Mariagerfjord Kommune skal spare 123 millioner kroner. Det betyder fyringsvarslinger til seks tillidsvalgte. Formand for Mariagerfjord Lærerkreds Dorte Carstens har ét mål, og det er at få kommunen til at trække varslingerne tilbage.

Kredsformand: Træk fyringsvarslingerne tilbage

Seks tillidsvalgte, herunder to tillidsrepræsentanter, er varslet fyret af Mariagerfjord Kommune. BUPL, DLF, FOA og 3F mener, at der er tale om organisationsforfølgelse. Lærerkredsens formand vil derfor have trukket varslingerne tilbage.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mariagerfjord Kommune har taget det usædvanlige skridt at varsle seks tillidsvalgte afskediget, tre arbejdsmiljørepræsentanter, en tillidsrepræsentantsuppleant og to tillidsrepræsentanter, hvoraf den ene hører under vores overenskomst og er et af mine medlemmer".

Sådan lyder det fra formanden for Mariagerfjord Lærerkreds Dorte Carstens. Kredsen arbejder nu sammen med andre organisationer for at få varslingerne trukket tilbage.  

"Alle organisationer, hvad enten de har medlemmer i spil eller ej, bakker os op", siger Dorte Carstens. "Vi har bedt kommunaldirektøren om en forhandling på baggrund af, at vi mener, der er tale om organisationsforfølgelse", siger hun med henvisning til, at tillidsvalgte har en særlig beskyttelse.

Skoleleder: Mandags-fyring skulle give afklaring ikke frustration 

Organisationerne holdt derfor i dag møde med Mariagerfjords kommunaldirektør, for at få trukket varslingerne på de seks tillidsvalgte tilbage.

"Vi nåede desværre ikke helt i mål i dag. Men vi kom så langt, at vi gik fra hinanden med lovning på, at kommunen går de seks sager igennem og så mødes vi igen på fredag, hvor vi forhåbentlig kommer i mål".

Kredsformand om fyringsmetode: Helt uden empati 

I forbindelse med Mariagerfjord Kommunen samlede besparelser på 123 millioner kroner skal kommunen spare 55 millioner kroner i daglig drift. I 2020 skal der spares cirka 57,5 millioner kroner og i 2021/2022 er tallet oppe på cirka 61 millioner kroner.

Derfor har kommunen udsendt i alt 42 påtænkte fyringer, hvoraf seks af dem er tillidsvalgte. Folkeskolen.dk har forsøgt at kontakte borgmester og formand for Økonomiudvalget Mogens Jespersen.