Folketingspolitikerne vil i stigende grad diskutere lærerarbejdstiden. Men næstformand i DLF Dorte Lange vurderer, at den nuværende arbejdstidsaftale allerede rummer mange af de muligheder, politikerne efterspørger.
Politisk net strammes om lærernes arbejdstid
Lærernes arbejdstid forhandles som bekendt mellem DLF og KL. Men stod det til mange politikere i Folketinget, så skal lærerne både være længere på skolerne og bruge mere af deres arbejdstid på undervisning. Det gælder blandt andet De Konservative, som i dag præsenterede deres nye folkeskoleoplæg.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne skal være på skolen den tid, hvor eleverne er det, og arbejdstiden skal i højere grad bruges på undervisning. Særligt i dansk og matematik.
Sådan lød et af de politiske ønsker, da Konservatives partitop i dag holdt dialogmøde med Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Danske Skoleelever samt Skole og Forældre.
Konservative: Mere magt til afgangsprøven
Udmeldingen går fint i spænd med de seneste dages udsagn fra regeringen og Venstre.
Mere frihed til skolerne, mindre til lærerne Som bekendt er det lærernes fagforening, som forhandler deres arbejdstidsaftale med arbejdsgiverne i KL, og det faktum understregede DLF-formand Anders Bondo Christensen i weekenden, da Christine Antorini i Berlingske udtalte, at hun gerne så, at lærerne brugte mere tid sammen med børnene.
Antorini: Lærerne skal være meget mere på skolen
Som led i partiets sommergruppemøde diskuterede De Konservative i dag deres oplæg med skolens parter. På mødet var et af argumenterne for, at lærerne skulle være mere på skolen og bruge mere af deres arbejdstid på undervisning, at det vil give skolerne mere frihed. Den vurdering vakte genklang hos skoleledernes formand, Anders Balle.
Anders Balle: Lærerne skal være mere på skolen
DLF: Kritik skyldes manglende viden Dorte Lange fra DLF vurderer dog, at en del af den politiske uvilje mod den nuværende arbejdstidsaftale bunder i, at politikerne ikke er opmærksomme på, hvilke muligheder, aftalen rent faktisk giver.
"Det betyder, at vi skal bruge en masse kræfter på at forklare, at den nuværende arbejdstidsaftale allerede giver en masse af de muligheder, politikerne efterspørger," siger Dorte Lange.
Hun ærgrer sig over det fokus, den nuværende politiske diskurs giver.
"Den kan virke lidt som om, at fordi man er politiker og meningsdanner, så kan man mene alt muligt om lærernes arbejdstid. Så vi bruger meget energi på at forklare, hvordan virkeligheden egentlig er, i stedet for at kunne fokusere på, hvordan vi kan være med til at udvikle skolen og vores aftaler til elevernes bedste", siger hun. Skoleelever: Stol på lærernes faglighed I Konservatives folkeskoleoplæg, som blev præsenteret i dag, var også en kritik af Fælles Mål, som partiet mener bør erstattes med langt klarere målsætninger. Ser man på det nyligt vedtagne manifest for Ny Nordisk Skole, kan det dog se svært ud for Konservative at få gennemført det forslag.
Formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, afviste da også på mødet i dag, at eleverne vil få gavn af mere specifikke, centralt bestemte mål.
"Politikerne skal have tiltro til, at selvom det er blevet bestemt, at eleverne skal lære noget bestemt, så kan læreren bruge sin faglighed til at vurdere, om eleverne rent faktisk er på det niveau, eller om det i virkeligheden er mere relevant, at de lærer noget andet", siger hun.
Ifølge Dorte Lange vil centralt bestemte målsætninger sætte elever og forældre uden for indflydelse.
"Når Konservative vil involvere forældre og elever i skolens hverdag og vil motivere eleverne til at lære noget, så er det afgørende, at eleverne også er inddraget i målsætningerne. Og det kan kun ske, hvis det er lærerne, der omsætter de brede fælles mål til konkrete mål for undervisningen. Hvis der skal sidde nogen inde i et ministerium og bestemme specifikt, hvad man skal kunne i 3. klasse, så taber man inddragelsen af elever og forældre", siger hun.
Læs mere
DeKonservatives skoleoplæg