København får konservativ skoleborgmester: Se hvem der efter valget sidder på skoleområdet i storbyerne

Hovedstaden får ikke kun ny overborgmester. København får også en ny skoleborgmester. Fremover bliver Jakob Næsager fra Konservative børne- og ungdomsborgmester.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opdateret den 18.11 kl. 6.51 med oplysninger om, hvem der bliver ny rådmand i Aalborg

På trods af et sviende nederlag til Socialdemokratiet, har partiet stadig overborgmesterposten i København. Partiet gik hele ti procentpoint tilbage, men alligevel går posten til partiets spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen.

København får også en ny skoleborgmester. Her må Jesper Christensen (S) give stafetten videre til Jakob Næsager fra Konservative, der bliver ny børne- og ungdomsborgmester.

I landets anden og tredje største kommune er der ingen udskiftning på hverken borgmesterposten eller skolerådmandsposterne.

I Aarhus fortsætter nuværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) i borgmesterstolen, ligesom SF'eren Thomas Medom (SF) fortsætter som Børn og Unge-rådmand.

I Odense er der også genvalg til borgmester Peter Rahbæk Juel (S), og Susanne Crawley Larsen fra Radikale Venstre fortsætter som børn- og ungerådmand.

I Aalborg hænger borgmesterkæden stadig om halsen på Thomas Kastrup-Larsen (S) i næste valgperiode, men hvem der bliver rådmænd er stadig et åbent spørgsmål. Posterne forventes fordelt senere i dag.

Selvom Socialdemokratiet fastholder borgmesterposten i landets fire største kommuner, er partiet gået markant tilbage i alle fire kommuner.

Skoleudvalgsformand vælter de Konservative af pinden på Frederiksberg

Hvis man kigger uden for kommunegrænserne i de fire største kommuner, blev der ingen borgmesterpost i Sønderborg Kommune til Venstres undervisningsordfører og tidligere minister på området Ellen Trane Nørby. Venstre fik ellers et flot valg med 9,5 procentpoint flere stemmer end ved seneste kommunalvalg i 2017.

På Frederiksberg lykkedes det de røde partier tilsammen at skaffe stemmer nok til at fravriste borgmesterkæden fra de Konservative.

Dermed bliver formand for undervisningsudvalget Michael Vindfeldt (S) ny borgmester på Frederiksberg.

Det er første gang i 112 år, at Konservative må give borgmesterkæden på Frederiksberg fra sig. Konservative er stadig efter valget det klart største parti på Frederiksberg. Partiet opnåede 40,4 procent af stemmerne. Det er mere end over dobbelt så mange stemmer som det næststørste parti Enhedslisten, der fik 17,5 procent af stemmerne.

Tilføjet den 18.11 kl. 6.51

I Aalborg bliver den nye rådmand ligesom i København konservativ. Morten Thiessen (K) bliver ny rådmand for børn og undervisning. Han tager over fra Jan Nymark Thaysen (V), som i stedet skal være by og landskabsrådmand.

Powered by Labrador CMS