Nyt klasseloft 

Næste år sænkes klasseloftet: I Aarhus giver det en merudgift på 2,5 millioner

Publiceret

Til sommer indføres sænkelsen af klasseloftet for børneklassen til og med 2. klasse, så der fremover maksimalt må være 26 elever i klasserne i stedet for 28.

Loven indfases over de næste tre år, så det næste år gælder for landets nye børnehaveklasser.

I Aarhus glæder børn og ungerådmand Thomas Medom (SF) sig over sænkelsen. Men han ærgrer sig over, at det samtidig medfører en ekstraudgift for kommunen.

For selvom der følger penge med fra Christiansborg til den nye lov, er det ikke nok. På nuværende tidspunkt estimerer Aarhus Kommune, at kommunen kommer til at mangle 2,5 mio. kr. årligt til drift i perioden 2024-2027. Herefter vil beløbet stige, således der på længere sigt årligt vil mangle knap 3 mio. kr.

“Finansieringen skal selvsagt følge med, når regeringen ændrer på et rammevilkår for de kommunale folkeskoler. Ellers bliver det bare endnu et eksempel på, at kommunerne skal løfte en større opgave for den samme pose penge. Et sænket klasseloft vil give flere klasser over tid. Derfor betyder ændringen et behov for flere midler til både drift og anlæg, og det forventer jeg regeringen er bevidst om og vil tilgodese i den kommende økonomiaftale med kommunerne”, siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.

aarhus.dk: Færre elever i børnehaveklasserne i Aarhus Kommune fra næste skoleår