Pigen Bahar har sat små tegninger af de tre bukkebruser, trolden og broen op på en flad radiator derhjemme. 

Tegningerne er laminerede og har magneter på bagsiden, så hun kan flytte dem rundt som små marionetter. Bahar går i gang med at fortælle historien om de tre bukke, først på hendes modersmål dari. 

Hun gestikulerer, laver gå-lyde for bukkenes klove på brostenene og giver dem forskellige stemmer. 

Bagefter fortæller hun historien en gang til, nu på dansk. Her er færre ord og lyde, og stemmerne er anderledes, men fortælleglæden er intakt.

DSA-lærer Sandra Hansen stopper videoen med Bahar og vender sig mod tilhørerne på Via CFU’s årlige konference i Aarhus. Det er hende, der har givet pigen videolektien med bukkebruserne i hendes dansk som andetsprogsklasse på Vadgaardskolen i Gladsaxe.

“Det var virkelig en øjenåbner for mig, hvor fint dansk hun talte, og hvor meget hun talte. Hun var en stille pige i klassen, men hjemme i sin egen familie viste hun sig at være supertalende”, fortæller Sandra Hansen.

Eventyr findes på mange sprog

Sandra Hansen er inviteret til at fortælle om sine gode erfaringer med samtalelektier, hvor hun giver eleverne opgaver med hjem, som de kan lave sammen med deres forældre og dermed aktivt bruge og udvikle deres modersmål. 

Videoen hun lige har vist er fra et forløb om eventyr. Her havde hun valgt de tre bukkebruser, fordi den findes på mange sprog, så de kunne læse den højt som makkerlæsning på dansk og elevernes modersmål i klassen og hjemme og spille den som teater.

“Den første uges samtalelektie var at få eventyret læst op på deres eget sprog hjemme. Når vi så har arbejdet med eventyret i klassen og tegnet figurer til det, så er næste uges lektie at fortælle eventyret til mor og far på eget sprog eller på dansk", fortæller hun. 

"Det er så vigtigt, at vi anerkender den viden, og de evner børnene har, også selv om de ikke har dem helt på dansk endnu. Det er netop det samtalelektier kan”, forklarer Sandra Hansen.

Hemmeligheder og ophængning får alle til at aflevere

Samtalelektier går grundlæggende ud på at få eleverne til at arbejde med deres sprog hjemme sammen med deres forældre. 

Tilhørerne på workshoppen er alle selv undervisere i dansk som andetsprogsklasser, og flere har prøvet sig frem med samtalelektier uden held. 

Kun få elever lavede lektierne hjemme, og det var svært at engagere forældrene. De spørger, om hun også har oplevet det.

“Ja, selvfølgelig", svarer hun. "Men jeg bliver bare ved, og for hver gang kommer flere og flere med. For de oplever, at det sker uge efter uge efter uge. De får lektierne med hjem hver fredag i en lukket kuvert, de så åbner med familien hjemme. Det giver en dialog hjemme, det giver forældrene et indblik i skolens aktiviteter, og børnene går vildt op i det, fordi det er hemmeligt”.

Sandra Hansen ved, at noget vil være særligt svært for nogle, eller at de ikke har mulighed for at få hjælp hjemme, så gør hun det til en særlig lille hemmelighed med den elev, at hun fortæller dem, hvad hemmeligheden i kuverten er og fortæller dem, hvad de skal gøre.

“Når de så kommer med det, de har lavet om mandagen, hænger vi dem op på en væg. På den måde ser de hinandens, og forstår det, selv om de ikke har kunnet få støtte hjemme, og de vil også gerne have noget hængt op. På den måde kommer der flere de næste dage, og onsdag har næsten alle afleveret”, fortæller hun.

Lærer at sætte ord på følelserne

Det første forløb, Sandra Hansen begynder med, er altid følelser.

“Det er godt, at de hurtigt kan sætte ord på deres følelser. Mange har ikke et skriftsprog fra starten, så de starter med at tegne deres følelser. Så laver de walk and talk, hvor de kan tale sammen og pege på den følelse, de har”.

Hun sætter børnene med samme sprog sammen i små samtalegrupper. Når de begynder at være stærke til dansk, laver de også en lille danskgruppe. 

Tankegangen er, at lektien de har haft med hjemme, kan de bruge til at løse opgaverne, så dem, der er gode til dansk, kan snakke meget, og dem, der ikke kan det endnu, stadig kan være med.

