DLF-kongres '18
3   39

3F-formand: 'Kampen for folkeskolen er for vigtig til at overlade til jer alene'

3F-formand Per Christensen holdt i dag den indledende tale på Danmarks Lærerforenings kongres: Kampen for folkets skole skal være en fælles kamp, lød budskabet, og så understregede han, at den nye hovedorganisation ikke må blive ligegyldig ved at være upolitisk.

Kampen for folkeskolen skal være en fælles og politisk kamp, lød det fra formanden for forbundet 3F, som Danmarks Lærerforening efter nytår kommer til at dele ny, stor hovedorganisation med:

Artiklen fortsætter under banneret

"Vi vil gerne kæmpe mod skolelukninger med jer lokalt. Kæmpe for folkeskolen på Christiansborg. Hvis I vil kæmpe sammen med os, når vi kæmper imod social dumping og for uddannelse til især ufaglærte. Sammen er vi stærkere. Men ikke på laveste fællesnævner!"

Sådan lød det, da Per Christensen talte på Danmarks Lærerforenings kongres i København tirsdag formiddag. I sin tale understregede han  vigtigheden af at kæmpe for skolen ved at være politisk i den nye hovedorganisation.

For Per Christensen er folkeskolen et naturligt indsatsområde i den nye LO/FTF-fusion.

Han understreger: "Kampen for folkeskolen er ikke kun jeres. Misforstå mig ikke. Men den kamp er for vigtig til at overlade til jer alene. Det er en fælles kamp. Det er vores, jeres, min og mine kollegers i 3F's kamp".

Modet til at være politisk i den nye hovedorganisation

"Vi skal turde være politiske. Det nytter ikke, at det bliver laveste fællesnævner. Daginstitutioner, skoler og det brede velfærdsbegreb, det betyder noget for vores kolleger. For Danmarks Lærerforenings medlemmer. For 3F's medlemmer. Vi skal turde gå sammen om kampen for folkeskolen. Hvis mine kolleger skal stå bag folkeskolen, skal I også stå bag mine medlemmer", siger Per Christensen.  

Og det kan lykkes. For 3F og DLF har det tilfælles, at de tør stå op mod politikerne, understreger han:  

"Vi er ikke bange for at tale med de lokale politikere. Vi er ikke bange for at tage ansvar. Jeg håber meget, at I vil tage den måde at arbejde på ind i den nye hovedorganisation. Sammen skal vi stå derude og kæmpe for den lokale velfærd i skolen og på arbejdspladser".

Han forklarer, at hvis folkeskolen skal vinde de elever og lærere tilbage, som er tabt til privatskoler, skal folkeskolen have opbakning og tillid.

"I har min tillid, og I har 3F'ernes bidrag til kampen for vores alle sammens folkeskole. Lad os rykke folkeskolen ud af skydeteltet og ind på alle politikeres dagsorden. Folkeskolens tid, det er nu. Ikke i morgen. Ikke næste år. Men nu. Lad os sammen kæmpe for folkets skole".

"Hvis ikke I og alle aktører i folkeskolen finder sammen om morgendagens folkeskole. Så er det slut. Slut med folkets skole, som vi kender den. Slut med den smeltedigel, hvor Oliver møder Jasmin, hvor Muhammed møder Camilla. Helt slut. Der skal være debat om folkeskolen, men ikke krig", siger han og afrunder med, at folkeskolen ikke skal udsultes økonomisk. Der skal investeres i den, så skolen ikke ender med megaklasser, færre lærere og færre pædagoger per børn.

Folkeskolen er mere end vejen til gymnasiet

I sin tale udtrykte Per Christensen et klart ønske om, at folkeskolen ikke kun er for de elever, der vil på gymnasiet.

"Det nytter ikke, at man kun tænker uddannelse som den direkte vej fra folkeskole, over gymnasiet til universitet. Forleden hørte jeg i 'klogeradioen' P1 to drøfte, at dans nu ikke længere var et fag på Københavns Universitet. De to debatterende sagde så, at vi jo alle før eller siden har danset lanciers. Her må jeg udbryde et rungende nej. Man har aldrig danset lanciers mellem høvlebænke og svejseapparater på en teknisk skole", sagde han og forklarede, at for ham er en god folkeskole en skole, der også gør unge klar til at vælge en erhvervsuddannelse.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