Den vejledning, lærerne kan læse til Fælles Mål i dansk, er skrevet af Benny Bang Carlsen, der ingen kontakt havde med forfatterne til målene.

Forfatter til Fælles Mål-vejledning: Fagfolk bør sige fra over for ministeriet

Lektor Benny Bang Carlsen fik tre uger til at skrive lærervejledningen til de nye Fælles Mål for danskfaget - alene og uden mulighed for at drøfte målene med den arbejdsgruppe, der havde lavet dem. 31/1: Opdateret med kommentar fra ministeriet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig rettede professor Jeppe Bundsgaard en kritik af de forhold, som de nye Fælles Mål blev lavet under i 2014, og hvordan de er blevet kommunikeret til skoleverdenen. Han sad selv i arbejdsgruppen, der udarbejdede målene.

Fælles Mål-forfatter: Der var ikke tid nok

Kritikken går på, at der ikke var tid nok til en faglig diskussion, at arbejdsgruppen ikke måtte inddrage eksempler og begrebsafklaringer i målene, og at vejledningen blev skrevet af én person, som endda ikke havde været med i arbejdsgruppen.

Den person er lektor og ph.d. Benny Bang Carlsen. Han er enig i kritikken af arbejdsforholdene.

"Vi burde have haft mulighed for at skrive vejledningen sammen", siger Benny Bang Carlsen, "men det er typisk for den måde, ministeriet til tider arbejder på".

Han peger på udarbejdelsen af den nye læreruddannelse, hvor han var med til at udarbejde uddannelsens moduler ud fra nogle kompetencemål, han ikke havde været med til at lave. 

Ville gerne skrive vejledningen sammen

Jeppe Bundsgaard og Benny Bang Carlsen kommer fra to meget forskellige faglige positioner, når det kommer til læsning, og sidstnævnte tror, at ministeriet tænker, at man får en større objektivitet og bredde ved at lade en position skrive målene og en anden vejledningen.

Læseforsker: Fælles Mål i læsning var ude af balance

"Men det havde uden tvivl været mere frugtbart, hvis vi kunne have skrevet vejledningen sammen, og den næstbedste løsning havde været, at arbejdsgruppen selv havde skrevet den", siger Benny Bang Carlsen.

Det hænger sammen med andet led i Jeppe Bundsgaards kritik: At arbejdsgruppen ikke måtte eksemplificere og begrebsafklare.

"Det gjorde, at jeg skulle fortolke målene i vejledningen. Ministeriet tror fejlagtigt, at jo kortere mål, desto mere præcise er de. De nye Fælles Mål er derfor skrevet som korte ytringer uden reference til faget. De er kommunikeret mere eller mindre ud i den blå luft", siger Benny Bang Carlsen.

"Arbejdsgruppen er blevet bedt om at forsimple, og derfor er jeg også solidarisk med Jeppe Bundsgaard i kritikken, selvom vi er rygende uenige hvad angår læsning. Det er svært at være tydelig i sin kommunikation, når man ikke må eksemplificere og begrebsforklare. Så åbner man for alle mulige fortolkninger".

På trods af de - ifølge Jeppe Bundsgaard og Benny Bang Carlsen - kritisable rammer, Fælles Mål og vejledningen er blevet til på, står de dog på mål for resultatet: Bundsgaard for målene, Bang Carlsen for vejledningen.

"Jeg synes, den giver lærerne nogle fornuftige redskaber til at forstå danskfaget i en ny sammenhæng", siger Benny Bang Carlsen.

Bør sige fra over for ministeriet

Arbejdsgruppen havde knap et år til at skrive de nye Fælles Mål for dansk, og Benny Bang Carlsen havde tre uger til at skrive vejledningen.

"Det kræver sin mand at komme omkring hele fagets substans og genstandsfelt på den tid", siger han.

Hvorfor sagde du ikke nej til at udføre arbejdet, hvis vilkårene var urimelige?

"Hvis jeg ikke havde sagt ja, så havde en anden gjort det. Dermed bliver det min chance for at kunne påvirke danskfaget. I absolut forstand, endda. Det er svært at sige nej til det, selvom jeg nok burde have gjort det", siger Benny Bang Carlsen, der dog håber, at fagfolk solidarisk vil sige nej til at udføre arbejde for ministeriet, hvis ikke de mener, arbejdet kan udføres fagligt tilfredsstillende inden for de givne vilkår:

"Vi bør insistere på, at vi får tid nok til at sidde sammen og have en dybdegående faglig diskussion baseret på praksis".

Ministeriet: Mulighed for justeringer

Opdateret 31/1: Kontorchef i Undervisningsministeriet Liz Nymann Lausten skriver i en kommentar til denne artikel:

"Ministeriet gør sit bedste for at inddrage kompetente videnspersoner, hvilket også er sket i forhold til arbejdet med at udforme vejledningsmateriale til Fælles Mål i de enkelte fag. Nogle gange er der klare tidsmæssige rammer for en opgave, og det har der også været i denne forbindelse. Nu har vejledningsmaterialet været i anvendelse i nogle år, og vi har nogle overvejelser om at  justere det i den kommende tid. Det kommer til at ske med hjælp fra dygtige videnspersoner".