Forskning Inklusion
2   786

Inklusion: Ikke lærernes skyld, at det ikke lykkes

Inklusion kan lade sig gøre ­– i andre rammer og i samarbejde, mener to bogaktuelle forskere. Men der er for langt fra skolepolitikken til skolepraksis. Stop kravene til lærerne – stil krav til politikerne i stedet, siger de.

Der er tale om en ekstrem situation, understreger de to forskere og forfattere. De har observeret undervisning og samarbejdet i to år med en flok lærere på en skole og konkluderer, at inklusionen ikke lykkes dér. De forklarer, at de har samarbejdet med en gruppe veluddannede og dygtige lærere på en skole, der er godt ledet. Og alligevel lykkes inklusionen ikke. Men det er ikke inklusionens skyld. Det er ikke lærernes skyld - det er vilkårene, der er for dårlige.

Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse er forfatterne bag den nye bog »Lærerfaglighed, inklusion og differentiering« med undertitlen »Pædagogiske lektionsstudier i praksis«. Deres konklusion er, at selv de dygtigste lærere dumper i inklusion. Fordi deres rammer og vilkår er umulige at lykkes i.

Artiklen fortsætter under banneret

»Fra politisk hold kan man simpelthen ikke blive ved med at fylde på, hvis man ikke kender lærernes situation. Vi baserer os i dette projekt på indgående studier gennem to år på en velorganiseret skole, og vi ser, hvad de lærere står i. Det er vigtigt at sige til politikerne, at hvis man ikke forholder sig til elever som til børn og børnefællesskaber, så går det ud over deres læring«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Vi ser, at man som lærer ikke kommer ret meget videre med en styrkelse af den faglige indsats, hvis man ikke også arbejder med det sociale, der står i vejen for børnenes deltagelse som elever, og hvis man ikke tager udfordringen op og sikrer børnene øget indflydelse og medbestemmelse i undervisningen«, siger forfatterne.

De skelner mellem børn og elever. Og børn kan ikke lære en masse fagligt, hvis de ikke har lært at være elever i skolen, og hvis de ikke trives i skolen.

drengen bag skærmen

I 3. klasse sidder eleverne i grupper fire og fire. Undtagen Achmed. Han har sin egen plads lige ved døren bag en skærm. Han er afskærmet fra de andre børn og har en støtteperson. I løbet af en observeret dansktime deltager han på intet tidspunkt i det arbejde, de andre børn er i gang med. Han råber op, kaster ting ud i klassen, råber pludselig »tissemand«, løber ud af klassen og smækker med døren. Støttepersonen går efter ham. 

Eleverne taler om et billede fra 1885. Læreren spørger til et digt og fortæller, at ordet »pusselanker« signalerer, at der er en hyggelig stemning. Klassen taler om børnesyn og opdragelse, om hvordan barnet på billedet har det. »Dårligt«, siger Achmed ud i klassen, mens Viktor siger »Ad helvedes til«.

Undervejs i undervisningen sidder Achmed ved sit bord og ser på klistermærker, går ud, spiller spil på sin smartphone. Han tager noget fra en anden elev, støttepersonen må på banen, og på et tidspunkt ligger Achmed på gulvet og råber. Han har ingen positiv kontakt med de andre børn. Han er på tålt ophold i klassen.

Læreren forsøger at fortsætte sin undervisning. Viktor forlader lokalet og deltager ikke i snakken om den lykkelige barndom. Efter et stykke tid kommer han tilbage i klassen og signalerer, at han er i en form for krise. Læreren prøver at involvere ham i undervisningen.

Læreren fortæller forskerne, at Viktors forældre er skilt, og han er i affekt. Måske derfor bliver emnet om den lykkelige barndom ekstra svært. Viktor fylder ofte meget i undervisningen. En lærer fortæller, at hvis man er heldig, kan man tale ham tilbage i undervisningen. Men det kræver, at man bruger en del tid på det og finder ud af at motivere ham. Ellers forstyrrer han ofte.

I en matematiktime får Achmed en bunke centicubes. Han bygger en skyder af dem, viser den frem og skyder med den.

Forskerne fortæller, at lærerne ikke insisterer på, at Achmed skal deltage i undervisningen. Han er fysisk til stede i klassen, men kan hverken betagtes som et barn, der er inkluderet i klassen, eller som et barn, der indgår i undervisningen. Han er det særlige barn bag skærmen. Han er ekskluderet, selv om han sidder i almenklassen.

Kilde: »Lærerfaglighed, inklusion og differentiering« af Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse.

