I efteråret sendte lærere fra hele landet billeder ind af deres lærerarbejdspladser til Folkeskolen.dk's konkurrence. Her er det Annemette Heltofts arbejdsplads - hun forbereder sig ofte i sin klasse, hvor hun er klasselærer.

Forberedelse kommer til at ske i ledige klasselokaler

I Frederikssund har byrådet besluttet at give 5,5 millioner kroner til forberedelsespladser på kommunens skoler. Det betyder, at lærere på nogle skoler fremover skal forberede sig i klasselokalerne, fordi der ikke er plads andre steder, siger den lokale kredsformand.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har i den seneste tid været heftig debat i Frederikssund Kommune om lærernes kommende arbejdspladser. Flere modeller har været i spil, men på byrådsmødet i går, bevilligede politikerne det den laveste økonomiske ramme, der har været i spil.

"Skolerne har peget på, at hvis det bliver den billigste økonomi, så kan det være at nogle lærere bliver nødt til at forberede sig i klasselokalerne, fordi det er det eneste sted der er plads", siger Regitze Flannov. Hun kan ikke sige hvor mange skoler, at lærerne risikerer at komme til at sidde og forberede sig i klasseværelserne. Som formand for Fjordkredsen har hun prøvet at fortælle politikene, at det simpelthen ikke går.

"Man er nødt til at have et sted, hvor man kan pakke sine ting ud og sidde i en længere periode og have ro til fordybelse".

Lærere skal måske forberede sig sammen med elever

Skoler skal finde egne løsninger Beslutningen sker efter en høringsfase, hvor skolerne har undersøgt og argumenteret for, hvad der kan lade sig gøre de enkelte steder. Blandt andet har der været en konkret gennemgang på alle skolerne for at vurdere mulighederne for forberedelsespladser - en gennemgang, hvor også kommunens egne folk har deltaget.

"Politikerne siger, at det skal være godt og ordentligt. Men de bevilger penge til en løsning, som skolerne ikke kan anbefale. Der er kommet mange gennemarbejdede høringssvar, men det har politikerne ikke taget hensyn til", siger Regitze Flannov.

Det er nu op til hver skole at finde deres lokale løsninger ud fra de penge, de hver især får tildelt. I slutningen af året bliver arbejdsforholdene evalueret, men der er alt for lang tid til det, mener Regitze Flannov.

"Politikerne siger, at vi skal se på forholdene igen senere. Men skolerne har netop lige set på forholdene og hvad der kan lade sig gøre i de forskellige bygninger sammen med kommunens egne folk".

Lærerarbejdsplads-leverandør: "Der bliver run på"

Forberedelse i klasseværelser - men uden elever Der har tidligere været heftig debat i Frederikssund om lærernes forberedelsespladser, blandt andet fordi formanden for Uddannelsesudvalget, Anne-Mette Risgaard Schmidt (V), blev citeret i Frederiksborg Amts Avis for at sige, at lærerne kunne forberede sig i klasselokalerne - med eller uden børn.

Det fik mange lærere op på barrikaderne.

"Vi mener, at etablering af forberedelsespladser i klasseværelserne medfører en forringelse af lærernes arbejdsvilkår. Forberedelse kræver ro og tid til fordybelse og refleksion, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre når der samtidig foregår undervisning. Vi frygter, at forberedelse under disse vilkår får en negativ effekt på motivationen hos medarbejderne. Desuden kan det på sigt medføre, at kommunens skoler får vanskeligere ved at fastholde og tiltrække kvalificerede lærere", skrev fire lærere fra Ådalens Skole i et læserbrev i Lokalavisen Frederikssund.

Faste eller mobile forberedelsespladser til lærerne?

Til byrådsmødet lyttede Regitze Flannov derfor rigtig godt efter, hvad Anne-Mette Risgaard Schmidt sagde.

"Hun sagde, at ingen forestillede sig, at lærerne skal forberede sig i klasselokaler, mens der er elever til stede. Men hun sagde ikke, at man ikke skal kunne forberede sig i klasselokalerne. Vi kan derfor ikke afvise, at man skal finde et tomt klasselokale, når man skal forberede sig", fortæller Regitze Flannov.

Nu skal skolerne i gang med at finde løsninger, og Regitze Flannov forventer, at skolerne gør det bedste, de kan inden for den økonomiske ramme.

"De finder garanteret på rigtig mange løsninger, men måske også lappeløsninger nogen steder. Skolerne er forskellige, og nogen steder er der mere plads end andre. Så det vil blive meget forskelligt. Vi vil tage arbejdsmiljøbrillerne på, og holde øje, når skoleåret starter", slutter Regitze Flannov.

Individuelle arbejdspladser til næsten alle i Esbjerg