Mandlig lærer:
 »Jeg smyger mig ud af favntaget«

Niels Christian Sauer krammer ikke eleverne. Fordi elever og lærere har bestemte roller, og kram er med til at gøre læreren mindre professionel, mener han. I DLF opfordrer man lærerne til at spørge eleven, hvis de er i tvivl.

Publiceret

BERØRINGSCIRKULÆRET FRA 1929

• Da der i den senere tid har været forelagt ministeriet fleretilfælde, hvor en lærers berøring af børnene har givet anledningtil mistydninger, således at der har måttet indledes undersøgelsermod den pågældende lærer til klarlæggelse af, hvad der er foregået,og hvorvidt der herefter kunne være anledning til at fjernelæreren, eventuelt rejse straffesag imod ham, skal ministerietherved anmode direktionen om ved given lejlighed at gøreskolekommissionerne og lærerne i provstiet bekendt med, at detefter ministeriets skøn bør være et ufravigeligt princip forlærernes optræden i skolerne, at berøringer af børnene - venligeeller uvenlige - som ikke er absolut nødvendige, undgås, hvilketprincip enhver lærer bør overholde'.

Pas på professionalismen

Kram er et emne, der burde tages op på skolerne, mener NielsChristian Sauer.

Han udtalte sig om det i en artikel i Berlingske i februar i år,hvor han foreslog, at man som lærer kan give eleverne ethåndtryk.

»Jeg blev rendt over ende på Facebook bagefter. Ni af ti kunneikke forstå mit synspunkt og mente slet ikke, at man kan være læreruden at give kram. Jeg mener, at man som minimum skal tænke sigrigtig godt om. Især hvis man er mandlig lærer. Der er kommetsærregler for mændene - tænk hvis vi gjorde det samme med kvinderne- men jeg mener, at det er en vigtig debat. Og det er stadig noget,der bliver fortalt om på kurser i DLF«, siger Niels ChristianSauer.

Han mener, at det kan være svært at kræve noget af eleverne,hvis man først har været på knus og kram.

»Engang var vi lærere hr. Jensen og fru Sørensen, så blev vi tilPer og Hanne, og nu er vi indimellem 'dit fede svin' og 'din grimmeluder'. Da den sorte skole forsvandt, var der en stortaknemmelighed, fordi kæft, trit og retning var ude. Vi havde detsjovt, og alt kunne lade sig gøre, men i dag er det jo enselvfølgelighed, at læreren ikke slår, men er hyggelig. Men vi harnogle roller som lærere og elever, og vi er ikke kammerater. Manskal passe på, at professionalismen ikke ryger - og så skal manpasse på sig selv«.

Han nævner også, at pædagogerne er kommet ind på skolen, og atde ofte er mere krammende end lærerne.

Flere lærere fortæller, at de mener, at kram i skolen ervigtigt, og at børn skal lære noget om relationer og om egnegrænser - også i skolen. Men Niels Christian Sauer ser indimellemet knus brugt som et kamufleret magtmiddel.

»Hvis en lærer giver en elev et knus i stedet for en skideballe,så er meningen at få barnet til at gøre noget andet, end det gørlige nu. Dér er en fysisk omfavnelse faktisk et diskret magtmiddel.Vi er ovre i, at det er et disciplinærmiddel, og hvis der er taleom et pædagogisk øjemed - at lære noget om relationer og egnegrænser - så er der tale om, at det er en overlagt besked tilbarnet - det er også disciplinering. Så lad os kalde en spade foren spade. Og så tror jeg altså ikke, at det er særlig klogt at giveknus til eleverne«.

Hvis han ser nogle krammende kolleger, vil han dog ikke sigenoget.

»Jeg skal ikke gå rundt og korrekse kolleger«.

»ER DU PÆDOFIL?«

• Ordene slår læreren i ansigtet. Han står i drengenesomklædningsrum, og på en bænk står en 5. klassedreng og råber tilham.

»Det var så ubehageligt. Jeg var forholdsvis ny lærer på skolen,men havde været træner i flere år og havde tit stået påklædt i etomklædningsrum sammen med en flok drenge, der badede. Jeg tænkte,at det måtte stoppes straks, så jeg gik til skolelederen, derheldigvis tog en snak med drengen og hans forældre«, fortællerlæreren.

Det stoppede dér, fordi lederen tog det alvorligt, menerlæreren.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et kram fra en elev er da dejligt, mener Niels Christian Sauer, der i samme åndedræt pointerer, at når det sker, så er han nødt til blidt at skubbe eleven fra sig.

»Jeg smyger mig ud af favntaget«, forklarer Niels Christian Sauer, der er lærer på Kalbyrisskolen og hovedstyrelsesmedlem i DLF.

Han udtalte sig i februar til Berlingske om, hvorfor man som lærer ikke skal kramme, men hellere give et håndtryk, og han blev dernæst løbet over ende på Facebook med kommentarer.

