Grovbollen fra Rådmandsgades Skole

»Søde skattebasse« og »alkoholiserede fjolser«. Udsagn som disse flyder lige naturligt ud af Lise Egholms mund. Hun er en markant skoleleder, som ikke er bange for at sige sin mening. Men hun er også en hjertevarm kvinde, som virkelig vil gøre en forskel.

Publiceret

Lise Egholm

• Født den 7. september 1948.

• Uddannet lærer fra Blaagaard Seminarium i 1971.

• Har arbejdet 20 år som lærer på Alsgade Skole og LykkeboSkole. Fra 1991 viceinspektør på Hellig Kors Skole. Siden 1995skoleleder på Rådmandsgades Skole.

• Gift med Anders Weber Egholm, læge. Fire børn. Kåret som ÅretsLeder 2011 af interesseorganisationen Lederne.

Lærerrollen lå i kortene

Lise Egholm har altid vidst, at hun ville være lærer. Hun har etnaturligt performer-gen, som især kommer til udtryk, når hununderviser. Hun er en dygtig fortæller, og som lærer fastholdt hunofte eleverne med lange historier, hun selv digtede.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når en lærer ikke passer sit arbejde, bliver hun fyret. Og når en far på urimelig vis kræver særbehandling af sit barn, får han at vide, at han kan klappe i eller finde en ny skole.

For lederen af Rådmandsgades Skole på Nørrebro Lise Egholm er der ikke en samtale, som er for svær til at blive taget, eller en udmelding, som er for grænseoverskridende til at blive sagt højt.

Hendes ledelsesstil er kontant og indbragte hende i 2011 titlen Årets Leder fra foreningen Lederne - en pris, som ikke før er blevet givet til en offentligt ansat.

Hun er beundret vidt og bredt for sin evne til at favne andre mennesker - især samfundets mest udsatte. Hun inddrager i høj grad forældrene i skolens opgaver og bliver omtalt som en lokal socialrådgiver for de tosprogede forældre. Hun er rosende og kærlig, og hun har sat tydelige aftryk hos mange af de personer, hvis liv hun har berørt.

»En lort er en lort«

For Lise Egholm virker det næsten som en livsmission at sige tingene så tydeligt og ligefremt som muligt. Hun er glad for at bestemme, og hun har den holdning, at hvis man ikke kan lide hendes måde at gøre tingene på, så må man finde sig en anden skole. Det gælder både forældre og ansatte.

»Jeg er så træt af at pakke alting ind. En lort er en lort - og det ændrer vi ikke ved at pakke den ind i bomuld«, siger hun og fortsætter: »Jeg synes, man svigter folk, når man ikke fortæller dem sandheden. Jeg er ikke konfliktsøgende, og afhængig af hvem jeg snakker med, ændrer jeg lidt min måde at sige tingene på. Men grundlæggende mener jeg, at folk skal have tingene at vide ligeud«.

Da en far engang truede hende og en af lærerne på livet, fordi han var utilfreds med sin søns skolegang, accelererede hendes temperament fra nul til pitbull på ét sekund. »Kan du så komme ud!« skreg hun. »Dine børn er udmeldt fra Rådmandsgades Skole fra i morgen!«

Den beslutning måtte hun egentlig ikke tage, og det vidste hun godt. Men børnene blev meldt ud, og selvom en efterfølgende klage fra faderen førte til en næse til hende fra forvaltningen, var hun stadig ikke i tvivl. Hun havde gjort det rigtige - og ville til enhver tid gøre det samme igen.

Lederopgaven skal tages alvorligt

Lise Egholm er meget passioneret omkring sit arbejde, men selvom hun ihærdigt forsøger at huske at få tingene sagt pænt, lyder det fra personalet, at hendes temperament alligevel indimellem løber af med hende. Hun kan være hurtig på aftrækkeren, men bliver også hurtigt god igen. Og hun er blevet bedre til at sige undskyld.

De skarpe replikker bunder også i, at hun selv er så sikker på sit pædagogiske syn, og at hun gør det bedste for eleverne, at hun ikke vil finde sig i, hvis lærerne efter hendes mening ikke udfører deres arbejde bedst muligt. Hun forsøger altid at gøre sit bedste - og hun forventer det samme fra folk omkring sig.

