Folkeskolens leder:

Bundne opgaver for ny minister

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Har det egentlig en betydning, hvem der bliver undervisningsminister? Er skolepolitikken ikke så forligsbelagt, at en ny minister ikke kan rokke med ørerne, uanset hvilken side af Folketinget vedkommende stammer fra?

Nej, faktisk har Liberal Alliances Merete Riisager haft stor indflydelse på folkeskolen, selv om hun blev minister for en reform, hun var modstander af. For en minister kan sætte en retning, skrive en vejledning og starte forsøg, som kan præge folkeskolen og få et fastlåst politisk flertal til at give indrømmelser. Se bare debatten om målstyring kontra dannelse.

Men uanset hvem der sætter sig i stolen, skal vedkommende håndtere i hvert fald to udfordringer, hvis folkeskolen stadig skal være for folket og ikke kun for dem, der ikke har råd til andet: udsultningen af folkeskolen og lærerflugt/lærernes arbejdstid.

To af de mest relevante bud på en ny minister finder kommentatorerne i rød blok.

Skal KL's Thomas Gyldal være folkeskolens nye minister? 

Ane Halsboe-Jørgensen (Socialdemokratiet) er der nok mange, som ikke lige kan huske hvem er. Hun udgav sidste år en bog sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, hvori de argumenterer for, at økonomiske beregninger for sociale indsatser bør indregne afkastet af for eksempel at helbrede alkoholikere - så de selv og deres børn får et bedre liv og koster samfundet færre penge.

Mange humanister er ikke glade for bogen, fordi den gør menneskeproblemer op i penge. Bogen er ikke desto mindre et opgør med en tankegang, der placerer sociale indsatser og forebyggelse entydigt under udgifter.

Man kan godt dagdrømme over et scenarie med en undervisningsminister, som over for Finansministeriet argumenterer for, at skolen ikke kun er en udgift, men også en investering for samfundet.

Et andet bud er KL's formand for børne- og undervisningsudvalget, socialdemokraten Thomas Gyldal Petersen. Han er og har været dybt involveret i at forsøge at finde en ny start for samarbejdet mellem DLF og KL omkring lærernes arbejdstid og i nedsættelsen af den såkaldte lærerkommission, som skal fremlægge anbefalinger til efteråret.

En eventuel ny socialdemokratisk regering vil være interesseret i at få en minister, som kan få løst spørgsmålet om lærernes arbejdstid.

Selv om regeringen ikke forhandler lærernes arbejdstid, vil det være den nye regering, der sætter retningen for Moderniseringsstyrelsen, som forhandler på statens vegne og trækker i trådene bag de kommunale overenskomstforhandlinger. Som mange kan huske, var det Mette Frederiksen, der var beskæftigelsesminister i 2013 og lagde navn til indgrebet - herunder de regnestykker, som sløjfede velerhvervede rettigheder uden kompensation.

Og så er der jo hele listen af skoleinterne udfordringer med test og skoledagens længde. Kedsomhed bliver ikke et problem i hjørneværelset ved Frederiksholms Kanal.