Debat

Elever demonstrerer imod skolereformen

Onsdag demonstrerede hundredvis af elever i København imod lange skoledage, dårlige arbejdsbetingelser for lærerne og forringet undervisning, alle ting som de siger, er en direkte følge af skolereformen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Det vi synes er galt med reformen er, at vi går så langt tid i skole. Man bliver stresset og skoletræt”, fortalte en talsmand fra elevinitiativet En Stor Mellemfinger Til Den Nye Skolereform, som havde arrangeret demonstrationen, i en tale uden for Christiansborg.

”Skolereformen er en forklædt nedskæring, der ødelægger folkeskolen. Og politikerne tror at vi er sådan nogle computere, som man kan stikke et UBS-stik ind i og overføre viden til. Men vi vil have en ordentlig skole, hvor man gider komme og hvor man har indflydelse”, sagde han, mens Liberal Alliances Anders Samuelsen, kulturminister Bertel Haarder og flere andre politikere så til oppe fra deres vinduer.

Tid til fritid

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Da En Stor Mellemfinger Til Den Nye Skolereform anmeldte demonstrationen på deres Facebook-side, var det med en opfordring til elever i København og omegn, om at ”gå på gaden i stedet for i skole”, for at vise ”at vi også har noget at skulle have sagt”.

Og det var en opfordring, som adskillige hundrede elever, der var mødt op iklædt alt fra solbriller, Burger King-kroner, ”togskinne”-bøjler, skateboards, tørklæder, dreadlocks og Exploited t-shirts, havde valgt at følge.

Laura, Petrine og Emilie fra 7.u på Langelinieskolen i København havde i hvert fald noget, de gerne ville have sagt til politikerne på Christiansborg.

”Det kunne være fedt med nogle kortere dage, for man har ikke tid til fritid. Politikerne havde også lovet os en time til motion ud over frikvarter, men det har vi ikke fået. Til gengæld har vi stadigvæk lektier for, selvom de havde lovet os at vi ikke skulle have det, og selvom det er fedt, at vi har tid til lektierne på skolen, er det ikke nok”, fortalte de tre piger.

Fuck-fingre, romerlys og politi

Allerede da demonstrationen bevægede sig fra Regnbuepladsen til Christiansborg, blev der kastet med et par æg og sprunget et par kanonslag, til lyden af kampråb som ”tid til fritid, ny reform nu” og Rage Against the Machines ”fuck you, I won’t do what I tell you”, der bragede ud af højtalerne fra en lastbil.

Dette blev fulgt op af hundredvis af fuck-fingre der, akkompagneret af elever der sang ”langefinger, langefinger, hvor er du, her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag”, blev peget op mod Christiansborg.

Og pludseligt, midt under en tale, iførte 8-10 aktivister sig hætter og affyrede kanonslag og romerlys, der indhyllede store dele af Christiansborg Slotsplads i en tyk røg.

En af romerlys-aktionærerne blev hevet lidt voldsomt med ind i en politibil og øjensynligt givet en opsang, hvilket fik nogle af eleverne til at følge efter og diskutere med politiet, samt bryde ud i ”politikontrol skaber mere vold”. Kort tid efter blev han sluppet ud igen.

Hvorfor er de ikke i skole?

Anders Samuelsen lagde et videoklip op på sin Facebook-væg af hændelserne, fordi han åbenbart følte sig stødt over at få fingeren af hvad han omtalte som ”venstrefløjens unge demonstranter”.

”Hvorfor er de egentlig ikke i skole her midt på dagen”, spurgte han retorisk. Men måske skulle han have spurgt eleverne, i stedet for Facebook. Eller han kunne have taget en tur ned på pladsen, og kigget på deres t-shirts, hvor der var mange forskellige svar på hans spørgsmål.

På en af dem stod der eksempelvis ”the mind is like a parachute. It works best when it is open”. På en anden stod der ”whatever nevermind”.

Danske elever har det højeste antal timer blandt OECD-landene. 76 procent af eleverne siger i en undersøgelse, foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2015, at skoledagen er for lang. Der er desuden over 7.000 færre lærere i folkeskolen i dag end i 2009, mens klassekvotienten er steget fra 20,4 til 21,7, ifølge analyser, foretaget af Danmarks Lærerforening.