Da Maja Halberg begyndte i sit nye job på en skole i Køge efter sommerferien 2021, var det med et håb om, at fra nu af ville hendes liv blive lettere. Hendes søn, som hun i seks år havde syntes mistrivedes, var ved at blive udredt for autisme og ADHD. Om kort tid ville han have sin diagnose på plads, få et relevant specialtilbud, og presset ville blive taget af hendes skuldre. Hun var så sikker på, at livet ville blive lettere, at hun var gået fra en deltidsstilling på sin gamle arbejdsplads til en fuldtidsstilling på den nye skole.

Efter et år i det nye job vendte Maja Halberg ikke tilbage på arbejde. Hun havde sagt op i desperation; for udmattet til både at passe sit lærerjob og kæmpe med kommunen om at få hjælp til sin nu niårige søn, der ikke kunne være i sin folkeskoleklasse, og som var plaget af tvangstanker.

I dag ved Maja Halberg ikke, hvornår hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet – eller om hun nogensinde vil kunne fungere som folkeskolelærer igen.

Tvangstanker og sammenbrud

Sønnens tvangstanker var for eksempel nogle remser, som skulle siges i bestemte situationer både af ham selv og af hans lillesøster. Hvis ikke, kunne han bryde fuldstændig sammen, fortæller Maja Halberg om sin søns lange vej mod skolevægring. Når hun hentede ham fra skole, skulle hun stå det samme sted hver gang, ellers kunne han ikke klare det:

“Men Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og skolen tog det meget roligt. De sagde, at jeg ikke skulle være så bekymret. Og så gik tiden. Derhjemme kunne vi mærke, at han var presset, men han fungerede okay i skolen”.

Maja Halberg og hendes mand har egentlig været bekymrede for, om der skulle “være noget” med deres ældste søn, siden han var tre år gammel. Men de pædagoger, lærere og psykologer, de kom i kontakt med, delte ikke deres bekymringer.

“Han har hele tiden været god til at maskere. Men jeg tror desværre, at mange lærere og pædagoger ikke kender så meget til maskering, og måske gør PPR-folkene heller ikke. Det virkede, som om de havde svært ved at gennemskue, at det var det, der skete. Det blev lynhurtigt til, at ‘det er ikke noget, vi ser herovre’, og så er der ikke langt til at konkludere, at det er forældrene, som gør noget forkert”, siger Maja Halberg.

Fagfolk så ikke problemet

Maja Halbergs søn fik det værre og værre derhjemme. Han fik det, han selv kaldte “dårlige tanker”, hvor han følte, at der sad en mand inde i ham, som fik ham til at have de dårlige tanker. Da Maja Halberg spurgte, hvad der skulle til for at få manden ud, svarede sønnen, at så skulle hans mave nok skæres op.

“Så grelt var det – og det fortalte jeg på et møde, hvor der sad måske ti fagpersoner rundt om bordet. Men ingen af dem mente, at der var grund til bekymring. Senere har vi så fundet ud af, at de tanker faktisk var en begyndende psykose, men det vidste vi ikke dengang – og det gjorde fagfolkene fra kommunen åbenbart heller ikke”, fortæller Maja Halberg.

Ved hjælp af stædighed og psykologer, som familien selv kontaktede – og betalte – fik de efterhånden foranstaltet, at deres søn skulle udredes af en psykiater. I september 2021 fik han diagnoserne ADHD og autismespektrumforstyrrelser. Maja Halbergs søn var lige begyndt i 2. klasse, og hun selv var lige startet på et nyt lærerjob i forventning om, at hendes søn nu ville få hjælp.

“Det fik vi så ikke”, siger hun i dag. “Jo, kommunen tilbød os et kursus for forældre til nyudredte børn, og det takkede vi selvfølgelig ja til. Men så hørte vi ikke mere, og da vi rykkede for svar, fik vi at vide, at kurset var gået i gang, så det var for sent. Det blev ligesom et forvarsel om, hvor meget man skal kæmpe for hjælp, også efter at ens barn har fået en diagnose”.

En lang kamp for specialstøtte

I udredningen blev det anbefalet, at Maja Halbergs søn kom på en specialskole med viden om hans specifikke udfordringer. Det skete ikke, i stedet fik han tilbudt støtte i den almenklasse, han allerede går i.

