Lærer får indført tysk i 3. klasse: "Tysk og fransk burde være obligatorisk for alle"

Fra i år stifter eleverne på Vestbjerg Skole i Aalborg allerede bekendtskab med tyske verber fra 3. klasse. Det sker, fordi en af skolens tysklærere satte sig for at styrke faget.

Publiceret
Eleverne i 3. klasse på Vestbjerg Skole har for første gang tysk på skemaet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som noget helt nyt får alle elever på Vestbjerg Skole nord for Aalborg tysk allerede i 3. klasse. Tysklærer Steen Ammundsen var nemlig inspireret af Sønderborg, hvor eleverne allerede har tysk fra første skoledag.

"Jeg er enormt inspireret af, at eleverne skal møde sprogfagene så tidligt som muligt. Jeg spurgte derfor sidste år min skoleleder, om jeg måtte begynde at lave en ansøgning om, at vi her kunne gå i gang med tysk fra 3. klasse. Det sagde han heldigvis ja til", fortæller Steen Ammundsen, som underviser i faget i udskolingen og har haft en del af sin opvækst i Tyskland.

Ph.d.-projekt vil undersøge fordele ved tidlig tysk 

Med inspiration fra Sønderborg begyndte Steen Ammundsen derfor at udforme en ansøgning til byrådet om, at skolen måtte få lov til at begynde at sætte tysktimer på skemaet i 3. og 4. klasse.

Timer tages fra den understøttende undervisning

Svaret fra både skoleforvaltningen og kommunalbestyrelsen var ja.

Derfor har eleverne i 3. og 4. klasse fra i år én ugentlig lektion tysk på deres skemaer. Tiden til de nye tysktimer tager skolen fra den understøttende undervisning, mens de henter mål og læseplaner fra Sønderborg Kommunes tyskindsats.

Tidlig tysk nu også i Aalborg Kommune! 

Steen Ammundsen håber nu på, at det tidligere møde med tysk vil få en gavnlig effekt på elevernes tyskkundskaber.

"Først og fremmest tror jeg på, at det vil øge deres ordforråd, fordi de tidligere kan komme i gang med at lære ord. Og så tror jeg også helt sikkert, at motivationen er rigtigt stor i de helt små klasser", siger han.

Alle elever bør have både tysk og fransk

Steen Ammundsen mener, at sprogfagene ikke er prioriteret nok politisk.

"Det er rigtigt ærgerligt, at man ikke politisk satser mere på sprogfagene. Derfor er det også vigtigt for mig at vise mine elever, at man ikke kun kan begå sig i verden med engelsk".

Eleverne på Vestbjerg Skole har ikke mulighed for at vælge fransk. Det ærgrer tysklæreren.

"Jeg mener, at både tysk og fransk burde være obligatorisk. Det er vigtigt, at eleverne bliver præsenteret for forskellige sprog, og at man har et internationalt udsyn i folkeskolen", siger han.

Jubel over nyt tysk-faghæfte: "Jeg kan slet ikke få armene ned igen"

Vestbjerg Skole er den eneste skole i Aalborg Kommune, som har indført tysk før 5. klasse. Udover alle skolerne i Sønderborg Kommune får også eleverne i Tønder Kommune tysk fra børnehaveklassen.

I Aabenraa Kommune har alle eleverne ligesom på Vestbjerg Skole tysk fra 3. klasse.

Læs mere

Læs Vestbjerg Skoles ansøgning tilforvaltningen om lov til at udbyde tysk i 3. klasse