Det er 'lærerens risiko', hvis han eller hun ikke kan komme på arbejde på grund fa vejrforholdene, og derfor har læreren ikke ret til løn, hvis han på grund af sne ikke kan komme på arbejde, skriver KL i Nyhedsbrev for Skoleledere.

KL: Ingen løn til lærere, der sner inde

Apropos vejrudsigten for i morgen: Selvom det er sjældent i Danmark, sker det, at der er borgere, der ikke kan komme hjemmefra, fordi vejret er for grumt. KL får om vinteren flere henvendelser fra kommuner om lønreglerne, hvis lærerne sner inde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan ske. Man kommer ud til en bilen med en forrude dækket af så meget sne og is, at den kræver en behandling på grænsen til det voldelige bare at få lavet en lille cirkel at kigge ud af. Eller at huset er omringet af så mange skovlfulde sne, at man nærmest river skulderen af led i forsøget på at skubbe hoveddøren op. Dansk vejr kan være barsk. Men hvad sker der, når sneen eller vinden spærrer dig inde, så du ikke kan komme på arbejde?

I det tilfælde, at man som lærer ikke kan transportere sig på arbejde, men skolen forbliver åben, betaler man selv sit fravær. Man har altså ikke krav på løn, hvis man ikke kan komme på arbejde. Det skriver KL's Nyhedsbrev for Skoleledere.

"KL får særligt i vintertiden henvendelser fra kommuner, som spørger, hvordan man skal forholde sig mht. udbetaling af løn til lærere, når vejrforholdene på den ene eller anden måde hindrer fremmøde på skolen", står der i nyhedsbrevet fra december.

Omvendt har lærerne krav på løn, hvis de godt kan komme på arbejde, men skolen er lukket som følge af vejrforholdene.

Skolerne tackler det pragmatisk

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, mener ikke, der er grund til panik, hvis man er lærer, der bor et særligt vejrudsat sted. Formandens oplevelse er, at selvom skolerne følger reglerne på området, plejer man at finde en pragmatisk løsning.

"Som udgangspunkt følger skolelederne kommunens regler. Men kan en lærer ikke komme kl. 8, men først kl. 10, fordi toget for eksempel er forsinket, behøver læreren ikke nødvendigvis at blive frataget løn, så kan man måske flexe lidt og give en ekstra hånd med på et andet tidspunkt", siger Claus Hjortdal.  

Det er begrænset, hvor meget lærerne og skolelederne ved om lønregler i forbindelse med dårligt vejr, siger Claus Hjortdal.

"Det sker ganske, ganske få dage om året, hvor man næsten altid finder en løsning. Der er også forskel på, hvordan det tackles, alt efter om det er en landskole eller byskole. Kommunerne plejer også at sende informationer om regler ud, hvis det bliver aktuelt", siger Claus Hjortdal.