Erik Schmidt fik endelig medhold i, at det var i orden, at han på et personalemøde hævede stemmen og sagde ledelsen imod. I landsrettens dom blev der blandt andet lagt vægt på, at der på skolen var tradition for at have højt til loftet med en engageret debatkultur. Og i øvrigt også at Erik Schmidt langtfra var den eneste lærer, som var kritisk over for de nye regler, der skulle indføres med lov 409 og folkeskolereformen. Nej, det tør svagt antydes!

Dommen sætter en tyk streg under, at lærerne har ret til at ytre sig kritisk i forhold til vedtagne regler og politikker uden at få advarsler og andre sanktioner smidt i hovedet bagefter. Det manglede da også bare. Rent bortset fra det principielle, så ville det da være torskedumt, at skolen begynder at arbejde på en måde, som ikke fungerer, bare fordi lærerne er bange for at åbne munden.

Men det gælder også i den offentlige debat. Lærerne har ikke bare ret til at åbne munden. Det er faktisk en borgerpligt.

Set med demokratiets øjne er det rystende, at hver anden offentligt ansat ikke tør sige noget om sin arbejdsplads offentligt. Lærerne myldrer for tiden på kurser for at finde ud af, hvordan de skal gebærde sig i den offentlige debat og på de sociale medier. Usikkerheden råder, og tit føles det sikrere bare at holde mund. Så siger man da ikke noget forkert.

Råb op - det gavner folkeskolen

Det er naturligvis også godt at kende reglerne, så man ikke kommer til at afsløre noget fortroligt eller begynder at lyde, som om man udtaler sig som andet end privatperson, hvis man siger noget om sin arbejdsplads offentligt. Man skal selvfølgelig også holde en ordentlig tone og gå efter bolden i stedet for manden. Men at åbne munden kan aldrig være udtryk for mangel på loyalitet.

Skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er ikke bare noget, eleverne skal undervises i. Det gælder også for lærerne.

Som lærer - og skoleleder i øvrigt - er man specialist i folkeskolen. Derfor er det faktisk ens forbandede borgerpligt at deltage i debatten om folkeskolen. Hvem skulle ellers?

Der er ingen garanti for, at det aldrig får konsekvenser. På kurserne er der eksempler på, at politikere og enkelte ledere har forsøgt at lukke munden på de ansatte. De har så fået et advokatbrev fra en fagforening, som klargjorde reglerne - og har trukket følehornene til sig. Men selve angsten for at blive »et dårligt kort« rent ansættelsesmæssigt kan hurtigt føre til selvcensur.

I dette land bliver vi hverken sat i fængsel eller skudt for at sige vores mening. Vores demokrati og skoler kan kun fungere, hvis meningerne får lov til at brydes. Erik Schmidt-sagen peger på, hvor vigtigt det er, at nogen tør holde på deres ret og tage en for holdet.

Nu er det slået fast, at der skal være højt til loftet - både i skolen og andre steder. Så lad os bruge det.