Anmeldelse Dannelse
3   48

Elever er ikke robotstøvsugere

Endnu en sønderlemmende kritik af læringsbegrebet, som reducerer eleverne til objekter for en samfundsrettet målorientering. Men spørgsmålet er, om Biestas bog overhovedet handler om pædagogik og undervisning, eller om den snarere er et livsfilosofisk opråb.

Undervisningens genopdagelse

Fakta


Titel
Undervisningens genopdagelse

Forfatter
Gert Biesta

Pris
200

Sider
158

Forlag
Forlaget Klim

Man ser det for sig - en lærende robotstøvsuger som et billede på den nuværende pædagogiske tænkning. En robotstøvsuger med kunstig intelligens er en autonom lærende enhed, der bliver bedre og bedre, efterhånden som den suger og udfører "sine opgaver". Begrebet om læring indeholder netop en forestilling om, at man skal forbedre sig og udnytte de potentialer, man har, gennem feedbackprocesser. Billedet er hentet fra Gert Biestas "Undervisningens genopdagelse".

Artiklen fortsætter under banneret

Hovedanliggendet for Biesta er et opgør med den forestilling om læring, der har bredt sig de sidste mange år. Ja, på mange måder kan man se, at vendingen mod "læring" har været en mere end hundredårig proces, hvor en moderne iver efter at befri barnet fra samfundets og dermed lærerens og undervisningens omklamring har sat barnet i centrum for pædagogikken. Undervisningsbegrebet er blevet afskaffet i en bestræbelse på at frigøre barnet for undertrykkelse.

Men det er dybt problematisk, mener Biesta. Og lige så problematisk kan det synes at kritisere læringsbegrebet, fordi begrebet om undervisning og lærerens særlige rolle er blevet "taget" af konservative kræfter, der sætter undervisning lig med autoritær kontrol og styring ud fra på forhånd fastsatte mål. Biesta hævder, at pædagogik handler om frihed, men den frihed, reformpædagogikken og andre "elevcentrerede" tilgange taler for, er præcis det modsatte, fordi den gennem fokus på barnets udvikling gør barnet til objekt for kompetencer og funktion frem for at gøre barnet til et egentligt subjekt.

Og det er lige præcis her, Biesta bliver vanskelig at forstå. Begrebet om subjekt - eller subjekthed og subjektifikation, som Biesta ynder at tale om - skal forstås på en ganske særlig måde som en eksistentiel kategori. Den undervisning, der ifølge Biesta skal genopdages, er den, der er i stand til at lede barnets eller elevens subjektifikation. Det er ikke noget, der kommer af sig selv eller gennem barnets selvudfoldelse. Tværtimod er det noget, der kræver en lærer med autoritet. Ikke en autoritær lærer, men en, der kan tage den smukke risiko ikke at lade barnet blive objekt for udvikling og kompetencer eller objekt for lærerens overlegne bedrevidenhed.

Undervisning - i modsætning til læring - handler om en eksistentiel væren, hvor "hin enkelte" gør sig modtagelig for at blive tiltalt af verden og åbner sig for verden og det sociale. Biesta har en lang refleksion over filosoffen Levinas begreb om subjektet, hvor pointen er, at barnet skal tage imod åbenbaringen af verden. Hvor verden taler til barnet; hvor verden kan tale på egne præmisser og ikke bliver set som eller gøres til objekt for menneskelig beherskelse. Desuden kræves, at subjektet bliver talt til og hører den henvendelse, der kommer til det.

"Undervisningens genopdagelse" er i lighed med Biestas øvrige skrifter et filosofisk værk, der peger på en eksistentiel problematik, hvor eksistensen er en særlig åbenhed over for det, der ikke kan reduceres til hverdag og almindelig videnskabelig eller erfaringsbaseret erkendelse.

Man kan mene meget om Biestas mere eller mindre religiøst farvede eksistentialisme. I sin modernitetskritik formår han at pege på en række misforhold i en moderne pædagogisk praksis eller uddannelsespolitik.

Men, kan man kritisk spørge, handler hans projekt dybest set om pædagogik, og handler det om den undervisning, der praktiseres af lærere, uanset hvad de mener om læringsmål? Det er jeg meget i tvivl om. Og jeg vil pege på nogle forhold i bogen, som antyder, at Biestas anliggende ikke er pædagogisk.

“Den pædagogiske opgave består i at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i og med verden på en voksen måde, det vil sige som subjekt”, siger Biesta. Og det vil sige at overveje det i normativ forstand "ønskværdige". Det er en etisk overvejelse, der handler om, hvordan vi som mennesker ser os selv i verden. Det er en legitim opfattelse af, at verden taler til os som mennesker - og det er vores "opgave" at være lydhøre over for den ordre om lydhørhed, som åbenbaringen bringer. Det forstår jeg som en livsfilosofisk forståelse. Men kan det være pædagogikkens opgave? Jeg opfatter det som en opgave for mere eller mindre religiøs opdragelse.

Et andet spørgsmål er, om Biesta overhovedet er i kontakt med, hvilke pædagogiske problemstillinger der er nærværende og relevante. Med henvisning til at fokus på læring har betydet afskaffelse af et begreb om undervisning, siger han: “Vi kan se, som jeg har påvist, at effekten af denne tankegang på kritikken af såkaldt 'traditionel' undervisning har været en udvikling, der gradvist har forskubbet læreren fra at være en 'autoritet på podiet' til at være en 'guide på sidelinjen' og sluttelig ligestille sig med eleven”. Jeg ved ikke, hvor Biesta har været henne for at konstatere, at lærerne overlader læring til eleverne selv og ikke forsøger at styre, hvad der kommer ud af de aktiviteter, der foregår i skolen.

Dette peger på, at Biesta ikke forholder sig til konkrete pædagogiske praksisser - han taler om nogle stærkt forenklede forestillinger om, at lærerne ikke længere planlægger og afvikler undervisningen og dermed stilladserer elevernes udvikling. Han har ret i, at elever ikke er som robotstøvsugere, men det kræver ikke en mere eller mindre religiøs farvet åbenbaring at betragte elever som selvstændige individer. Modbilledet - læring - fremstilles ud fra en absurd position, der ikke så let lader sig erfare, hvis man kigger ind i et klasseværelse.

Som pædagogisk filosofi mener jeg, at bogen er dumpet, men som et brev fra en guru til sine disciple fungerer den fint med sin messende og salvelsesfulde tone, der fremmaner en forestilling om eksistensen, der er tættere på det egentlige i livet - helt isoleret fra samfundet og en skole i Hvidovre eller Brønderslev.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