Iskal komme før klokken et, hvis I vil møde lærere.

Galgenhumoren fejler ikke noget hos lærer Erik Louw fra Bakkegårdsskolen i Trige nord for Århus. Klokken er tre. Han kommer fra musiklokalet og er på vej hjem efter endt skoledag. Men først slår han et smut forbi viceskoleinspektør Ib Andersens kontor til en stående snak om en elev, som har voldt problemer på skolen i løbet af dagen.

Problemerne kan dog ikke vælte Erik Louw af pinden. Med klar ironi i stemmen erklærer han, at det er skønt at være lærer.

'Om morgenen sover eleverne, og om eftermiddagen gider de ikke mere. Så vi skal kun lave noget mellem klokken 9 og 13', siger han og lader øjne og mund smile om kap.

Måske har han ret. I hvert fald virker skolen ret død. Der er ikke flere jakker tilbage på knagerne, og der er ingen løbende fødder til at bryde stilheden i de lange gange, der blev bygget i 1967.

Hverken Erik Louw eller Ib Andersen har overblik over, hvor mange lærere der er tilbage på skolen denne tirsdag eftermiddag. Men det er blevet mere almindeligt, at lærerne forbereder sig på skolen sammen med kollegerne i deres team, fastslår Ib Andersen.

'Der er lærere, som beder om at få en mellemtime lagt ind i deres skemaer, så de kan forberede sig sammen. Det skete ikke for tre-fire år siden', siger Ib Andersen.

Han udpeger lærerværelset, pædagogisk værksted og sløjdlokalet som gode steder at finde lærere. I rygeafdelingen på lærerværelset sidder seks-syv af Bakkegårdsskolens 43 lærere og snakker over en kop kaffe. I den anden ende af lærerværelset er Erik Louw dukket op. Så travlt har han alligevel ikke med at komme hjem.

En af rygerne fortæller, at han netop har lukket og slukket i pædagogisk værksted, så der er ingen grund til at gå derhen. Han var den sidste i dag.

Skolen sparer penge

I det samme træder sløjdlærer Per Høyer ind ad døren.

'Normalt arbejder jeg på skolen til cirka halv fire, men i dag er jeg træt, så jeg tager hjem nu', siger han.

Per Høyer er ikke færdig med at skære det asketræ op, som eleverne skal arbejde med i morgen formiddag, så han vil vende tilbage til skolen om aftenen.

'Jeg forbereder mig tit på skolen mellem klokken 22 og 24. Det passer ind i min døgnrytme', siger Per Høyer, der kun har hån til overs for de politikere, der mener, at sløjd er et fag, som læreren ikke behøver have så meget forberedelsestid til.

'Jeg bruger en del tid på at tilrettelægge undervisningen, så den bliver spændende, og på at gøre værktøj og materialer klar til næste dag. På den måde sparer jeg skolen for en del penge. Det er dyrt at købe høvlede brædder', siger Per Høyer.

Han bliver også tit på skolen, når han skal forberede undervisningen til den 3. klasse, han er klasselærer for.

'Jeg kunne godt forberede mig derhjemme, men det er hyggeligt her på skolen, hvor der er andre lærere at snakke med', siger Per Høyer.

Faciliteterne er til gengæld ikke de bedste. Hver lærer har et lille skab på lærerværelset. Det er alt.

'Vi har selvfølgelig også det pædagogiske værksted, som hidtil har været ét stort rum, men nu bliver der heldigvis lavet nogle afskærmninger, så vi kan få mere ro til at snakke sammen i de team, vi er med i', fortæller han.

'Vi skal ikke have hvert sit lille kontor, som lærerne har på universiteterne, for så ville vi ikke have så meget kontakt med hinanden. Men det ville være rart med arbejdslokaler, hvor vi kunne have vores ting liggende fremme', siger Per Høyer.

