De fleste voksne kender Manu Sareen fra hans tid som politiker med flere ministerposter, mens utallige børn har læst hans børnebøger. Ikke mindst serien om den kække dansk-indiske dreng Iqbal Farooq.

Da Manu Sareen sidste år udgav bogen ’Hører du overhovedet efter?!’, kom det frem, at han er sendiagnosticeret med ADHD. I bogen fortæller han både sin egen historie om at leve med ADHD og interviewer andre voksne med ADHD eller ADD.

I dag følger Manu Sareen op med bogen ’Det er alt for meget i mit hoved’, hvor 15 børn og unge mellem ni og 17 år fortæller, hvad det betyder for dem, at de har ADHD eller ADD. Børnene giver blandt andet deres syn på skolen, og hvordan lærerne bedst kan støtte dem.

Stor interesse for at medvirke

Manu Sareen, hvad har fået dig til at skrive bogen?

”Det er en kombination af flere ting. Efter min første bog om diagnosen er mit liv kommet til at handle meget om ADHD. Jeg er blandt andet blevet formand for ADHD-foreningen, hvor vi taler meget om børn. Det gik op for mig, at vi altid hører professionelle tale om børnene, men hvad tænkerne børnene selv om deres liv og deres lærere og pædagoger? Det spørgsmål var nok for mig til at skrive bogen”.

Har det været svært at få børn til at stille op til interview?

”Nej, og det har virkelig overrasket mig. Jeg lavede ét opslag på Facebook, og over 200 forældre henvendte sig. Det er interessant, for det fortæller, at mange har lyst til at dele deres historie. Jeg kunne lige så godt have skrevet en bog om forældre til børn med ADHD. Det kan være, det bliver min næste bog, for der er læring i at høre andres fortællinger”.

Børn med ADHD står i et dilemma

Hvad med børnene – det var jo dem, du ville tale med?

”Børnene har selvfølgelig sagt ok til, at deres forældre henvendte sig til mig, men det har helt sikkert styrket børnenes interesse, at de fik at vide, at jeg har skrevet serien om Iqbal Farroq. Det er jeg sikker på, for ved hver eneste interview skulle vi først lige snakke om bøgerne.

For nogle med lavt selvværd på grund af ADHD betyder det meget, at de møder en, som har klaret sig, og som de kan spejle sig i: ’Gud, kan han skrive, når han har ADHD? Hvad?! Har han også været politiker?’

Det går igen hos børnene, at vi står i et dilemma, når vi har ADHD. På den ene side vil de gerne være i normalklassen. På den anden side er det svært for dem. På den ene side vil de gerne være almindelige. På den anden side – det kan de ikke. Som en pige siger i bogen, så bliver hun mindet om, at hun ikke er almindelig, når hun hver morgen får sin pille. Da hun sagde det, tænkte jeg: ’Gud, sådan har jeg det også selv. Jeg bliver aldrig normal’”.

Bogen er både for børn og voksne

Efter hvert interview lader du professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen fra Aarhus kommentere barnets fortælling. Hvorfor har du valgt det?

”Både barnet og jeg har ADHD, hvor Per Hove Thomsen kan løfte samtalen, så den ikke kun handler om det specifikke barn, men om det børn med ADHD generelt oplever. Så kan læserne bruge det ud over barnets subjektive fortælling. Det er blevet rigtig fint, for han siger både noget om alle børn og om mig”.

Hvad skal bogen give andre børn med ADHD og ADD?

”Bogen er både for børn og voksne. Jeg fandt ud af, at mange forældre har prøvet at læse min første bog om ADHD op for deres børn, men den var for svær for at forstå. Derfor har mange spurgt mig, om der ikke kom noget for børn. Jeg håber, at andre børn med ADHD eller ADD får bogen med børneinterview læst op, for det værste ved at have en diagnose er, at man virkelig føler sig alene. Derfor er det godt at høre, at andre også har det sådan. Det gælder både børn og voksne”.

Mange børn må stadig kæmpe en kamp

Hvorfor er det en god ide for voksne med ADHD at læse bogen?

”Voksne kan spejle deres egen barndom i bogen. Da jeg havde interviewet børnene og læste interviewudskrifterne, spurgte mine egne børn og mine venner mig, om jeg var ok. De kunne mærke, at jeg havde skiftet humør, fordi jeg gennem børnenes fortællinger genoplevede min egen barndom.