 

Vilkårene er for dårlige

Sine Penthin Grumløse og Lotte Hedegaard-Sørensen forklarer, at man - samfundet, politikere, fagfolk - er nødt til at diskutere vilkår, selv om det ikke er moderne i dag.

»Der står én lærer over for 28 elever, og vi beder i dag lærerne om at forholde sig til en mere divergent elevgruppe - en klasse med meget forskellige elever. Jeg har stor respekt for lærerne, og jeg har ikke tidligere haft lyst til at tage nejhatten på, men efter denne oplevelse blev jeg omvendt. Det kunne ikke lade sig gøre«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Vi havde forestillet os, at vi kunne komme med nogle bud på, hvordan man gør det godt, og vi kommer også i bogen med nogle bud på muligheder og greb, men først og fremmest får vi blik for, hvordan det er svært for selv de meget dygtige lærere«, forklarer Sine Penthin Grumløse.

»Det er altså alvorligt for de børn og lærere, som det her handler om. Og ja, lærerne er nødt til at forvente, at de har en gruppe elever foran sig - og ikke børn - for ellers går det slet ikke. Hvis de skal overleve, så skal de forholde sig til elever«.

De to forskere og forfattere mener, at lærerne er nødt til at råbe højt. De må råbe politikerne op - selv er forfatterne gået i gang.

»Lovgivningen foreskriver, at skolen skal være på en bestemt måde, og så ændrer praksis sig efter dét. Man tager ikke udgangspunkt i de børn, som man står med. Politikerne har lavet skolepolitik i Finansministeriet i mange år nu, men praktikerne er nødt til at råbe højt. For det er ikke deres skyld, at de ikke kan gøre det godt nok«, understreger Sine Penthin Grumløse.

Lotte Hedegaard-Sørensen supplerer: »Vi gør et stort nummer ud af at sige, at når vi lægger vægt på elevernes øgede faglighed, så er det på grund af Pisa, test og konkurrencesamfundet. Vi har en læringsdagsorden, eleverne skal lære så meget som muligt så hurtigt som muligt. Men det nye for mig er, at lærerne i den grad er loyale over for den dagsorden«.

De mener, at inklusionen er blevet en kampplads, og at det er vigtigt at komme ud af den konflikt. Samtidig kan politikerne ikke længere kræve af lærerne, at de skal implementere alt muligt nyt. Det kan ikke lade sig gøre. Lærerne er så meget i krydspres, at det er umuligt.

Tolærerordning virker

Bogen indeholder også de gode greb og muligheder. Forfatterne har fokuseret på lektionsstudier og har beskrivelser fra undervisningen.

Der er beskrivelserne med drengen Achmed, der sidder bag en skærm i klassen, selv om man på skolen ikke går ind for den løsning. Meningen er, at han skal blive skoleparat af at være med - bag skærmen - i en klasse.

Men der er også beskrivelser af en matematiktime, hvor inklusionen fungerer, og hvor eleverne deltager godt i undervisningen. En matematiktime med to matematiklærere. Det betyder, at den ene lærer kan tage sig af undervisningen af de fleste elever, mens den anden matematiklærer samler en lille gruppe, der arbejder med samme emne som resten af klassen, men på et lettere niveau.

»Visionen om den inkluderende skole er god. Jeg har været fortaler for den i 20-30 år. Vi gør inklusionen til problemet, men det er i stedet vilkårenes skyld. Betingelserne er ikke gode nok. Med bedre vilkår og flere fagpersoner om opgaven, så kan det lade sig gøre«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Tolærerordninger kan noget særligt«, mener Sine Penthin Grumløse.

»Hvis de to lærere arbejder med det samme, så eleverne kan deltage på forskellige måder. Lærerne, vi observerede, samarbejdede, justerede undervejs, brugte deres evaluering af en lektion til at forbedre den næste. De var vant til at arbejde på den måde«.

De fortæller, at lærerne arbejdede systematisk på grund af lektionsstudierne, de havde fælles strukturering, fælles evaluering og fælles planlægning. Samtidig var de glade for forskernes observationer og diskuterede med glæde dét, der blev sat fokus på.

»Lærerne brugte også noget af deres forberedelsestid på at observere hinandens praksis. Fokuserede på de problemstillinger, som de observerede. Det er en kæmpe gevinst, hvis man kan se fælles på det, og lærerne var meget engagerede i det«, siger Sine Penthin Grumløse.

