Debat

Demokratiet tabte, da Politiken ændrede Thorning-citat

Bente Sorgenfrey, formand for FTF (hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, siden 2019 FH) skrev i Politiken 3. januar 2017 en artikel sammen med daværende formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som er værd at huske på i dag, især hvis man er blevet lærer efter 2013.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et interview med den tidligere statsminister afslørede, at lockouten af 50.000 lærere i 2013 var et planlagt forløb af politikerne, som dermed bevidst annullerede en aftale indgået af arbejdsmarkedet parter.

"Søndag den 11. december 2016 bragte Politiken et interview med den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt. I interviewet siger hun: ’Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.’

Det citat er både afgørende og afslørende. Det er første gang, at en politiker fra den daværende regering åbent erkender, at man sammen med KL lockoutede mere end 50.000 lærere og omkring 600.000 elever i fire uger i 2013. Det skete for, at regeringen efterfølgende kunne lave et lovindgreb, inddrage lærernes overenskomst og anvende midlerne til at finansiere de mange ekstra undervisningstimer, som lå i regeringens folkeskolereform, der blev vedtaget få uger efter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Ombudsmanden, ILO (FNs Arbejdsmarkedsorganisation) og flere uafhængige arbejdsmarkedsforskere har kraftigt kritiseret regeringens rolle. I et Ritzau-nyhedstelegram fra 6. april 2013, som Politiken har bragt på sin hjemmeside står der, at allerede fra den 18. oktober 2012, to måneder før det første forhandlingsmøde mellem KL og lærerne, stod det klart, at lærerne ville tabe kampen om at fastholde deres arbejdstidsaftale.

Det vurderer også flere arbejdsmarkedsforskere efter at have set et lækket dokument fra Finansministeriet, hvor der sort på hvidt står: ’Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid (....). Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat er en ændring anvendelse af lærernes arbejdstid.’

Der er altså både kilder og dokumenter, som i den grad underbygger Helle Thorning-Schmidts nye indrømmelse. Men i stedet for at lave den væsentlige nyhedshistorie vælger Politikens chefredaktion og Læsernes redaktør at ændre citatet, da Helle Thorning-Schmidt beder om det.

Nu lyder det: ’Da vi besluttede at AFSLUTTE lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.’ Et meget afslørende citat er visket væk og ændret til en sætning, som er ren volapyk og ikke giver mening i forhold til resten af interviewet.

Vi har stor forståelse for, at kilder får artikler til gennemsyn, så faktuelle fejl kan blive rettet. Men i denne sag er der ikke tale om en faktuel fejl. Her er tale om, at journalisten på Politiken, som laver interviewet, oprindeligt citerer præcis det, som Helle Thorning-Schmidt har sagt. Og her er tale om, at Politikens chefredaktion og Læsernes redaktør afgiver redigeringsretten til den tidligere statsminister, så hun kan slippe af sted med en bortforklaring. Det er meget alvorligt.

Chefredaktøren negligerer Folketingets Ombudsmand, ILO og uafhængige arbejdsmarkedsforskere samt underkender avisens egne journalister, som netop har dækket Thorning-regeringens yderst problematiske rolle i flere artikler.

Vi håber, at journalister nu vil grave videre, så befolkningen kan få sandheden at vide. Det her handler ikke kun om lærere. Det handler om, hvorvidt danske lønmodtagere kan stole på, at de overenskomster, der indgås mellem arbejdsmarkedets parter, ikke pludselig bliver inddraget af en regering. Og det handler om, at medier og journalister sikrer, at magthaverne ikke kan slippe af sted med misinformation. Et demokrati skal kendes på, at vi har en fri og uafhængig presse.

Da Politiken valgte at ændre Helle Thorning-Schmidts citat tabte demokratiet.”

Thomas Andersson siger det så præcist: ”I disse krænkelsestider er det her jo et årelangt overgreb på en samfundsinstitution, hvor vi har vænnet os til/affundet os med, at retsløsheden er et vilkår, og derefter har accepteret det som en aftale? Nyuddannede lærere kan ikke forstå at jobbet er så hårdt og barsk. Derfor forlader de i stort tal folkeskolen, når de har set virkeligheden. De skulle bare vide at det ikke altid har været sådan, med lokalaftaler uden værdi, topstyring, målstyring og driftsfokus. De skulle have indblik i dengang skole var noget, lærerne lavede sammen med ledelsen.”

Selv hvis de fleste lærere enten har glemt detaljerne i hvad der skete eller ikke har kendt til anden end elendig virkelighed - og DLF har tydeligvis tænkt sig at se ”fremad” (gøre ingenting), lade konflikten gå i glemmebogen og ”samarbejde” – så det er ikke rimeligt, hvis der aldrig kommer et opgør med det der skete, og hvis de ansvarlige ikke stilles til regnskab. Overgrebet er jo ikke slut.

www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-09476

Powered by Labrador CMS