Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom, sektorformand for FOA Århus Jack Hougård Kristensen, formand for Aarhus Skolelederforening Helle Mønster, formand for BUPL Århus Marianne Gilbert Nielsen og formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard skrev alle under på en ny arbejdstidsaftale for det pædagogiske personale på skolerne.

Ny aftale: 1000 Aarhus-lærere skal undervise mindre

Aarhus Kommune og Århus Lærerforening er blevet enige om, at lærerne i Aarhus højst kan undervise 780 timer om året. Det vil give mange lærere i Aarhus mere tid til deres forberedelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går aftes skrev Aarhus Kommune og Århus Lærerforening under på en ny arbejdstidsaftale med et maksimalt undervisningstimetal på 780 timer om året svarende til et gennemsnit på 26 lektioner om ugen. Aftalen træder i kraft næste skoleår.

Århus Lærerforening var en af de første kommuner, der indgik en arbejdstidsaftale med kommunen efter lovindgrebet i 2013. Og det er den aftale, der bygges videre på. Det er tredje gang aftalen justeres. Formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard mener, at denne justering giver klare forbedringer.

"Det bedste er, at vi har fået fokus på undervisning, og hvad er det, der skal til for at lave god undervisning. Det allerbedste er, at vi har fået en undervisningsmax. på 780. Det er godt, at vi har bibeholdt det at have en fælles aftale, der skaber grobund for, at vi kan blive ved med at udvikle den fælles folkeskole sammen", siger Jesper Skorstengaard til folkeskolen.dk.

83 kommuner og kredse har skrevet under på ønsket om en god skole 

 

Nyt begreb: Minimumstimetal

I aftalen er der også et tilstræbt undervisningsminimum på 630 timer om året.

"Vi har den grundholdning, at lærere er dygtige til at undervise. Derfor skal vi fordele undervisningsopgaverne og de øvrige opgaver mere jævnt mellem lærerne. Men der er nogle, der har nogle helt særlige opgaver, og derfor er det et tilstræbt minimum".  

Den største udfordring med aftalen er ifølge Jesper Skorstengaard, at aftale er resurseneutral.

"Vi har ikke løst problemet med, at skolerne siden 2013 har manglet penge".

Men selv om der ikke er tilført flere penge til skolerne, så mener Jesper Skorstengaard, at lærerne vil mærke den nye aftale i hverdagen.

"Der er i hvert fald over 1000 aarhusianske lærere, der vil mærke, at de får mindre undervisning næste skoleår. Det betyder, at den tid, der frigives til kan bruges til at forbedre forberedelsesdelen, evalueringsdelen og til at sikre, at der er det overskud til, at lærerne har nærvær over for eleverne".

Fælles opbakning skal give bedre skole

Aftalen betyder også, at pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der arbejder i eksempelvis specialklasser, får bedre vilkår for egen planlægning tid. Aarhus Kommune understreger, at aftalen giver skolerne bedre mulighed for at finde fleksible løsninger på arbejdstid i undervisningen og i SFO. 

I en fælles udtalelse siger parterne bag aftalen repræsenteret ved rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom, formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard, formand for Aarhus Skolelederforening Helle Mønster, formand for BUPL Århus Marianne Gilbert Nielsen og sektorformand for FOA Århus Jack Hougård Kristensen:

"Vi har indgået en god aftale med fælles ambitioner om at prioritere bedre undervisning og SFO og et klart mål om at støtte skolerne i at finde lokale løsninger på arbejdstiden. På trods af sværdslag og uenigheder undervejs har vi en fælles forståelse for, at vi når længst ved at fastholde dialogen og vores samarbejde".