Musik
0   8

Musical skaber udholdenhed, dannelse og solidaritet

70 elever på scenen. Ti forestillinger. Egenkomponeret musik og tekst. Stavnsholtskolen i Farum satser stort på musicalen på 3. klassetrin.

»Jeg har slet ikke sovet i nat«.

Drengen står i hvid T-shirt og blå jeans og hiver forsigtigt i musiklærer David Kosteljanetz. Læreren lader øjnene hvile på drengen. »Har du ikke? Har du været spændt?« spørger han og hvisker stille: »Det kender jeg godt«, før han sender drengen ned ad gangen, hvor han hurtigt flyder sammen med de andre elever i ens kostumer, som løber og hopper mod evaluering af dagens første forestilling.

Artiklen fortsætter under banneret

I Tumlesalen sætter eleverne sig på gulvet. I midten sidder David Kosteljanetz rank på en klaverbænk. Rundt om ham tårner de tre klassers lærere og pædagoger sig op. 70 elever deltager i musicalproduktionen, og alle er på eller ved scenen i løbet af den 25 minutter lange forestilling. I år handler den om skytsengle. Om alt det i livet, som vi gør for hinanden, som vi tager for givet. Det er eksemplificeret ved små scener og sange, som skytsengle kommenterer på. Det er David Kosteljanetz, der har komponeret og skrevet tekst til. Sange, som eleverne gennem et halvt år har øvet i musiktimerne. Og i ugen op til har al tiden været brugt på at indøve dansetrin, bygge scene og lys og sal op, lave billetter og plakater og skaffe rekvisitter.

For nylig var det forældrene og Stavnsholtskolens egne elever, som var publikum. I denne uge er der inviteret klasser udefra. Og pludselig er det sværere at holde koncentrationen. Der har været gab og uro på scenen.

»Det er utjekket at gabe, når man står i koret«, siger pædagog og instruktør på forestillingen Helle Antonisen. »I kan godt behovsudsætte. Hvis det klør, må I vente. I skal give hver forestilling den samme energi. Publikum skal vide, at I er der«.

Scenen giver ansvar

Der bliver talt dunder. Næste forestilling er lige om lidt. Stolerækkerne foran scenen er kun halvfyldt. Første klasse fra Stavnsholtskolen er klar. Og også elever fra privatskolen tæt på. Instruktørens ord har tændt eleverne. En enkelt græder, men får et trøstende klap på skulderen og sendt duknakket til sin position. Tæppet kan gå.

»De får så meget ud af fællesskabet - af solidariteten. De ved, at ingen kan undværes. Hvis en er syg, så skal der være en rokade. Og så er der virkelig nogle børn, der er gode til at træde til. De lærer at tage et større ansvar end bare for sig selv«, siger David Kosteljanetz.

Han har været musiklærer på skolen i 14 år. De sidste fire har han lavet musical. Og han oplever en stor velvilje fra ledelse og kolleger.

»Jeg har haft nogle team, som virkelig har været med på ideen. Og så har vi nogle pædagoger, som bidrager rigtig meget til dynamikken i gruppen. Og de har uu-timer, hvor der er taget hånd om mange af de praktiske ting«, siger han.

Musical giver dannelse

Første gang sammensatte han en musical af kendte sange, men de sidste tre år har han fået tid til at skrive musicalen selv. Og han er sikker på, at eleverne lærer meget.

»Det er jo et dannelsesideal. De lærer at stille sig op og tale tydeligt og klart. At synge rent. Det kan de bruge, når de fremover skal stille sig op i en forsamling. De lærer, hvordan de selv er i sådan en situation, og det betyder meget«, siger David Kosteljanetz.

Og nu hvor elever har været på scenen gennem flere år, kan han mærke, at hele skolen ­sitrer, når musicalen begynder.

»De ældre elever har selv prøvet det. De kan huske det. Det betyder meget. De kommer og spørger: Kan vi ikke gøre det igen? Og de ældre elever er dem, som bliver inviteret til den sidste forestilling, når 3.-klasserne er blevet allerbedst«.

Gentagelse giver udholdenhed

Han lægger vægt på, at det er vigtigt, at forestillingen spilles mange gange.

»Det er et stort arbejde. Det betyder meget, at de ikke bare skal spille for forældre, men skal kunne tage sig sammen og gang på gang sige nøjagtig de samme replikker. De får mulighed for at korrigere og forbedre og mærke, hvordan publikum gør en forskel«, siger han. Derfor bruger han også meget energi på at kontakte naboskolerne, så der kommer forskelligt publikum.

»Vi har kun haft et sammenbrud i år, hvor eleven ikke kunne gå på scenen. Men vedkommende kom igen. Ikke samme aften, men til forestillingen næste dag«.

Han lægger ikke skjul på, at han har frygtet årgang 2017, da det var den hidtil mindst sammentømrede årgang, han havde arbejdet med.

»Det sagde jeg også til forældrene. Først i ugen op til premieren gik det op for eleverne, at jeg mente det, når jeg sagde, at de skulle stå på scenen foran publikum og lave en musical. Men det gik op for dem. Og det er fedt at opleve«.

Fagligt netværk:
 Musik

Musiknetværket er for alle, der interesserer sig for og arbejder med musikundervisningen og kulturens samspil med skolen. Netværket har 846 følgere. Tilmeld dig netværket på folkeskolen.dk/musik og få nyheder, blogs og inspiration i din mailboks, så ofte som du ønsker.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Musiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Musiklærerforeningen.

 

Læs mere om de faglige netværk
978 andre er allerede tilmeldt