Helene Nissen Breddam er tilbage på arbejde efter barsel. Det foregår i spisestuen med støjreducerende hovedtelefoner på.

Lærer tilbage fra barsel: "Det er sgu underligt"

Sidste mandag skulle Helene Nissen Breddam endelig gense sine 6.-klasser efter ni måneders barselsorlov. Men det blev online og uden krammere. Det er lidt af et antiklimaks, synes hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter ni måneder hjemme havde Helene Nissen Breddam glædet til at vende tilbage til sit job på Katrinedalskolen i Vanløse i København.

Mandag sluttede hendes barsel, men i stedet for at få krammere af elever og 'velkommen tilbage'-kage på lærerværelset, sidder hun nu i sin spisestue med støjdæmpende høretelefoner og prøver at få greb om fjernundervisningen.

Helst uden at blive alt for distraheret af gråd eller grin fra den anden side af den lukkede dør, hvor hendes kæreste har ansvaret for deres syv måneder gamle datter.

Enlig lærer: "Normalt kunne jeg bitche, gå en tur og få et kram - nu savner jeg mine kolleger"

 "Jeg glædede mig sådan til at komme tilbage på job, til at se mine elever og til at få faglig sparring af mine kollegaer" fortæller hun over telefonen.

"Jeg har så meget energi, så mange nye ideer og nu er der ikke rigtigt noget sted, jeg kan rette det hen. Jeg har savnet at få input fra mine kollegaer og at være sammen med større børn end min datter. Så det er lidt af et antiklimaks stadig at sidde her i lejligheden, nu bare med dårligere mulighed for at gå en tur end før".

Svær overlevering

Det er Helene Nissen Breddams kollegaer, der har varetaget hendes undervisning, mens hun har været på barselsorlov. Det betyder at der er fire forskellige lærere, hun skal tale med om overlevering, men hun har ikke kunnet mødes med nogen af dem, og de har i øvrigt haft travlt med at omstille deres undervisning til den nye situation. Det er langt fra en ideel genstart, mener Helene Nissen Breddal, men hun og kollegerne gør, hvad de kan.

Refleksioner i en Corona-tid

"Vi har lavet den aftale, at jeg gradvist overtager nogle af fagene" fortæller hun.

"Så i dag skal jeg for første gang være med i en videokonference med min klasse i dansktimen. Og jeg overtager også undervisningen i historie og kristendom i denne uge. Dansk og matematik overtager jeg lige så stille hen ad vejen. Men det skal jo helst ikke tage for lang tid, for jeg er jo ikke så glad for at mine kollegaer skal have mere at lave end de har i forvejen".

Virtuel fredagshygge med elever

Selve undervisningens indhold og form - ja, der er Helene Nissen Breddam lige så meget på herrens mark som sine kollegaer.

"Men vi gør det jo alle sammen så godt vi kan" siger hun. "Vi lægger sporene, mens vi kører, og finder ud af det hen ad vejen. Men ja, det er sgu en underlig situation at sidde i. Nu har jeg nu inviteret mine elever til virtuel fredagshygge, hvor de kan dukke op til videokonferrence, hvis de har lyst til at sige hej. Det bliver dejligt at se dem og høre om deres skoleår".

Blog: Corona-kuller 1.0

Powered by Labrador CMS