Debat
12   542

Krigsreportage 02

Kampen for ytringsfriheden

Artiklen fortsætter under banneret

En Ytring

 

 

Et ønske

Jeg ønsker mig ytringsfriheden til jul. Jeg ønsker mig, at ytringsfriheden bliver forsvaret og bevaret i stort og småt i 2016 og gerne i tusind mere. Der kan, mens 2015 rinder ud ,være

være grusomt gode grunde til at tænke på netop ytringsfriheden. Når jeg skriver i stort og småt, er det fordi, indskrænkninger af ytringsfriheden ikke kun sker i det store politiske billede - i angst for terrorattentater, men også i det små - i angst for at miste jobs, forskningspenge osv.

 

Som en, der nylig er begyndt at blande sig i debatten her på folkskolen.dk, bliver jeg forstemt af at tænke på en række anslag mod ytringsfriheden i skoledebatten her og andetsteds. Enkeltstående kan episoderne virke ret udramatiske, men tilsammen fremmer de en dræbende selvcensur hos aktører, som kunne have bidraget med nyttige ytringer.

 

Det er nemlig både vores demokratiske og videnskabelige ideal, at meninger skal brydes i frie ytringer for at kvalificere både forskning og beslutninger. De mennesker som i den pædagogiske debat forsøger at bremse andres udsagn, ville vel aldrig erklære sig uenige i dette ideal.

 

Det vil fremgå af ting, jeg tidligere har skrevet, at jeg godt kan se muligheder i læringsperspektivet, og at jeg især snildt kan undvære pluddersnak om Grundtvig og Løgstrup. Jeg mener f.eks. også i lighed med Professor Lars Qvortrup, at demokratiet faktisk i et vist omfang har brug for ganske instrumentelt at måle, hvad der foregår i folkeskolen. Dette blot for at markere min talerposition: Jeg er simpelthen slet ikke enig med dem

hvis ytringsfrihed, jeg forsvarer her. Jeg opfatter sågar i nogle indlæg Thomas Astrup Rømer som en støjsender. Så mit indlæg her handler slet ikke om det rigtige synspunkt, men om retten til at ytre sig.

 

En ytring på et lærermøde

En lærer i Odense kommune, Erik Schmidt ytrede sig bekymret-kritisk om implementeringen af skolereformen – i sammenhængen bør det faktisk ikke tælle, at Erik Schmidt er en kendt respekteret debattør. Erik Schmidt modtog i 2014 en advarsel, hvad han naturligt nok ikke ville finde sig i, så han sagde op – det er jo ikke alle, der er i en økonomisk situation, som giver dem denne udvej. Hvis det ikke var så trist, er det ganske lattervækkende, at Odense kommune efterfølgende lavede et fint politisk papir om ansattes ytringsfrihed. Advarslen blev dog ikke trukket tilbage, og fra nu af vil odenseanske lærere helt sikkert holde kæft på lærermøder. Hvem vil risikere jobbet?

 

En uakademisk professor

Professor Dorthe Staunæs har sammen med Lektor Malou Juelskjær skrevet en artikel om klasseledelse, som kan findes i antologien Klasseledelsen Dilemmaer. Den meget ivrige debattør Lektor Thomas Astrup Rømer angriber artiklen. Han forklarer egentlig bare, hvordan han læser den. Han skriver en mail til Dorthe Staunæs og opfordrer hende til at replicere. Man må anerkende, den meget skrivende og ”menende” Thomas Rømer for at fægte med åben pande. Det gør Staunæs og Juelskjær ikke. I stedet for at svare klager de til universitetets ledelse over at være blevet tilsvinet og mobbet. Der er noget skingert næsten umodent over klagen. Motivet er bekymring over deres anseelse hos samarbejdspartnere. Jeg tror, de har opnået det omvendte. Hvordan skulle man akademisk kunne respektere kolleger, der handler sådan. Derfor hører med til Historien, at Professor Jens Rasmussen på et tidspunkt i 2014 har lavet en lignende manøvre overfor Rømer, idet han fremsendte ”en henvendelse”  til en mellemleder på DPU om noget Rømer havde  skrevet om ham. Men de var skam ikke var en klage! - man fornemmer et figenblad.

