Lærerne på Skolen Ved Sundet havde lavet en lang række bannere.

Uden for murene

Tjenestemanden serverer dampende hed te. Lederen står og småsnakker. Forældre tager imod løbesedler, før de går mod skolens glasdøre. Lærerne står uden for de røde skolemure på Skolen ved Sundet på Amager. De vil så gerne ind, men de må ikke.

Publiceret Senest opdateret

"Vi må ikke komme ind. Vi vil gerne, men må ikke. Vi er lockoutet", siger Cathrine Dick, som er lærer i 6. klasse. "Vi vil have en arbejdstidsaftale, der sikrer kvaliteten i undervisningen. Jeg er nervøs for, at kvaliteten sænkes, hvis vi ikke får tid til at forberede os. Min datter sagde, at det bliver ligesom at have vikar hele tiden. Og det tror jeg, hun har ret i". Det summer blandt lærerne. 45 er lockoutet på skolen, og mange er mødt frem her til morgen for at tage imod forældrene på denne helt anderledes skoledag. Pædagogisk leder Anette Vistesen står blandt gruppen og småsnakker og smiler. "Jeg er bare ikke kommet ind endnu", siger hun, for hun er som leder ikke udtaget til lockout. "Det er kun børnehaveklasserne, der bliver passet. Der var lidt forskellige udmeldinger fra forvaltningen, men det endte med at det kun var børnehaveklasserne", siger lederen, før hun går ind på skolen.

Klædt med et banner som på en Facebookprofil bød lærer Cathrine Dick forældre velkommen på Skolen Ved Sundet her til morgen.

Næste lukket skole Der er meget få forældre, der afleverer børnene - og lærerne står klar. Alle bliver mødt med smil og får en seddel med om, hvad konflikten går ud på. Midt i de store dynejakker er en enkelt lærer med skjorteærmer. Hun går rundt og serverer varm te for kollegerne, og det er også hende, der melder sig til at tage fællesbilledet. Inge Birthe Rosenkvist er tjenestemand og derfor ikke lockoutet. "Jeg ville meget hellere stå herude. Jeg synes overenskomstforhandlingerne mistænkeliggør lærerne. Og så handler det bare om at camouflere besparelser", siger hun.

På besøg hos Ziegler  Onsdag før påskedagene afholdte DR en debat på skolen. Mange af lærerne var mødt op. Og efter debatten greb tillidsrepræsentant Rene Aistrup fat i kommunernes chefforhandler Michael Ziegler og spurgte, om han ikke måtte komme på besøg og stille ham spørgsmål fra lærerne. "Og det måtte jeg godt. Jeg fik hans nummer, og vi har umiddelbart en aftale på torsdag, som jeg dog skal ringe og få bekræftet", siger Rene Aistrup. Han håber meget, at aftalen bliver en realitet. "Jeg vil spørge om, hvordan vores samarbejde med eksempelvis forældrene kommer til at se ud. Og så vil jeg spørge til, hvordan ledernes arbejde bliver, hvis deres aftale kommer igennem. Det er noget, der bekymrer lærerne meget. For ledernes arbejde kommer til at sætte dagsordenen for deres arbejdsmiljø", siger Rene Aistrup. "Vi frygter, vi kommer til at snakke mere med lederen om rammerne end om indholdet. Jeg tror, at fokus på fagligheden og relationskompetencer vil få vanskelige betingelser under en ny aftale".