”Socialdemokratiet ved udmærket, at blandt andet Dansk Folkeparti ikke vil afskaffe de nationale test. Hvis det alligevel skulle ske, vil det være et forligsbrud”, siger undervisnigsordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen.

DF: S kan ikke afskaffe de nationale test uden at begå forligsbrud

DF vil ikke være med til at droppe de nationale test i de mindste klasser. Det vil derfor kræve et forligsbrud at komme igennem med den nye regerings politk, lyder det fra partiets ordfører. Blå partier er heller ikke klar til at sætte testene i bero - endnu i hvert fald.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elever i de mindste klasser skal ikke have nationale test og Folketinget skal kigge på muligheden for at sætte testene i bero, "indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder".

Sådan skriver Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i deres politiske forståelsespapir, der lige før midnat tirsdag gav Mette Frederiksen grønt lys til at danne regering.

Overblik: Se hvad de fire røde partier vil ændre i folkeskolen

"Men der har Socialdemokratiet godt nok snøret de andre", siger undervisningsordfører Alex Ahrendtsen.

For hvis de nationale test skal ændres, skal der være enighed i folkeskoleforligskredsen, der består af alle Folketingets politiske partier på nær Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige.  

Og her kan de ikke regne med opbakning fra Dansk Folkeparti:

"Socialdemokratiet ved udmærket, at blandt andet Dansk Folkeparti ikke vil afskaffe de nationale test. Så hvis de afskaffer de nationale test alligevel, vil det være et forligsbrud", siger Alex Ahrendtsen.

I forståelsespapiret skriver de fire partier, at de vil "respektere alle gældende forlig".

Blå blok: Vent på ekspertgruppen

I de Konservative er der heller ikke noget ønske om at afskaffe de nationale test i de mindste klasser, siger undervisningsordfører Mai Mercado.

"Test er grundlaget for at kunne bedømme og hjælpe eleverne i den rigtige retning. Derfor synes vi ikke, at de nationale test skal afskaffes. Til gengæld ligger der et stort arbejde i at forbedre dem. For det er bekymrende, at meget peger på, at testene ikke måler det, de skal", siger hun og henviser til den kritik af de nationale test, som forskerne Jeppe Bundsgaard og Svend Kreimer fremlagde tilbage i starten af april i år.

Ny undersøgelse: Nationale test måler både forkert og usikkert

På baggrund af kritikken nedsatte den afgående undervisningsminister Merete Riisager den gang et ekspertudvalg, der til efteråret kommer med en række anbefalinger til, hvordan de nationale test kan forbedres.

Disse anbefalinger vil både Dansk Folkeparti og Konservative vente på, før de tager stilling til, hvad der skal ske med testene. Samme holdning har Venstres undervisningsordfører Anni Mathiesen.

"Hvis ekspertgruppen anbefaler, at man går i Socialdemokratiet og støttepartiernes retning, vil det være naturligt, at vi tager et kig og diskuterer de nationale test i folkeskolens mindste klasser. Men hvis ekspertgruppen derimod anbefaler, at de nationale test bevares i de mindste klasser for ikke at ødelægge evalueringen i forhold til folkeskolereformen, så ville det være svært at sige, at vi skal fjerne testene", siger hun.

Bundsgaard: Ny regerings udmelding om de nationale test er "virkelig opløftende"

Hverken Dansk Folkeparti, Konservative eller Venstre er interesseret i at sætte de nationale test i bero på nuværende tidspunkt.

Og det kommer heller ikke til at ske, mener Venstres Anni Mathiesen.

"Jeg læser teksten sådan, at partierne egentlig bare bygger videre på det, som vi allerede har sat i gang. Derfor går jeg ud fra, at vi stadig har en aftale i forligskredsen, og at vi sammen mødes igen til efteråret og kigger på de anbefalinger, som ekspertgruppen har klar til den tid", siger hun.

Powered by Labrador CMS