“Han fik ni ugentlige timers støtte, og det var nogle smaddersøde og dygtige lærere, der kom. De havde bare ikke uddannelsesmæssig baggrund for at kunne hjælpe et barn med autisme og ADHD”.

Maja Halberg understreger, at hendes søn gennem hele sin skoletid har haft søde lærere, som han har haft gode relationer til, og at det har betydet rigtig meget.

“Men lige meget hvad de gør, så er de jo almindelige lærere i en almindelig klasse. Det er naturligvis begrænset, hvor meget de kan hjælpe”, siger hun.

I slutningen af 2. klasse blev hendes søn tilbudt en plads i skolens specialklasserække, som PPR vurderede kunne imødekomme hans udfordringer, på trods af at hverken leder eller personale havde specifik uddannelsesmæssig baggrund i forhold til børn med diagnoser inden for autismespektret.

“Vi syntes ikke, at det var det rigtige tilbud til ham, men vi fik ikke andre muligheder. Da vi besøgte den, tænkte vi, at i det mindste var der mere ro og færre børn, og det virkede som et hyggeligt sted. Lederen forsikrede, at der var ro og en god og stabil voksenkontakt til de enkelte børn. Så vi tænkte, at det måske kunne give noget, hvis han kunne få lidt ro, og måske ville han få tilbudt noget andet senere”, fortæller Maja Halberg.

Følte sig nødsaget til at sige op

Så sønnen startede i specialrækken fire uger inden sommerferien, og i fire uger gik det godt. Men da han vendte tilbage efter ferien, havde specialrækken taget nye børn ind, mange flere end personalet kunne håndtere. Stemningen i klassen var stresset, og der blev ikke taget hånd om den uro, der var, oplevede Maja Halberg. På det tidspunkt havde hun sagt sit job op og var sygemeldt.

“Jeg sagde op, fordi forløbet havde været så hårdt for hele familien. Det føltes, som om der ikke skete noget i min søns sag, og jeg tænkte, at det her kommer til at tage lang tid. Min læge sagde, at jeg skulle holde ud, så længe jeg kunne, og en dag ringede jeg til ham og sagde: ‘Nu kan jeg ikke mere’”.

Som klasselærer for 28 elever følte Maja Halberg ikke, at det var ansvarligt at sygemelde sig:

“Så ville jeg forsvinde, og de ville ikke vide, hvornår jeg kom tilbage – eller måske ville jeg aldrig komme tilbage. Det kunne jeg ikke håndtere følelsesmæssigt oven i alt det andet. Jeg valgte at sige op i stedet”.

Imens blev hendes søn stadig dårligere i den nu kaotiske specialklasse, fortæller hun.

“Personalet gjorde, hvad de kunne. Men de kunne ikke stoppe det kaos, der var opstået. Min søn, som ikke var udadreagerende på skolen, fik i høj grad lov til at passe sig selv. Jeg tror, at de kunne se, at han ikke havde det godt, men der var ikke resurser til for alvor at handle på det”.

Nægtede at gå i skole

Maja Halberg begyndte at holde sin søn hjemme fra idræt, for de timer var værst for ham. Det hjalp ikke nok. Så begyndte hun at forkorte hans skoledage. Efter efterårsferien kunne hun simpelthen ikke få ham af sted mere.

“Han var så aggressiv derhjemme i den periode. Det var nok det værste. Normalt er han en sød og stille dreng, men da råbte han de værste ting ad os. Han begyndte at slå og rive billeder af væggen. Det er selvfølgelig et tegn på stress, men det betød, at jeg ikke kunne få ham af sted i skole. Hans psykotiske tanker var også vendt tilbage”, fortæller Maja Halberg.

Hun kontaktede skolen mange gange for at høre, om de kunne hjælpe, men fik ikke noget svar. Til sidst kontaktede hun skolelederen direkte for at bede hende om at sørge for at få lavet en handleplan for, hvordan hendes søn kunne komme i skole igen. Igen ventede Maja Halberg forgæves. Modsat social- og sundhedsområdet er der på skoleområdet ingen lovfæstede ventetidsregler eller regler for, hvornår en sag om for eksempel vurdering af et barns støttebehov skal sættes i gang eller være afsluttet.

“På det tidspunkt troede jeg jo stadig, at han skulle derhen igen. Men det svar, jeg fik, var, at det havde de ikke tid til. De havde kun tid til at tage sig af dem, der er i skolen. Næste dag gik jeg til lægen og sygemeldte min søn. Det skulle jeg have gjort meget tidligere”.

