Ingelise Hedegaard der er tillidsrepræsentant på Nibe Skole, tror på at de 15 punkter i overenskomst-aftalen kan bruges.

”Et ja holder os inde i kampen”

Med et ja får lærerne større indflydelse, mener en tillidsrepræsentant. En anden ser det som begyndelsen på det lange seje træk, og så får vi den 6. ferieuge, noterer en tredje ovenpå gårsdagens valgresultat.

Publiceret
Torben Nielsen, der er tillidsrepræsentant på Vestermarksskolen mener, at et ja giver mere indflydelse til lærerne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går blev det klart, at lærerstanden har valgt at stemme overenskomstresultatet hjem. Med hvad kan ja'et bruges til? Det har folkeskolen.dk talt med en række tillidsrepræsentanter om.

Lærerne stemmer ja

Torben Nielsen er tillidsrepræsentant på på Vestermarkskolen i Odder, han er glad for, at det blev et klart ja.

"Et ja betyder, at vi stadig er med, hvor der er indflydelse. Det kommer til at holde os inde i kampen. Et nej havde betydet, at vi satte os selv uden for døren og udenfor indflydelse. Så for professionen er det, det bedste udgangspunkt, selvom det er fra en svækket position, men det var det jo i forvejen. Det her er et skridt på vejen, mens et nej havde været et skridt tilbage", siger Torben Nielsen og uddyber:

"Det kan godt være, at man så synes, at man har protesteret - hvis vi havde stemt nej. Men den protest har ingen gennemslagskraft. Jeg tror ikke på, at man vinder mange muligheder, hvis man ikke er indstillet på at gå i dialog og samarbejde med de kommunale ledere. Jeg kommer fra en kommune, hvor vi er i samarbejde med den kommunale ledelse. Så hvis vi pludselig vil være i opposition og stå og protestere, så kommer vi ikke videre, det vil ikke gavne en eneste lærer i Odder", siger Torben Nielsen. Han har 15 år på bagen som tillidsrepræsentant og har derigennem erfaring med, hvad der giver forbedrede vilkår.

"Hårdt arbejde i dialog og samarbejde er den vej, der bærer frem. Det handler ikke om at protestere og blot markere uenighed. Det skal man også gøre, men samtidig skal man tale sammen som tillidsrepræsentant og leder. Det er den måde, jeg ser, at tingene er skruet sammen på. Det er min helt klare erfaring- at man skal være villig til at gå i samarbejde og være ordentligt forberedt til dialog, det er det, som giver gevinst for den samlede lærerprofession", siger Torben Nielsen.

Han har noteret, at nogle skriver, at de som en konsekvens af afstemningsresultatet vil melde sig ud. Men den vej tror han ikke meget på.

"Det synes jeg slet ikke er spørgsmålet, for det handler om at blive inde, hvor der er indflydelse. En stor forening som Danmarks Lærerforening vil have fløje med forskellige holdninger, og det er det, der kvalificerer det, som foregår i DLF", siger Torben Nielsen. Samtidig ser han også en opgave for ja-sigerne:

"DLF skal anerkende, at nogle synes, resultatet er forkert, men vi er nødt til at komme videre. Nogle lærere kan godt føle sig kørt over på nogen områder, men vi kan ikke blive ved med at være fastlåst i vred holdning, det gavner ikke nogen., vi er nødt til at komme videre. Vi skal gå konstruktivt ind i det, og konstruktivt kan også være kritisk", siger Torben Nielsen.

De 15 punkter kan bruges Ingelise Hedegaard, der er tillidsrepræsentant på Nibe Skole i Himmerland, tror på, at et ja vil ændre situationen til det bedre.

"Jeg kan mærke på mine kollegaer, at de lider af almindelig træthed. De er simpelthen hængt op. Der mangler forberedelsestid. De sætter deres lid til, at vores arbejdsgivere - skolelederen i første omgang - må rette henvendelse gennem forvaltningen til politikerne. Politikerne må forstå, at der skal være forberedelsestid, hvis vi skal levere en ordenligt undervisning", siger Ingelise Hedegaard. På Nibe Skole ligger klasserne med klassekvotienter på 26-28 elever. Med lærernes forhøjede timetal oveni vil forbedringer være velkomne.

Selvom resultatet blev stemt hjem, var det ikke med bragende bifald, understreger hun. Folk ville gerne have haft noget mere, men de kunne også aflæse "den politiske virkelighed", og der er brugbare ting i forliget - især de 15 punkter for skoleårets forberedelse, der er en del af aftalen

"Jeg tror godt, at de 15 punkter kan bruges, selvom det er lidt luftigt, men jeg har noteret mig, at Michael Ziegler også mener, at man skal tage udgangspunkt i det", siger Ingelise Hedegaard.

Begge sider er forpligtede Dorte Nørregaard, der er tillidsrepræsentant på Aalestrup Skole i Vesthimmerland, ser åbninger i aftalen, der gør " at vi nu kan komme ind i kampen".

"Vi bliver normaliseret med den 6. ferieuge, og nu kan vi bide os lidt mere fast og få mulighed for at lave lokale aftaler mellem kreds og kommune", siger Dorte Nørregaard, hun tror på, at KL vil leve op til deres aftale.

"Jeg tror på, KL vil holde det, de har lovet og være med til at lave det her om. I og med, at der skal evalueres på det og snakkes om det undervejs, synes jeg også, at muligheden for at justere undervejs er der. Begge sider forpligtede til at følge op undervejs", siger Dorte Nørregaard. For hende er det afgørende, at der ikke blev stemt om Lov 409:

"Vi ikke siger ja til Lov 409, der blev trukket ned over hovedet på os. Jeg havde helt sikkert stemt nej til Lov 409, selvom jeg egentlig ikke har problemer med at have min arbejdstid på skolen", siger Dorte Nørregaard.