”Jeg har arbejdet sammen med mange lærere. Nogle var sløve, sjappede og slaskede og dem fyrede jeg. Men de sidste mange år havde jeg et stjernehold”, fortæller Lise Egholm om sin tid som skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro. For seks år siden gik hun på pension.

Lise Egholm: "Jeg tudede de første tre uger, da jeg gik på pension"

Den markante skoleleder Lise Egholm skiftede for seks år siden hverdagen på Rådmandsgade Skole ud med titlerne som flyvende farmor, foredragsholder og fornøjet pensionist. Få hendes råd til, hvordan man tackler overgangen til pensionistlivet.

Publiceret

LISE EGHOLM 

Født 7. september 1948

Uddannet lærer fra Blaagaard Seminarium i 1971

Har arbejdet 20 år som lærer på Alsgade Skole og Lykkebo Skole.Fra 1991 viceinspektør på Hellig Kors Skole og fra 1995 til 2013skoleleder på Rådsmandsgade Skole.

Gift med læge Anders Weber Egholm. Sammen har de fire børn og tibørnebørn.

Kåret som Årets Leder 2011 af interesseorganisationen Ledernesom den første kommunale leder nogensinde.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvor skal du nu bo?"                  

Sådan havde en elev skrevet til Lise Egholm på hendes sidste dag som skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro. Med en arbejdsuge, der sagtens kunne nærme sig de 60 timer om ugen, var eleverne nemlig vant til, at hun altid sad på sit kontor ud mod skolegården.

"Noget af det, jeg stadig savner, er lyden af børn", fortæller hun seks år efter, hun forlod skolen. Nu er hun i stedet munter mormor og flyvende farmor for sine 10 børnebørn, engageret havemenneske og foredragsholder om sin bog "Fordi du SKAL!", der handler om hendes tid på Rådmandsgade Skole, hvor hun med en kontant ledelsesstil og faste principper, som man enten kunne godtage eller smutte et andet sted hen for at diskutere, formåede at skabe en bedre balance mellem elever med dansk og anden etnisk baggrund samt løfte elevernes resultater.

Grovbollen fra Rådmandsgades Skole

"Jeg er rigtig glad for livet som pensionist. Det er skønt at passe mine børnebørn og have tid til at læse avisen.  Men det var hårdt at forlade et arbejde og en skole, som jeg virkelig elskede. Jeg græd og græd den sidste dag på Rådmandsgade Skole, og i de efterfølgende tre uger græd jeg hver gang, jeg skulle skrive tak for de søde breve eller gaver, jeg havde fået".

Etnisk opdeling virkede for folkeskole

Forbered dig på tabet - og gevinsterne  

Lise Egholm var allerede et års tiden inden pensionen klar over, at det var på tide at holde op. Mest af alt på grund af børnebørnene, men også på grund af folkeskolereformen.

"Reformen fik mig nok til at træde af et par år før, jeg egentlig ville. Enten skulle jeg blive og føre reformen ud i livet, eller jeg skulle give stafetten videre til én, der kunne være med fra start", siger hun.

Beslutningen gav ifølge Lise Egholm hende tid til at forberede tabet af Rådsmandsgade Skole, eleverne og de ansatte, som havde fyldt det meste af hendes liv i 18 år.

"Som lærer eller skoleleder arbejder du konstant med at skabe relationer, og dem skal du sige farvel til på én gang. Det var hårdt, og jeg var især ked af at skulle sige farvel til mit enormt dygtige personale. Men jeg havde heldigvis tid til at forberede mig på, at jeg ikke skulle se dem mere. Jeg nåede at være sørgmodig, da jeg havde sidste juleafslutning og sidste første skoledag sammen med de her mennesker. På den måde var der rart at vide det i god tid", siger hun.

Hun virker i praksis

Samtidig begyndte Lise Egholm også at forberede sig på, hvad der efterfølgende skulle fylde i hverdagen, når hun ikke længere skulle cykle til Rådmandsgade Skole.   

"Jeg er en god arbejdsgiver også for mig selv. Hver dag har jeg planer, hvad end det er rengøring eller et ærinde ude byen. Og så giver jeg mig selv frikvarterer i løbet af dagen, hvor jeg sætter mig og læser en god bog", siger hun smilende.

"Desuden havde jeg drøm om at rejse i Italien, så nu har vi et hus der. For mig har det især været vigtigt at blive ved med drømme, selv om jeg er gået på pension".

 

Deltid og netværk

Da Lise Egholm forlod Rådmandsgade Skole som 64 årig, var hun stadig ikke helt færdig med skoleverdenen. I et par år forsatte hun i projekterne Teach First, der uddanner meritlærere med mindst en bachelorgrad i en anden uddannelse og Lær for Livet, der hjælper anbragte børn gennem folkeskolen med intensive camps og mentorordninger.  

"Jeg havde ikke mulighed for at trappe ned. Som leder skal man efter min mening enten være der fuldt ud, eller slet ikke være der. Men når jeg har haft ansatte, der har været op i årene, har jeg altid anbefalet, at de gik ned i tid de sidste par år. Det er den bedste måde at stoppe på, synes jeg".

Af samme princip og for at give Rådmandsgade Skoles nye skoleleder muligheden for at sætte sig i lederrollen, valgte Lise Egholm også at holde sig fuldstændig fra skolen og kollegaerne, da hun stoppede.

"Men heldigvis var Rådsmandgade Skole ikke hele mit liv. Jeg har en masse gode venner og kontakter, som jeg ses med i stedet".

Spørger man Lise Egholm, hvad hun vil råde en kommende pensionist til, er svaret enkelt:

'"Tag ud og rejs mens du stadig er 'ung" og husk dine drømme. Og glæd dig. Det er skønt at være pensionist!".