Det er ikke, fordi han har oplevet noget ubehageligt i forbindelse med et elevkram. Det er, fordi han ikke vil risikere, at det sker. Fordi han mener, at risikoen er stor, og fordi kram er med til at gøre læreren mindre professionel.

»Vi er lærer og elev. Vi er ikke kammerater. Vi har nogle bestemte roller, som børnene har brug for, og det gælder som lærer om at holde på sin værdighed og ikke blive intim og privat over for eleverne. Vi risikerer massive uroproblematikker og klasseledelsesproblemer, hvis vi løsner på det«, mener han.

»Mange børn kan godt lide tæt kontakt til læreren, og de kan mærke, at læreren bliver glad, men det betyder også, at nogle børn spiller på det. Kram er dejligt, når alt ånder fred og ingen fare, men vi kan se, at hvert år er der lærere - og næsten altid mænd - der får ørerne i maskinen og bliver beskyldt for at have været for tæt på en elev. Derfor er alle nødt til at være bevidste om, hvad krammeri betyder. Jeg mener også, at flere kvindelige lærere burde tænke sig mere om«.

Niels Christian Sauer understreger, at det selvfølgelig ikke betyder, at man som lærer skal undlade at trøste et barn, der er ked af det eller er faldet i skolegården.

»Selvfølgelig skal vi som lærere gå hen og løfte barnet op og trøste. Det handler jo ikke om at skubbe barnet væk. Men der er en grund til, at DLF på kurser opfordrer lærere til at undgå berøring - positiv som negativ«.

Niels Christian Sauer henviser til det gamle »Berøringscirkulæret«. Det blev i 1929 udsendt af Undervisningsministeriet til alle skolekommissioner. Det indgik i regelsamlingerne på folkeskoleområdet frem til 1987, hvor ministeriet ifølge konsulent i DLF Steen Dam gav udtryk for, at den snart 60 år gamle cirkulæreskrivelse havde »udtømt sine tilsigtede retsvirkninger«, og at ministeriet derfor anså den for bortfaldet.

»Frygten for, hvad der overgår enkelte af vore kolleger, må ikke bombe os tilbage til 'Berøringscirkulærets' forestillinger om læreren, som underviser med hænderne på ryggen«, skrev Steen Dam i en artikel i Folkeskolen i 2003.

2003: Når læreren er på anklagebænken

»Men det må gerne give anledning til kritisk selviagttagelse, refleksion og kollegial supervision. Det er god, professionel læreradfærd at være opmærksom på, om man overtræder elevens grænser. Lad være med at slå det hen i pjat, hvis en elev giver udtryk for, at du kommer for tæt på. Og er du i tvivl, så spørg. Undertiden kommer man som lærer tæt på, når eleven skal hjælpes med udførelsen af en opgave, og der er intet forkert i at spørge: 'Er det i orden, at jeg ...', 'Generer det dig, at ...'. Det giver eleven mulighed for at sige fra i tryghed - og det markerer, at læreren er opmærksom på og respekterer elevens grænser«.

Få sager i DLF

Steen Dam fortæller, at DLF oplever et sted mellem ti og 15 sager om året, hvis man tager alle sager om magtanvendelse med.

»Antalsmæssigt er det et lille problem, men for den, det går ud over, er det meget voldsomt. Nogle kommer aldrig over det. De lærere bliver ofte så bange for at have med børn at gøre, at de må opgive det. Og vi ser berøringsangst på de skoler, der har lærere, der har været igennem vridemaskinen«, siger Steen Dam.

Der er regler for, at lærere ikke må bruge legemlig straf. Men hvis en lærer for eksempel skal skille to elever ad i en slåskamp, så må den fysiske magtanvendelse være »rimelig efter situationen«. Det er blandt andet i sådanne sager, at en lærer risikerer at blive politianmeldt af forældre bagefter.

Steen Dam fortæller, at DLF jævnligt oplever politianmeldelse, fordi en lærer har taget en elev i armen. Meget ofte bliver sagen ikke til mere, fordi politiet skønner, at den er grundløs.

»Jeg tog engang over til en retssag, som undrede mig. En lærer var sigtet for at have overskredet nogle elevers grænse, da han ville vise et greb på et keyboard i musiktimen. Han havde stillet sig bag en pige og vist med egne hænder, hvordan hun skulle spille. Flere elever blev ført som vidner i sagen, og alle sagde, at læreren aldrig havde rørt dem. Men de syntes, at han stod for tæt på dem, når han for eksempel rettede dem i matematik. Derfor: Hvis du er i tvivl, så spørg eleven, om det er okay«, siger Steen Dam.

Han fortæller, at DLF aldrig får henvendelser fra skoler om retningslinjer for berøring af elever. Det gør Skolelederforeningen heller aldrig. I det hele taget er emnet ikke et, man taler om på skolerne. Alligevel ligger frygten for en anklage om at være klam eller have overskredet en elevs grænse hos nogle lærere.

Heller ikke på Niels Christian Sauers skole bliver emnet diskuteret.