Det var hårdt, men det var også sundt for mig at se på de udfordringer, jeg har været igennem, fremfor at gemme dem væk. Så børnene i bogen har også hjulpet mig på det personlige plan. Samtidig har det gjort mig ked af det, fordi interviewene viser, at der er børn, som har det på samme måde, som jeg havde det i 1974. På nogle områder er der sket fremskridt for børn med ADHD, men mange må stadig kæmpe en kamp, fordi de ikke bliver mødt med forståelse for deres behov. Det er ærgerligt”.

Hvad skal bogen give forældre til børn med ADHD eller ADD?

”Forældre føler sig også ret alene og på bar bund, så det kan være befriende at høre om børn, som har det på samme måde som deres eget barn. Jeg håber, beretningerne vil give andre forældre en aha-oplevelse”.

Børnene fortæller, hvad lærere kan gøre bedre

Hvorfor bør lærere læse bogen?

Tager ind på 17 kanaler

”Min datter er folkeskolelærer, og hun siger: ’Prøv at høre, far. Vi vil gerne gøre det godt for alle små Manu’er, men for det første har vi ikke resurser til det, og for det andet er vi ikke uddannet til det’. Alene det gør, at lærere bør læse bogen. Børnene taler meget om skolen, og hvad lærerne kan gøre bedre, og derfor er det relevant for lærere at læse bogen. Jeg vil ikke slå lærere oven i hovedet, men skabe forståelse for, at nogle børn har særlige behov. Det ved lærerne selvfølgelig godt, men nu vender jeg den om ved at lytte til, hvad børnene synes om skolen og lærerne”.

Hvordan sammenfatter du børnenes budskab til lærerne?

”Det samlede budskab er, at børn med ADHD virkelig kæmper i deres hverdag. Som lærer kan man læse, hvad der sker, når børnene kommer hjem fra læringsrummet i skolen. Nogle er så udmattede, at de græder af træthed. Lærere kan også læse, hvor meget børnene gerne vil det fællesskab, som de har så svært ved at træde ind i, og de kan læse om, hvor meget børnene kan, og det er virkelig meget”.

Børn med ADHD kan være ekstremt fokuserede

Hvad er det, børn med ADHD kan?

”Ingen har spurgt børnene om, hvad fordelen er ved at have ADHD, så da jeg stillede spørgsmålet, spærrede de øjnene op. Det handler om at få dem til at se muligheder fremfor begrænsninger, og børn med ADHD kan være rigtig gode til at fokusere og til at koncentrere sig. Folk ville ikke tro på, at jeg havde ADHD, fordi jeg har skrevet mange bøger. Ja, vi kan ikke strukturere og konsekvensberegne, men vi kan være hyperfokuserede, når noget interesserer os.

En pige i bogen kan lave sudoku på virkelig højt niveau, men til de nationale test brænder hun sammen. En anden med ADHD er så fokuseret på cup stacking, at han er blevet verdensmester. Det er vildt. Det handler om at se børmenes superkræfter og styrker”.

(I cup stacking skal man så hurtigt som muligt stable ni eller 12 specialdesignede kopper på en forudbestemt måde, red.)

Det kræver ikke så meget af lærerne

Så hvad bør lærere gøre anderledes i forhold til børn med ADHD og ADD?

”Mange børn og også jeg selv føler, at folk ser skævt til os, så vores selvværd ligger ikke på den bedste del af skalaen. Men vi kan meget, så det handler om at være nysgerrig på, hvad vi kan. Jeg fik konstant skældud som barn, og når børnene i bogen fortæller, at deres hjerne bryder sammen, fordi de har tavleundervisning, kan jeg selv huske, hvordan det var. Men det kræver ikke så meget af lærerne. De kan for eksempel finde noget, som interesserer eleven med ADHD, og lade ham arbejde med det.

Lærerne skal vide, hvilket barn de har siddende foran sig. Mange lærere er berøringsangste overfor ADHD, men børnene er som alle andre børn på godt og ondt. Ondt er bare større end hos andre børn, og det er godt også. Når vi gør noget godt, gør vi det 100 procent. Jeg vidste ikke, hvor gode børnene i bogen er, før jeg sad på børneværelset og talte med dem om deres styrker, men jeg kan trække en parallel til mig selv. Pludselig så min idrætslærer på Amagerbro Skole, Allan Meinel, at jeg var god til idræt. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han stod med sit store hår og råbte sin ros ud i salen. Det reddede mig, for der er ikke noget at bygge på, hvis man hele tiden får at vide, at man er en nar”.

Der er alt for meget i mit hoved – børns fortællinger om at lave med ADHD og ADD, af Manu Sareen, People’s, 340 sider, 249,95 kroner.

"Diagnosen var en kæmpe lettelse"