Jeg var i går aftes til et debatarrangement i Vartov om min bog, Uden mål og med – forenklede Fælles Mål? Det var en mageløs oplevelse. Det var dejligt at stå i disse smukke historiske omgivelser og tage del i en levende debat om nogle af de problemstillinger, som min bog omhandler, og mærke både interesse, anerkendelse og kritik. Sådan skal det være i et demokrati. Efterfølgende var det imidlertid forstemmende at konstatere, at alt imens denne debat pågik, valgte to professorer, der burde have været til stede, at offentliggøre en meget lang kritik af min bog på Folkeskolen.dk (lige godt 8 normalsider):

https://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med--et-peer-review

Det står dem sådan set frit for, men timingen er tankevækkende, i lyset af at de begge kunne have været dukket op i Vartov og have deltaget i – og muligvis tilmed have kvalificeret – debatten. Hverken Morten Misfeldt eller Jeppe Bundsgaard, der var inviteret til at ’anmelde’ min bog i går, ønskede at deltage, skønt de vist nok egentlig gerne ville. Jeppe meldte afbud med henvisning til debatten på Folkeskolen.dk, og Morten så sig ikke i stand til at komme og være med. Til gengæld formår de at fremføre en kritik, som jeg ikke magter at forholde mig til, men som jeg finder ukvalificeret, uinteressant og ude af proportioner. Og allerede her er jeg så fanget af min egen retorik, fordi jeg naturligvis ikke kan fremføre den slags ubeføjede påstande. Altså må jeg i en eller anden form og på et eller andet tidspunkt tage til genmæle, skønt det er tydeligt, at det ikke er en debat, jeg dermed indgår i. Hvad det er, er jeg faktisk i tvivl om, men jeg ved, hvad jeg oplever.

Jeg troede, at jeg med min forsoningsaktion i forhold til det første mislykkede stormløb mod min bog i sidste uge havde bidraget til at nedtrappe en konflikt og afdæmpe retorikken, således at det fremadrettet kunne være muligt at føre faglige diskussioner ansigt til ansigt og hen over alle tænkelige og utænkelige meningsforskelle. Det forehavende er jeg alvorligt bange for, at jeg er mislykkedes med.

I mit forsonende indlæg i tråden https://www.folkeskolen.dk/585017/hvis-forenklede-faelles-maal-er-nazi-propaganda-saa-er-skrev jeg:

”For det tredje skal jeg beklage hårdheden i min egen retorik over for Morten. Mine indlæg har ikke levnet ham mange rum at være i, og det er naturligvis hårdt for ham at se, hvilke reaktioner mine indlæg har afstedkommet. Jeg har naturligvis et medansvar for det, og det skulle aldrig have været kommet så vidt. Morten skulle blot have ringet til mig eller have inviteret mig på en øl i stedet for at igangsætte en debat, som vi ender med ikke at kunne føre meningsfuldt til ende. Og jeg skulle have været langsommere på tasterne og tænkt mig lidt bedre om, inden jeg gav startskuddet til, hvad der let kan opfattes som en smædekampagne. Vi skulle helt enkelt have talt med hinanden i stedet for at kaste os ud i denne form for ansigtsløse kommunikation, hvor vi let ender med hverken at kunne forstå eller respektere hinanden, fordi det billede, vi i vores retorik skaber af den anden, overskygger den person, der altid er bag billedet.”

I lyset af denne passage er jeg stærkt forundret over, hvad de professorer, der startede en helt misforstået diskussion om nazismen, gør i umiddelbar forlængelse af, at jeg opfordrer til forsoning og fysiske møder. De fortsætter den ansigtsløse kommunikation, men nu med professorkortet hævet – alt imens der foregår en debat mellem levende mennesker i Vartov. Jeg diskuterer ikke med professorer, der fra en opstyltet piedestal taler ned til mig, men med personer, der tør stå åbent frem og se mig i øjnene, og jeg forholder mig ikke ret gerne til usaglig kritik, fordi ingen bliver klogere af det. Og usaglig kritik er, hvad jeg mener, mit arbejde udsættes for.