 

Reaktioner på en kronik

Seminarielektoren Brian Degn Mårtensson skriver i august i år en bekymret kronik i Politiken. Synspunktet er, at læringsperspektivet er et knæfald for konkurrencestaten og vil tømme folkeskolen for meningsfuldt indhold. Mårtensson fortolker også ganske provokerende - men stadig legitimt og tydeligvis veldokumenteret - at Professor Jens Rasmussens og Professor Lars Qvortrups fortid som radikalt venstreorienterede, afspejler sig i en tilsvarende autoritær tænkning omkring læringsperspektivet. Nu skulle man tro, at de kritiserede ville forsvare sig offentligt, så vi andre kunne glæde os over et godt slagsmål. I stedet afslører de, at de netop er sådan som Mårtensson påstår. Qvortrup klager til Politikens debatredaktør, Christoffer Emil Bruun, der desværre ikke har civilcourage til bare at afvise klagen. Senere påstår både debatredaktøren og Qvortrup, at sidstnævnte bare forhørte sig om den redaktionelle linje – man fornemmer atter et figenblad.  De to professorers gensvar i Politiken kommer først på Mårtenssons opfordring og efter, at han har udstillet Qvortrups forsøg på intimidering.  Den ”tapre” debatredaktør har nu pludselig ikke plads til Mårtenssons gensvar på denne kronik.

Den mest groteske krølle tilføjes historien af skoleledernes formand, som Mårtensson også har kritiseret i sin kronik. Claus Hjortdal afslører sig derved nærmest som en parodi på det autoritære menneske, idet han skriver en vred mail til Mårtensson med kopi til Mårtenssons chef. Den tanke, at Mårtensson er en borger i et frit land, der kan ytre sig som han ønsker, falder tilsyneladende ikke den magtfulde formand for skolelederne ind. Han opfatter Mårtensson, som fortidens lærere opfattede elever, der tillod sig at mene noget andet end læreren. De blev bogstavelig talt banket på plads.

 

Voltaire har aldrig sagt:

“Jeg er uenig I, hvad de siger, men jeg vil til døden forsvare deres ret til at sige det”

Det berømte citat skyldes  Evelyn Beatrice Hall som udgav ”The Friends of Voltaire”,  i 1906 under

pseudonymet S.G. Tallentyre. Det var tænkt som en opsummering af Voltaires holdning til ytringsfrihed.

Citatet findes ingen steder i Voltaires egne tekster. Alligevel kunne man gå et skridt videre og sige, at opsummeringen gælder ytringsfriheden som vores kosteligste arv fra oplysningstiden.

Der er som antydet i min indledning grusomme grunde til at tage sagen alvorligt: I det forløbne år ofrede en dansker faktisk livet på ytringsfrihedens alter, idet Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein under attentatet på Krudttønden. Som bekendt handlede det angrebne arrangement om ytringsfrihed. Jeg nærer en ubegrænset beundring for mennesker, der risikerer - og nogen gange ofrer - livet for andres rettigheder. Derfor blev jeg  derfor glad, da jeg hørte, at Voltaires fædreland posthumt har anerkendt Finn Nørgaard ved at slå ham til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres. Det er mere end velfortjent.

 

Små forsigtige menneskers ytringsfrihed

Jeg tror ikke jeg ville have FinnNørgaards mod, og heldigvis risikerer vi ikke livet i skoledebatten, men alligevel er anonyme klager bagom ryggen på åbenhjertige debattører en side af same mønt – deres kolleger intimideres til tavshed for ikke at miste jobbet. Et åbent, oplyst og demokratisk samfund tåler ikke denne uskik. De aktører der bliver kritiseret, må lære at håndtere deres frustration eller anlægge injuriesager. Det er nemlig kun domstolene, der skal afprøve ytringsfrihedens grænser. Forsøg på i det skjulte at bringe modparten til tavshed, skal tydeligt afvises. Ytringsfriheden er kampen værd også, når den involverer at udstille modstanderen, så han tvinges til at fægte med åben pande.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