Ved at gribe opgaven med elevplaner forkert an har uddannelsespolitikere givet folkeskolen en udfordring, hvor der er stor risiko for, at resultaterne ikke kommer til at stå mål med forventningerne.

Det er en af konklusionerne, som chefen for Dansk Skolemuseum, ph.d. Keld Grinder-Hansen, er nået frem til i en analyse om elevplaner for den pædagogiske tænketank Sophia.

»Politikerne besluttede i et hug at gøre elevplaner obligatoriske på samtlige danske skoler. Dermed har de gjort det svært at få noget fornuftigt ud af initiativet. I stedet er man endt med en opgave, som lærerne føler er blevet trukket ned over hovedet på dem, og hvor der er al mulig grund til at vente, at politikerne ikke får det ud af det, som de havde håbet«, siger Keld Grinder-Hansen.

Skal ses i et bredere perspektiv

Indførelsen af elevplaner skal ifølge museumschefen ikke alene ses i et uddannelsespolitisk perspektiv.

Den må ses i et bredere perspektiv som et led i den almindelige kontraktliggørelse af forholdet mellem staten og borgerne, der har grebet om sig i samfundet inden for det sidste tiår.

»Fra det offentliges side mener man, at befolkningen i mange tilfælde ikke tager ansvaret for deres grundlovssikrede frihed på sig. Det skal et kontraktinitiativ som elevplaner råde bod på. Ved at indføre faste rammer vil man sikre sig, at borgerne udnytter deres frihed som samfundsborgere på den bedste måde«, siger Keld Grinder-Hansen.

»Tanken er, at det offentlige med den slags kontrakter kan sikre sig, at de resurser, der bliver brugt, får den ønskede effekt. Når det drejer sig om elevplaner, er målet undervisningsdifferentiering. Den er ifølge politikerne ikke kommet tilstrækkelig til udfoldelse gennem de initiativer, man tidligere har taget, fordi lærerne efter politikernes opfattelse ikke har været dygtige nok til at gøre det. Derfor vil man hjælpe dem ved at gøre differentiering obligatorisk«.

Elevplaner er dermed et middel til disciplinering af lærerne og et kontrolredskab. Det offentlige ønsker garanti for, at det, man putter ind i folkeskolen, får det ønskede resultat.

»Hvis lærerne er forpligtet til noget og alligevel ikke gør det, så misligholder de den kontrakt, de er blevet pålagt. Det er en måde at mistænkeliggøre lærerne på, på samme måde som test er det. Man vil sikre sig, at lærerne har udført det arbejde, som de skal«.

Man skal føle ejerskab

Da politikerne indførte elevplaner, lænede de sig op ad både danske og internationale erfaringer, men går man grundlaget igennem, ser støttepillen ud til at være hul.

Erfaringerne fra den danske skoleverden repræsenteret ved Gudme, Langeskov, Ringe og Årslev (tilsammen), Haslev Kommune, Aalborg Kommune og Aarhus Kommune samt et projekt gennemført på Statens Pædagogiske Forsøgscenter viser, at hvis arbejdet med elevplaner skal give resultater, kræver det, at det sker som en samlet indsats for skolen.

»Elevplanen skal blive en del af skolens samlede kultur, et centralt element forankret i skolens læringssyn og i det pædagogiske arbejde på tværs af fag. Det er desuden afgørende, at der bliver sat resurser af til udvikling af elevplanerne og til uddannelse af lærerne i brug af disse. Skoleledelse og lærere skal føle ejerskab til de udviklede elevplaner«, siger Keld Grinder-Hansen.

De internationale erfaringer stammer blandt andet fra Sverige, hvor en enkelt skole begyndte med elevplaner i 2004, og hvor de blev gjort obligatoriske i 2006.

Sverige er et skridt længere fremme end Danmark med hensyn til implementeringen af et landsdækkende system af individuelle elevplaner, men er endnu ikke så langt i erfaringsindhøstningen, at der foreligger en systematisk evaluering af resultaterne. Der er altså ikke her grundlag for at sige noget om, hvor arbejdet med elevplaner fører hen.

»Al undersøgelse viser, at der, hvor man har haft succes med elevplaner, og det er blandt andet inden for specialpædagogik, har implementeringen været grundigt forberedt, og der er blevet sat resurser af til, at deltagerne, hvilket vil sige forældre, lærere, ledere, elever, er blevet sat ind i problemstillingen og har kunnet opnå ejerskab. Det er ikke tilfældet med elevplanerne i folkeskolen, der er blevet indført hen over hovedet på folk«.

Ikke i huj og hast

Keld Grinder-Hansen har været igennem alt offentliggjort materiale om erfaringer med elevplaner. I intet af det er der evidens for, at elevplaner har en god effekt over for alle elever.

»Hvorfor indfører man et struktureret apparat, hvor alle elever skal igennem en mølle, i stedet for at samle resurserne om dem, der har særligt behov? Man kunne sagtens i de enkelte klasser finde de elever, hvor der er brug for en særlig indsats, og så sige, at lærerteamet opstiller nogle udviklingsplaner for dem. Det er ikke ensbetydende med at sætte enkelte elever i bås, men handler om at tilbyde dem, der har behov, ekstra resurser«.

Som teori er elevplanerne nydeligt konstruerede, men lærerne oplever, at det er ren proforma at skulle udarbejde en masse planer. Derfor er der al mulig grund til at forvente, at indsatsen er spildt.

»Jeg kan godt forstå tankegangen bag individuelle planer, men hvis man mener den alvorligt, skal den ikke føres ud i livet i huj og hast, og der skal gives retningslinjer for, hvordan det skal gøres, i stedet for på neoliberalistisk vis at overlade det til de enkelte kommuner og skoler«, siger Keld Grinder-Hansen.

En dyr form for tidsspilde, kalder museumschefen de omstridte planer.