Anmeldelse: Hun virker i praksis

»Jeg hader 'slask' og korrigerer derfor også mine ansatte, hvis jeg ikke synes, de gør deres arbejde ordentligt. Så jeg er kistestolt af de fyringer, jeg har foretaget. Hvis man ikke er god til sit arbejde, skal man ikke være her. Eleverne fortjener det bedste, og så er jeg skide ligeglad med, at folk bliver sure. Jeg skal kunne stå inde for de ting, vi laver her, og jeg tager min opgave som leder meget alvorligt«, siger hun.

Hun ved godt, at diplomati ikke er hendes helt store styrke. Men hun mener, at hendes skarpe albuer er blevet »rundere med alderen«, og at hun er blevet bedre til at lytte til andres holdninger og argumenter. Og hun går meget ind for, at folk skal vide, hvor de har hende.

»Hos mig er der ingen skjulte dagsordener - jeg siger tingene, som jeg mener dem. Men man skal også rose og også være i stand til at indrømme, når man begår fejl. Det er jeg blevet bedre til. For selvfølgelig begår jeg fejl - ellers laver man for lidt«, siger hun.

Hellere grovboller end lagkagesnitter

Lige så grov og politisk ukorrekt Lise Egholm kan virke, lige så sød og omfavnende kan hun også være. Skulderklap og kind-aen bliver delt ud i flæng på skolen. Hun bliver af folk omkring sig beskrevet som et udpræget familiemenneske, som altid møder glad på arbejde og bruger humor meget. Og hun fortæller om og viser med stor entusiasme billeder af sine fire børn og fire børnebørn til enhver, som har tid til at lytte.

Og Lise Egholm har en oprigtig interesse i at skabe den bedste skole, som virkelig kan flytte noget for eleverne. Hun har arbejdet i skoleverdenen i 41 år, og hendes hjerterum er stort og favner mange forskellige eksistenser. Men det er især samfundets udsatte og svage, der inspirerer hende.

»Jeg har ingen interesse i privilegerede folk, og jeg bryder mig ikke om forkælede mennesker, som aldrig har ydet for at få det godt. Jeg ville hade at arbejde på en leverpostejfarvet skole. Grovbolle-børn er bare mere interessante end lagkagesnitterne«, siger hun.

Hendes retfærdighedsfølelse er stor, og derfor har hun også dyb respekt for dem, der arbejder for at have et godt liv. Og i hendes arbejde på Rådmandsgades Skole oplever hun ofte at blive helt høj af at se de elever, som klarer sig godt.

»Det er jo fantastisk, når de bryder den sociale arv og virkelig får noget ud af deres liv. Det er den chance, vi skal være med til at give dem, ved at give dem god undervisning og støtte. Den drive, man får, når det lykkes, ser jeg også hos mine ansatte. De er ildsjæle, som kommer lige så hujende ind på lærerværelset efter gode testresultater, som andre gør efter en fodboldkamp«, fortæller hun.

Diversitet gør en forskel

For Lise Egholm betyder det meget, at Rådmandsgades Skole er en blandet skole, og derfor bruger hun også meget tid på at opsøge de etnisk danske forældre på Nørrebro. Ét år besøgte hun 14 børnehaver for at overbevise forældrene om, at Rådmandsgades Skole ville være det bedste skolevalg til deres purke. Det har været nogle af årsagerne til, at skolen kan bryste sig af en stigning i andelen af etnisk danske elever - fra 20 til 29 procent på syv år.

Men selvom procenten er steget, udgør de tosprogede stadig en stor andel af skolens elever. Og det kræver en ekstra indsats. Derfor har skolen indført torsdagstræf, hvor forældrene året rundt kan spise morgenmad i skolegården og tale med Lise Egholm, lærere og skolebestyrelsen. Og hver anden tirsdag er der Åben Skole, hvor forældrene kan høre om børneopdragelse, tale med en socialrådgiver eller spørge sundhedsplejersken til råds, mens børnene bliver passet, og skolen tilbereder gratis aftensmad. For Lise Egholm er det vigtigt, at forældrene inddrages, for uden dem får eleverne ikke de bedste forudsætninger for at lære. Og det er dét, det hele handler om.

»Jeg er ekstremt stolt af Rådmandsgades Skole, som den ser ud i dag. Vores elever er dygtige, forældrene bakker op, og mine ansatte er et stjernehold. Det har været alle kampene og timerne værd - for vi er uden sammenligning byens bedste skole«, siger hun tilfreds.

Interview med Lise Egholm i forbidnelse med bogen (Gads forlag)