Samtalelektien hjemme er at få ord på, hvad følelserne hedder på dansk og deres modersmål

“Dem hænger jeg også op, og så prøver jeg at sige følelserne på deres sprog, for så kan de tænke, Sandra er god til at tale dansk, men hun er godt nok ikke så god til polsk”, forklarer hun.

Dinoforløb giver strategier til at lære

“Vi kan ikke lære dem alt, men vi kan give dem strategier til, hvordan de kan løse det. Derfor har jeg også et forløb, hvor vi taler om, hvilke fakta de har brug for for at kunne skrive en tekst, og hvordan de finder frem til dem". 

"Det gør vi ved at arbejde med dinosaurer”, fortæller Sandra Hansen.

De starter med i klassen at læse en kort, enkel tekst om dinosaurer, som Sandra har skrevet. 

Hun hjælper dem til, hvordan de finder ud af, hvad ordenen betyder fx gennem google translate. Hjemme taler de om dinosaurer på deres eget sprog. 

Igen munder forløbet ud i en foldebog, hvor de kan fortælle alt, hvad de har lært om dinoer i bogen. Og til sidst inviterer de deres forældre op til en dag, hvor de har værksteder, som forældrene kan besøge med dinosaurer i trylledej og perler og som malerier, så de får prøvet alle de ting, man også prøver i almenskolen.

“Det er også en mulighed for mig til at få talt uformelt med forældren. Det er rigtigt godt i forhold til forældresamarbejde at få dem ind, hvor det er noget andet end forældremødet. Her skal de bare komme og drikke kaffe og se elevernes fine produkter. Det er et par timer, og det er supergodt givet ud for samarbejdet”, fortæller hun.

Forløb om lande giver samtaletræning

Det sidste forløb, Sandra Hansen fortæller om, handler om alverdens lande. 

Her begynder eleverne med at udfylde en side med deres land og flag. Det blev alt sammen hængt ud på gangen.

“Selv om det ikke står der, så skriver de det af sig selv både på dansk og på deres modersmål. Jeg opfordrer til, at de altid også bruger deres eget sprog, men det er dejligt at se, at selv når jeg ikke skriver det, så gør de det alligevel, og de vil meget gerne fortælle og vise”.

Det hele munder ud i et verdenskort, som de farver.

 De ser Unescos “Børn i verden”-videoer, for at se andre børn, der ligesom dem har flyttet sig rundt i verden.

“Samtalelektier går ud på at tale om, hvor de har været, og hvem de har besøgt. De går meget op i lektierne, og nogle er så langt, at de kan skrive sætninger". 

"Det giver mulighed for at tale om, at de måske har været i de samme lande og nogle har også fundet nogle sprog, de kunne høre fra de andre lande. Det giver dem en virkelig god mulighed for at få talt sammen, når de har forberedt det derhjemme, og netop samtalen vil vi jo virkelig gerne have”, fortæller Sandra Hansen.

Den sidste lektie i det forløb er at vælge et land, de kan udfyldte med fakta og tegne. 

Det ender igen med en foldebog, hvor de bruger de de lærte i deres lektier, de skriver fakta, tegner flag og kort. Og så bliver foldebøgerne hængt op uden for klassen.

Det betyder meget for forældrene

Sandra Hansen understreger, at samtalelektierne betyder meget for samarbejdet med elevernes forældre. Og for at børnene stadig kan være aktive i klassen selv om de lige er landet og intet dansk kan.

Både for deres egen følelse af at bidrage og for at resten af klassen kan se, at alle kan noget, det foregår bare på et andet sprog. 

Det gælder også, når eleverne kommer ud i almenklassen, hvor både de og deres forældre har gavn at kunne bruge deres egne sprog.

“Det er vigtigt, at forældrene stadig får lov til at være forældre, og det kan de, når vi giver dem mulighed for stadig at hjælpe deres børn med lektierne, selv om de ikke selv er gode til dansk. Flere har sagt tak for, at vi får lov til at være med og gøre det, vi skal". fortæller Sandra Hansen.

"Der er nogle forældre, der siger, at nu skal de bare tale og skrive dansk, men vi skal huske at sige: Jeres stærkeste sprog er supervigtigt, så skal det danske nok komme. Det er en gave at kunne et andet sprog godt".