Formålet med skolen

Forligskredsen indleder med at indkredse, hvad eleverne skal have ud af at gå i den danske folkeskole: ”Den er et sted, hvor alle elever skal have kundskaber, dannelse og viden med sig i rygsækken, når de afslutter deres skolegang.”

Sammenlignes formuleringen med Antorinis reform-parole: ”Eleverne skal blive så dygtige, som de kan”, udvides det faglige felt betragteligt. Der er nu ikke kun tale om, at eleverne skal blive ”dygtige” i betydningen kompetente, som reformen på mange måder har kredset om. Nu understreges det også, at de skal have ”kundskaber” og ”dannelse”. ”Kundskaber” rummer mere end faktuel viden og tilskrives ofte elementer af ”fortrolighed” og ”ansvar”. Eleverne skal så vidt muligt opnå en meningsfuld tilknytning til eller personlige erfaringer via det faglige stof, ligesom arbejdet med stoffet gerne skulle bibringe dem en etisk forståelse, hvormed de skal anvende deres viden, færdigheder og kompetencer. Dermed peger kundskabsbegrebet ind i dannelsesbegrebet, som – blandt andet – indbefatter, at eleverne igennem deres skolegang i og med mødet med skolens fag skal udvikle sig til myndige, demokratiske medborgere og frie, ansvarlige mennesker. Så der er i forligskredsens formulering en langt bredere faglighed på spil end den, der har været italesat med Forenklede Fælles Mål. Den taler direkte ind i skolens formål og væk fra et snævert syn på faktuel viden og konkrete, målbare færdigheder.

Målhierarkiet genetableret

Ovenstående pointe understreges af en anden formulering i forligskredsens indlæg: ”Det har vist sig, at det tiltænkte hierarki mellem de forskellige niveauer i målene er endt med at træde i baggrunden.”

Skolens målhierarki ser som bekendt sådan ud: Folkeskolens formål – fagenes formål – kompetencemål – færdigheds-/vidensmål. Man har åbenbart erkendt, at hierarkiet ikke bliver anvendt efter hensigten. Færdigheds- og vidensmålene bliver nu gjort vejledende, og det må betyde, at de øvrige elementer i hierarkiet skal bringes mere i spil. Formålene – skolens og fagenes – og også de mere overordnede kompetencemål skal altså fylde mere i skolens virke end de konkrete og målbare læringsmål, som jo har været altdominerende i og med indførelsen af reformen. Dét er nye og længe ventede toner fra politisk side.

Lærerne får den professionelle dømmekraft tilbage

I indlægget sker der noget uhyre vigtigt i forhold til lærernes professionalisme. Med læringsmålstyringen ”aflivedes” lærernes pædagogiske dømmekraft. At være en god lærer har de sidste år drejet sig om dét at kunne 1) formulere gode mål, 2) opsamle synlige tegn på elevernes læring og progression og 3) bogføre læringsresultaterne i en læringsplatform.

Men nu erkender man, at mål-håndteringen har fyldt for meget i lærernes og pædagogernes hverdag: ”Vi har hørt fra mange lærere og pædagoger i folkeskolen, at de bruger for meget tid på at navigere rundt i de mange mål. Og at det risikerer at gå ud over deres kerneopgave, nemlig at give eleverne god undervisning.”

Man understreger, at lærergerningen og god undervisning ikke kan rammes ind af bestemte bindinger: ”Det er vigtigt, at de nationale rammer ikke opleves som unødvendige bindinger, der undergraver lærernes professionalisme og ejerskab til undervisningen”, hvilket jeg tillader mig at læse sådan, at dét at være en dygtig og professionel lærer forudsætter en stor grad af frihed til at foretage didaktiske og pædagogiske skøn. God undervisning kan ikke sættes på formel eller omskrives til fastlagte koncepter, selv om mange lærere har oplevet, at det netop er dét, man har forsøgt i de sidste år med fx ureflekteret læringsmålstyret undervisning. Så meget desto mere opløftende er det, at ministeriet har fået øjnene op for, at en lærer hverken er teknokrat eller bogholder, men pædagogisk professionel.

Kommunernes afgørende rolle

Forligskredsen runder af med at spille bolden videre til kommunerne: ”Nu har vi givet bolden op, og det er afgørende, at kommunerne griber den og giver skolerne og lærerne det professionelle råderum, der er hensigten med hele denne aftale.”

Og hér ligger for mig at se den måske allervigtigste pointe. For alle de fine intentioner fra Christiansborg får ingen ben at gå på, hvis ikke kommunerne viser velvillighed til at gå i samme retning. Og hvordan kan de så gøre det? Det kan de fx gøre ved at være mindre optaget af den målbare læring. Det ville åbne op for et langt bredere syn på læring og skolegang, hvis man nogle steder gik mindre op i lokale ranglister over resultaterne i de nationale eller andre tests. Og ikke mindst – hvis man – som man har det nogen steder, men langt fra alle - havde blik for at inddrage lærerne og skolelederne i arbejdet med og kravene til de digitale læringsplatforme. Platformene kan nemlig meget vel komme til at understøtte og stadfæste en alt for firkantet og konceptuel læringsmålstyret undervisning, hvis de ikke bruges med omtanke.

Så jeg er enig med forligskredsen: Det er helt afgørende, at kommunerne spiller bolden videre, hvis de nye politiske vinde, som helt tydeligt – og heldigvis – blæser fra Christiansborg, skal få nogen som helst betydning for praksis ude i klasseværelserne.