakker op om fagene og samtidig giver os ret frie rammer til at finde ud af, hvad det nye fag skal indeholde. Vi har altid arbejdet tværfagligt i nogle af projekterne - med billedkunst eller fysik for eksempel. Men vi vil faktisk gerne holde fast i at starte med at give dem håndværksmæssige færdigheder i henholdsvis håndarbejde og sløjd. Og de har mere brug for det end nogensinde, for selv om vi har praktisk anlagte elever her, som nærmest kører traktor fra de kravler, så kender de ikke forskel på træsorter eller metaller og aner ikke, hvordan de reagerer forskelligt. Alt det skal de lære, før de kan begynde at designe og tænke godt kreativt og frit".