Debatten om mobiltelefoner i skolen lever i bedste velgående. Senest, har det været et emne i radio 24/7 og i DR Deadline og  i dagspressen.

DR Deadline d. 28/9

Politiken idag

Jeg savner lærerne i debatten. Vi har hørt hvad forskere og andre mener, men hvad med lærerne, som i sidste ende er dem, der skal slås med udfordringerne? Derfor dette indlæg.

Forstyrrelse eller didaktisk mulighed

Diskussion handler overordnet om to ting: telefonen som forstyrrende element i undervisningen kontra telefonen som anvendbar teknologi i undervisningen. Kan vi have det ene uden det andet?

Nogle år tilbage var det lidt nemmere at forholde sig til. Dengang kunne mobiltelefoner ringe, skrive sms'er og spille Worm (hvis nogen kan huske det). De var en forstyrrelse om noget, selvom jeg meget sjældent personligt, som lærer, oplevede dem som et problem. Der var dog intet belæg for at sige, at telefonen kunne spille en positiv og aktiv rolle i undervisningen dengang.

Det er der idag, men emnet er mere komplekst. Mobiltelefoner tager ofte et hav af forstyrrende elementer med sig, men de er samtidigt et redskab, der kan anvendes til mange formål i undervisningen. Eksempelvis lommeregner, kamera, informationssøgning og som netværk.

Med henblik på telefonen som forstyrrende element, er det utroligt vigtigt, at børn lærer at være offline og ikke konstant søge mod de virtuelle fællesskaber. Men gøres det bedst gennem et forbud? Måske kunne man i stedet diskutere mobil fri zoner eller på andre måder skabe rammer for, hvordan og hvornår, det er relevant at have sin telefon i brug. På den måde kan skolen også spille en aktiv rolle i, at børnene lærer sunde medievaner - og det er uden at skulle tale om et device, der er låst inde i et skab, hvilket i mine øjne er et utroligt dårligt udgangspunkt.

Hvad angår den anden problematik, telefonens anvendelse i undervisningen, så er mobiltelefonen ofte den bedste og hurtigste løsning på et spørgsmål - et problem - en nysgerrighed. Jeg synes også, der er noget forkert i at tage telefonen fra børnene med den ene hånd og udlevere eksempelvis iPads eller lommeregnere med den anden. Det er ihvertfald ikke at gribe den mulighed, der er for også at lære børnene at bruge deres telefon aktivt og konstruktivt i forskellige henseender.

Vejen frem (og ikke tilbage)

Der er selvsagt store forskelle på indskoling og udskoling og fra en skole til anden, og man kan ikke bare bede lærerne om at integrere mobiltelefoner bedre i deres undervisning.

Det er nødvendigt, vi diskuterer det. Der findes næppe den lige nemme vej, men jeg tror på, at skolen som institutionen skal undgå at regulere gennem totale forbud mest muligt.

Telefonerne er nemlig ikke et problem i sig selv, hvilket man gør dem til, når man låser dem inde. Det er balancen i, hvornår og til hvad vi bruger dem både inden- og udenfor skolens rammer. Skolen misser sin chance for at spille en aktiv rolle i den dannelseproces ved at sætte telefonerne i skammekrogen.