Kom om mandagen

Omkring rygebordet går snakken. To af lærerne har haft timer indtil nu, en tredje har været til møde indtil for et kvarter siden, mens en fjerde, Carl Johan Pedersen, kunne være kørt hjem for længst, hvis ikke det var for en urolig elev fra 6. klasse. Hans opførsel krævede en lang og meget alvorlig snak.

Nu sidder Carl Johan Pedersen og venter på, at det skal holde op med at regne, for han har en time hjem på cykel.

'Vi er trætte, så vi slapper lidt af i hinandens selskab, inden vi tager hjem. Det når vi ikke i løbet af dagen. Vi har ganske vist to frikvarterer a 30 minutter, men dem bruger vi til møder og til at give kolleger beskeder', siger Anne Grete Benjaminsen.

Fra sin plads ved bordenden fortæller Kirsten Buttel, at det er tilfældigt, at der ikke er ét eneste team, der holder møde på skolen netop nu.

'I skulle være kommet i går. Om mandagen er der altid en del team, der sætter sig sammen. Vi mødes også tit om aftenen, for så slipper vi for at vente på, at alle er færdige med at undervise', siger Kirsten Buttel.

Preben Lund vil lige have en bemærkning med, inden han rejser sig. Han skal hente sin søn i skolefritidsordningen.

'Lige nu snakker vi om madopskrifter, men vi bruger også tid på at tale om det, vi har været ude for i løbet af dagen. For eksempel har vi haft en mindre brand i dag, fordi en elev, som var smidt ud fra timen, satte ild på en plakat', fortæller han.

'Vi snakker også om undervisningen, både når det er gået skævt for os, og når det er gået godt', tilføjer Anne Grete Benjaminsen.

'Og om eleverne. Vi har ikke flere på skolen, end at vi kender alle børnene', lyder det fra Per Høyer, der også har slået sig ned ved bordet.

Overvejelser tager tid

Kommunernes krav om, at lærerne skal forberede sig mindre og undervise mere, høster ikke mange roser blandt lærerne på Bakkegårdsskolen.

'Tænk sig, at politikere og embedsmænd i Kommunernes Landsforening kan være så dumme, at de tror, at vi kan rette opgaver, mens vi underviser. Det er groft. De tider er forbi, da vi kunne sige til eleverne, at de skulle læse fra side 17 til 20, så vi kunne høre dem i det næste dag', siger Kirsten Buttel.

'Bøgerne bliver hurtigt uaktuelle, så vi er nødt til at bruge tid på at finde materialer forskellige steder fra', konstaterer Carl Johan Pedersen.

Anne Grete Benjaminsen gør opmærksom på, at hun ikke kun skal finde materialet frem. Hun skal også vurdere, hvad hun kan bruge det til, og om hun i det hele taget kan bruge det.

'Jeg må kassere meget af det, jeg læser, enten fordi det er for let eller for svært, eller fordi det ikke fanger mig. Jeg kan ikke bevidstløst hive noget materiale op af skuffen. Det er kedeligt at begynde forfra med det samme materiale, bare fordi man får en ny klasse. Jeg skal brænde for det', siger Anne Grete Benjaminsen, der altid har en lærebog liggende på sit natbord side om side med en roman.

Det veksler fra dag til dag, hvornår lærerne på Bakkegårdsskolen går hjem. Men ved rygebordet er de ikke et sekund i tvivl om, at de tilbringer mere tid på skolen end tidligere. De er alle med i mindst et team, og ofte foregår aftenmøderne på skolen.

De bliver også hurtigt enige om, at hvis der skal røres ved forberedelsestiden, så skal den sættes op.

'Eleverne vil ikke længere nøjes med at få en karakter for deres stile. De vil have at vide, hvor stilene fungerer godt, og hvor de bør arbejde videre med teksten. Sådan skal det være. Hvis eleverne skal sætte sig et mål for deres arbejde, kræver det, at vi giver dem konstruktive tilbagemeldinger. Hvis kommunerne vil have kvalitet, så koster det', siger Anne Grete Benjaminsen.