Jeg opfatter indlægget som mandejævning og vurderer, at bolden for længst er bragt ud af spil. Vilkåret for denne form for retorisk udveksling er imidlertid, at hvert nyt forsøg på at bringe bolden i spil vil blive forhindret af, at jeg først må kritisere en lang række kritikpunkter, der så vil kunne problematiseres ad absurdum, fordi de to professorer skal vise, at jeg ikke alene tager fejl, men at jeg tilmed er en halvstuderet stratenrøver, der ikke kan gøre krav på nogen form for akademisk anerkendelse. Det lægger jo fast på forhånd. Man gør sig opgaven for let, når man selv fastsætter kriterierne, og mener at vide så uendeligt meget mere om metode og hermeneutik end modparten, men jo mere man mener sig i besiddelse af et sådant overskud, jo mere forsigtig skal man nogle gange være med at bruge det – man kan jo fx tage fejl og komme til at gøre modparten uret. I det mindste må man granske sine egne motiver og samtidig overveje, hvem sådanne magtpositioneringer er interessante for, og hvilket formål de tjener.

Man gør det ekstra let for sig selv, når man så tilmed ikke forholder sig til de spørgsmål, modparten har stillet (jf. mine ubesvarede spørgsmål til Jeppe og Morten i to forskellige debattråde). I stedet for at forholde sig til mine saglige (synes jeg selv) spørgsmål, trækker de professorkortet. Den form for situeret mindreværdighed har jeg meget lidt sympati for. Jeppe og Mortens indlæg levner ikke mig mange rum at være i – for nu at lave en parafrase af citatet ovenfor. Det tror jeg heller ikke er meningen. Men når man udgrænser modparten (som kunne være en samtalepartner) fra det fælles rum, har det ikke kun den konsekvens, at modparten forsvinder, men også at samtalen ophører, og at det plurale rum opløses. Vi står derfor med en diskussion, vi ikke meningsfuldt kan føre til ende, hvilket naturligvis er til skade både for skoledebatten og det klima, den foregår i. Vi har brug for hinanden som kritiske korrektiver, men kritikken skal være saglig og fremført i en anstændig form, der i det mindste muliggør modsigelse (og her vil jeg naturligvis let blive modsagt med henvisning til, at min egen tekst akkurat vanskeliggør modsigelse, hvorfor enhver så naturligvis har ret til at formulere tekster, der ikke kan modsiges).

Jeg må på et tidspunkt naturligvis berigtige nogle af de værste fejlfortolkninger, som Jeppe og Morten lægger for dagen. Men ellers vil mit svar være at finde i min afhandling, som jeg håber at kunne finde bedre fagfæller til at bedømme end Jeppe og Morten. Per Fibæk Laursen har budt sig til, og jeg er sikker på, at vi let finder et par andre, der kan og vil forholde sig sagligt til mit arbejde og diskutere det med mig. Face to face.

Over for Jeppe har jeg (uden held) forsøgt mig med en simpel metode: ”Når du og Morten foreløbig tilsyneladende er de eneste, der udlæser beskyldninger om nazisme af min henvisning til Klemperer, og der er en hel masse mennesker, der ikke kan forstå det, giver det så ikke anledning til at overveje, om I muligvis tolker mig forkert?” Tilsvarende kan man spørge, om de ganske mange mennesker, der har rost mit arbejde, er helt galt afmarcheret. Lader Jeppe og Mortens læsning af mit arbejde sig ikke problematisere af, at Per Fibæk Laursen (professor) har en ganske anden vurdering af min bog, og at Alexander von Oettingen (dr. pæd.), der havde læst hele bogen et par dage efter modtagelsen, vurderer, at der er tale om et ’imponerende analysearbejde’? De positive anmeldelser og offentliggjorte vurderinger, hvoraf to er foretaget af universitetslektorer, er naturligvis tilsvarende rene partsindlæg, hvorimod Jeppe og Mortens vurdering, som de foreløbig synes at stå alene med, er videnskabeligt funderet. Den megen positive respons, jeg får, og som jeg naturligvis glæder mig over, stammer fra folk, der ikke kan læse mit arbejde tilstrækkeligt kritisk. Må jeg tro. Kun Jeppe og Morten har tilsyneladende forudsætningerne for at læse og vurdere min bog ordentligt. Den præmis udelukker i sig selv enhver form for fornuftig samtale. Jeg kan ikke forklare Jeppe og Morten, hvad de ikke forstår.