Det var i november 2022. Hun husker, hvordan sønnens krop faldt sammen af lettelse, da hun fortalte, at han aldrig skulle tilbage til den klasse.

“Derefter var det psykisk førstehjælp, jeg skulle levere. ‘Sæt dig ned, jeg kommer med en frugtskål, spil computer, se fjernsyn, hvad som helst’. Sådan gik de første par uger faktisk. Han kunne ikke komme ud ad døren, han kunne ingenting i starten, men langsomt fik jeg ham lidt ud, vi cyklede en tur, tog i Netto sammen ...”.

Hyrer en privat speciallærer

Som lærer tænkte Maja Halberg, at det ville være oplagt selv at undervise sønnen. Det måtte hun opgive. Hun kunne ikke engang læse en bog med ham, da han var så mærket af forløbet i skolen, at han var blevet kravafvisende, det vil sige ekstremt følsom over for, at andre stiller krav og forventninger til ham. Hos børn med kravafvisende adfærd kan krav udløse en ængstelig reaktion, som gør barnet afvisende og modvillig. Så nu har Maja Halberg hyret en speciallærer, som familien betaler af egen lomme, for at undervise sønnen to timer om ugen.

Sofie arbejder med low arousal: Efter få timers hjemmeundervisning gjorde skolevægrende Julian store fremskridt

“Det er rigtig dyrt. Det er også alle pengene værd. Allerede anden gang hun var der, sad de og skrev en lang historie sammen. Jeg har ikke engang kunnet få ham til at læse et ord. Det er det, hun kan – specialundervisning. Det er første gang i alle de år, han har fået kvalificeret specialundervisning, og det virker”.

Maja Halberg er på sygedagpenge, hvilket man som udgangspunkt kun kan være i 22 uger. Den tid er ved at være gået. Hvad der skal ske nu, ved hun ikke. Hendes søn har ikke fået et relevant skoletilbud, og han er under alle omstændigheder ikke klar til at starte fuld tid, den dag han får det.

“Han er jo blevet et barn, der skal samles op nu”, sukker Maja Halberg.

Mens de afventer, hvad der nu skal ske, har hendes søn fået lov til at være i sin gamle almenklasse nogle få timer om ugen med en ung vikar som støttelærer.

Men også denne ordning kostede en enorm kamp. Skolen ville ikke lade ham komme tilbage i den gamle klasse i første omgang. Men da han heller ikke var blevet hjulpet til at kunne fungere i specialrækken, havde han nu ingen steder at være. Han fortalte, at han ikke ville leve mere og følte, at han ikke var velkommen nogen steder. Der skete først noget, da Maja Halberg klagede til kommunens centerchef over skolens manglende handling.

Lærergerningen tvivler Maja Halberg på, at hun kan genoptage lige foreløbig, hvis overhovedet:

“Jeg havde tre år i den ‘gode gamle’ folkeskole, som jeg kunne genkende fra min egen skoletid. Så ramte bomben med lockout og reform og nye arbejdstidsaftaler. Jeg kan huske, at vi talte om, hvad det her skulle ende med. Vi talte lige præcis om, at specialbørnene ville bukke under. Vi tænkte, at det ville de aldrig nogensinde klare”.

“Det er der, vi er nu. Jeg har kunnet følge udviklingen både som mor og som lærer”, siger Maja Halberg og fortæller, at hele forløbet har fået hende til at overveje, om hun i det hele taget har lyst til at vende tilbage til folkeskolen, hvis det en dag bliver en mulighed.

“Jeg har i 13 år dygtiggjort mig som lærer, og i al beskedenhed mener jeg, at jeg har noget at byde ind med i den rolle, men nu kommer jeg bare længere og længere fra faget. Dertil kommer, at hvis jeg fortsat skal bruge så mange kræfter på at kæmpe for, at min søn får den hjælp, han har brug for og krav på, så ender jeg med at miste min arbejdsevne. Man bliver jo vanvittig af at skulle leve på den måde”.

*Kilder til tal: “Skolens tomme stole – Skolefravær set fra barnets perspektiv”, rapport udarbejdet af Børns Vilkår, 2020. “Inklusionsundersøgelsen 2022”, rapport udarbejdet af Landsforeningen Autisme.