”Vi er faktisk rigtig godt tilfredse. Det er vi også med samarbejdsklimaet. Der har været en god stemning omkring det her. Vi er rigtig glade for den her aftale”.

Struer: Lærerne får færre undervisningstimer

Vestjysk Lærerforening og Struer Kommune har netop indgået en arbejdstidsaftale for lærerne, der bl.a. betyder et loft over antallet af undervisningstimer, sikrer tid til lærernes forberedelse og tid til tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Samarbejdet mellem lærerkreds og kommune i Struer har fået en Ny Start. Indtil nu har der i Struer været en fælles forståelse om rammerne for lærernes arbejdstid, men den aftale, som DLF-formand Anders Bondo Christensen og KL's topforhandler Michael Ziegler indgik ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 har pustet nyt liv i et ellers udmærket samarbejde mellem den vestjyske kreds og kommune.

"Der var slet ikke samme kød på den fælles forståelse, som der er kommet på den aftale, som vi nu har indgået. Der er ingen tvivl om, at politikerne har hørt efter Ny Start. Og så tror jeg også, at politikerne i Struer godt er klar over, at hvis vi skal rekruttere lærere her i området, så skal vi også have en fortælling om, at vi har gode forhold for lærerne", siger formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss.

Plan klar for en lærer-arbejdsdtidsaftale i Struer 

Loft over antallet af undervisningstimer

Arbejdstidsaftalen betyder, at Struers lærere i gennemsnit på den enkelte skole kommer til at undervise 760 timer om året. I dag er gennemsnittet 774 undervisningstimer. Desuden kommer der som udgangspunkt et loft over antallet af undervisningstimer på 780. Derudover er arbejdstiden delt ind i områder, således, at der eksempelvis er afsat 310 timer til individuel forberedelse, 300 timer til samarbejde og udvikling og 250 timer til pauser og tilsyn.

"Vi er blevet enige om en aftale, hvor vi sætter fokus på, hvad det er, lærerne skal kunne lykkes med. Noget af det vi har sat fokus på er antallet af undervisningstimer, hvis man får sat det ned, så får man også mere tid til andre opgaver. På den enkelte skole skal skoleleder og TR sammen finde ud af, hvordan man får det til at gå op. De skal se på, hvad der er i samarbejde-udviklingstid, for det er forskelligt, hvad man lægger vægt på det enkelte sted", siger Torben Voss.

Han fortæller, at der er tilført omkring 3,2 millioner kroner til skolerne for at få økonomien til at hænge sammen med den nye arbejdstidsaftale.

Husaftale sætter tid på opgaverne på Struer-skole 

Tilfreds med aftale

Torben Voss er også glad for, at tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter for første gang siden 2013 får afsat tid til deres opgaver på opgaveoversigten.

"Vi er faktisk rigtig godt tilfredse. Det er vi også med samarbejdsklimaet. Der har været en god stemning omkring det her. Vi er rigtig glade for den her aftale".