Lærerkreds: Holbæk Kommune skaber utryghed

Holbæk Kommune har ikke handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik, skriver Holbæk Lærerkreds i juni ud til sine medlemmer. Det handler om forflyttelsen af Karen Thestrup Clausen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer og byrådsmedlem forflyttet uden varsel 

»Kommunen skaber en grundlæggende utryghed hos lærerne, hvis man kan skride til en så voldsom sanktion uden at have levet op til normale forvaltningsretlige krav«, siger kredsformand Hans Junker.

»Der er ingen skriftlig dokumentation, og der har ikke været afholdt formelle møder med Karen Thestrup Clausen, så hun har ikke haft mulighed for eventuelt at ændre på noget eller rette op på noget, og den lokale skoleledelse sender sagen videre til højeste myndighed - skolechefen. Det skaber utryghed, og det er rigtig skidt«.

Hans Junker fortæller, at de i kredsstyrelsen undrer sig over indkaldelsen til tjenstlig samtale med skolechefen, i stedet for at sagen håndteres ude på skolen.

»Vi vælger at se på Karen Thestrup Clausen som lærer og ikke drage hendes politiske arbejde ind i sagen. For os handler det om at kunne være tryg i sit job, og at man altid prøver at løse eventuelle problemer lokalt. Vi prøvede at forhandle en løsning på plads, som alle parter kunne leve med, men det ville kommunen ikke«, siger Hans Junker.

Han fortæller, at det er første gang, kredsen oplever, at en skoleledelse ikke deltager i en tjenstlig samtale.

»Vi tænker, at når ledelsen vælger at køre sagen op til højeste myndighed, så må de virkelig have noget belastende. Men det har de jo ikke. Det eneste, de siger - uden dokumentation - er, at samarbejdet i deres vurdering ikke fungerer, og det er efter vores vurdering bare ikke godt nok«.

Kredsformanden fortæller, at man ellers har et godt samarbejde med kommunens administration, så kredsen er meget uforstående over for håndteringen af sagen. Han fortæller også, at kredsen oplever en stigende brug af tjenstlige samtaler på skolerne.