Flere deltager ikke i undervisningen

OM FORFATTERNE:

Lotte Hedegaard-Sørensen er lektor i specialpædagogik, ph.d. og forsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og 
Uddannelse, Aarhus Universitet.

Sine Penthin Grumløse er adjunkt og ph.d. ved forskningsprogrammet Didaktik og Læringsrum, UCC, København.

De har i projektet observeret og samarbejdet med lærere ved en københavnsk skole i to år. Bogen til lærere og læreruddannelse, »Lærerfaglighed, inklusion og differentiering«, handler om dette projekt.

Bare en kort observation af enkelte elever i klassen fortæller tydeligt, hvem der deltager i undervisningen, og hvordan de deltager eller ikke deltager.

Det er let at opdage de elever, der reagerer udadvendt, tager afstand, råber og forstyrrer undervisningen. Men i en klasse sidder der også en del elever, der måske slet ikke deltager - de er bare fraværende på en stille måde, så dem opdager lærerne ikke nødvendigvis. Nogle af de elever kan have lige så svært ved at være i klassen som dem, der viser det mere voldsomt. Og de elever spænder meget vidt fagligt.

De to forfattere fortæller i bogen, at børn har stor betydning for hinandens deltagelsesmuligheder i undervisningen. De skriver om to elever, der har svært ved at få makkere i undervisningen, fordi de ikke har venner i klassen. De to bliver hele tiden afvist af de andre, når de forsøger at få en makker til det faglige arbejde.

»Når vennerne er det vigtigste, betyder det fx også, at uvenskaber eller manglende venskaber har ganske stor betydning for, hvordan det enkelte barn kan indgå i undervisningen«, skriver forfatterne.

Et andet eksempel viser, at to elever, der godt vil hinanden, kan hjælpe hinanden rigtig godt i gang med det faglige arbejde, fordi den ene påtager sig en hjælpelærerrolle og får lov til det af den anden.

Der er også eksempler på, hvordan en konflikt fra frikvarteret totalt kan ødelægge læringen for en elev, fordi han simpelt hen ikke kan deltage i undervisningen, før den konflikt er løst.

Husk trivslen

Forfatterne skriver, at lærernes værktøjskasse i høj grad er fagdidaktisk, og at de indimellem overser de almendidaktiske tilgange. For eksempel prøver lærerne at hjælpe eleverne som individer, men først senere i forløbet sættes der arbejde i gang med klassens fællesskaber og med trivslen.

»Kravet om faglig optimering spænder således utilsigtet ben for et fokus på børnefællesskaberne og på de sociale vilkår, som er i den enkelte klasse, og som får betydning for det enkelte barns deltagelse i undervisningen«, skriver de i bogen.

I de observerede klasser giver forskerne et spørgeskema til eleverne. Her skal de besvare trivselsspørgsmål - om hvordan det er at være i klassen, om elevernes medbestemmelse, om at hjælpe hinanden.

»Det kom bag på lærerne, at der var så mange elever, der ikke trivedes i klassen. Også mange, som ikke viste, hvor svært de egentlig havde det i klassen. Lærerne vidste jo godt, at der var nogle elever, der ikke trivedes, men ikke at der var tale om så mange«, fortæller Sine Penthin Grumløse.

»Fra forskningen ved vi, at medinddragelse af eleverne virkelig kan noget. Der er meget benzin at hente, når eleverne bliver motiverede«.

De taler om, at det selvfølgelig skal være reel medindflydelse på dét, der foregår i undervisningen - ikke en skinmanøvre. At gå i dialog med børnene, at arbejde med, at eleverne er med til at sætte mål op.

»Lærernes pædagogiske opgave er også at have en relation til børnene. Tænk hvis elever oplever at skulle sidde ti år i skolen og bare skulle parere ordrer«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

De to taler om, at det igen handler om skolens organisering. Om en lovgivning der skiller tingene ad, så der kun bliver målt på de faglige resultater. I bogen skriver de, at når man spørger børnene, så er den sociale trivsel altoverskyggende for deres skoledag. Og at hele undervisningen er afhængig af, at klassefællesskabet fungerer godt.

Forfatterne konkluderer, at det vil gavne børnenes trivsel, læring og udvikling, hvis skoler i højere grad etablerer et flerfagligt samarbejde mellem lærere og pædagoger samt social- og specialpædagoger, der sammen kan finde konstruktive forbindelser mellem undervisningen i fag og det sociale og kulturelle fællesskab i klassen - individers trivsel, børnefællesskabet og klassens sociale liv.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.443 andre er allerede tilmeldt