Undervisningsministeren
11   1113

Fra rockstjerne til boksebold

Christine Antorini var skolens håb. Med hende som skolens minister var det tid til begejstring og langsigtet udvikling. I stedet har det været en turbulent tid med voldsomme hug til skolens største medarbejdergruppe, lærerne.

To af de tre ministre er i skarpe, sorte habitjakker, mens den tredje er helt i hvidt. Med koncentrerede ansigter marcherer de på høje hæle til hver sin pult. Den samlede presse er indkaldt. I næsten fire uger har det offentlige Danmark låst døren for skolens største medarbejdergruppe - lærerne. Nu skal lockouten standses med et lovindgreb.

»Konflikten på lærerområdet har nu varet i næsten fire uger. Situationen er, at der i lang tid ikke har været nogen reel forhandling mellem parterne: Og der er ingen tegn på, at det vil ændre sig fremadrettet. Samtidig har vores børn og vores unge ikke fået undervisning i næsten fire uger. Vi er nu nået til det punkt, hvor regeringen finder, at det er nødvendigt at gribe ind, så vores børn og unge kan komme i skole igen«.

Artiklen fortsætter under banneret

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er flankeret af medsocialdemokraterne beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og børne- og undervisningsminister Christine Antorini, da hun som regeringsoverhoved standser lockouten af landets lærere.

Den hvidklædte minister - Christine Antorini - tager ordet for at tale om at genskabe tilliden.

»Lærerne spiller en afgørende rolle, det har de altid gjort, og det gør de også i vores udspil til fremtidens folkeskole«.

Det sker 25. april 2013 klokken 10.00 i Statsministeriets spejlsal. Regeringen har på det tidspunkt været ved magten i mindre end to år. Få måneder senere bliver folkeskolereformen vedtaget. På under to år er der taget et afgørende opgør med skolens største faggruppe og indført en gennemgribende reform, der blandt andet øger elevernes timetal markant - betalt af mere undervisning fra den enkelte lærer.

Det forløb var der ikke mange, der forudså ved valget i 2011. Og det lå bestemt ikke i luften dagen før valget den 14. september, hvor Lærerforeningens kongres var vært for et uddannelsespolitisk valgmøde med blandt andre Christine Antorini i panelet.

Dagen før et valg er kulminationen på den lange og hårde proces, der udgør en valgkamp. Den 14. september 2011 er dagen før slutningen på en periode. En borgerlig æra, der først blev tegnet af en stærk statsminister - Anders Fogh Rasmussen, der gjorde op med rundkredspædagogikken og smagsdommerne. Og for skolen skiftende ministre: først Bertel Haarder, som lærerne mildest talt har blandede følelser over for, og siden Tina Nedergaard og Troels Lund Poulsen. De to kommer næppe til at gå over i historien for deres stærke indsats som undervisningsministre. 

Tiden er altså moden til nye ideer og friske kræfter. Skolens folk har brug for en frelser, en visionær leder, der kan se langt og drive udviklingen i en retning, som de fagprofessionelle - praktikere og forskere - kan støtte. Måske endda også en politiker, der ved noget om didaktik og pædagogik? En minister, der ligesom i Ontario, Canada, som er på alle skolefolks læber, kan samle og lytte til alle parter og skabe fantastiske resultater i samarbejde med lærere, ledere, forældre og forskere. En sådan visionær lederskikkelse melder sig på DLF's valgmøde:

På båndoptagelsen fra kongressen er Antorinis retoriske præcision og indlagte punch­lines markante.

»Der er en værdikamp om folkeskolen lige nu. I kunne høre det på de to indlæg fra Venstre og De Konservative. Det, der var svaret, var mere kontrol, flere test i 1. klasse. Det er bare ikke det, der løfter på indholdssiden. Heller ikke når Dansk Folkeparti siger, at det skal være dansk musik, dansk mad i hjemkundskab og kristendom. Så de kan lære det, ka' de - dem fra andre lande«.

Lærernes latter ruller som en varm omfavnelse til den længe ventede, som kommer med de rigtige holdninger og værdier.

Den socialdemokratiske ordfører siden 2005 Christine Antorini er ikke bare sikker på formen, men også indholdet. Hendes vision er: »Ny Nordisk Skole«. Opskriften på en uddannelsesrevolution. I stedet for mere test og rangordning er det tid til at gribe tilbage til de nordiske værdier. Den madrevolution, der havde gjort Noma til verdens bedste restaurant, skal nu duplikeres i skoleverdenen. Det er i 60'erne, inspirationen skal hentes. »Den Blå Betænkning« var et banebrydende værk, der satte de langsigtede spor, forklarer Antorini, og måske er det tid til en »Blå Betænkning II«?

»Ikke noget om, at alle skal blive dygtigere, for det er vi jo alle sammen enige om. Spørgsmålet er, hvad det er, vi skal blive dygtigere til, og hvordan«.

Da klapsalverne har lagt sig, vil ordstyreren - Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang - vide, om Antorini tror på, at der kan dannes et bredt forlig om en blå betænkning og en ny måde at tænke skole på.

Antorini har svært ved at se, hvem der ikke vil synes, det er spændende at arbejde med, hvad eleverne skal kunne om 10-15-20 år. Og hun har »meget svært ved at se, hvem der skulle blokere for det«. Det handler om reelle partnerskaber med lærerne og de andre interessenter. Det handler om at tænke udvikling igen:

»Og det har vi altså trængt til i mange år«.

»Hej, det er Helle, hvad siger du til at blive børne- og undervisningsminister?« »Yes! Det vil jeg rigtig gerne«, svarer Christine Antorini.Søndag 2. oktober 2011 har Christine Antorini besøg af sin 21-årige datter, Sofie. Hun er kommet for at vente på en telefonopringning sammen med sin mor. Regeringsgrundlaget er forhandlet på plads, og nu skal lederne fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre ringe rundt til de kommende ministre. Christine Antorinis telefon ringer flittigt: Det er journalister, der vil vide, om hun ved noget. Klokken 20.45 ringer den igen: Telefonens display viser et kendt nummer. Det er den nye statsminister og socialdemokratiske leder: Helle Thorning-Schmidt.

Med syv år som uddannelsesordfører for Socialdemokraterne og tidligere for Socialistisk Folkeparti har en glødende interesse for folkeskolen været en rød tråd i hendes politiske liv. Tråden går helt tilbage til hendes lærermor, så det er det absolutte drømmejob, hun nu skal udfylde.

Christine Antorini er i den grad forberedt, da hun overtager ministerkontoret fra Troels Lund Poulsen. Gennem det seneste år har hun holdt ugentlige koordineringsmøder med Marianne Jelved (De Radikale), Nanna Westerby (Socialistisk Folkeparti) og Johanne Schmidt-Nielsen (Enhedslisten) om oppositionens skolepolitik. Hun har haft faste møder med en række interessenter - blandt andre DLF's formand, Anders Bondo. Og som det eneste af de tre nye regeringspartier har hun haft plads i forligskredsen bag folkeskolen, så hun ved med ret stor præcision, hvad hun kan få de borgerliges uddannelsespolitikere med på.

I ministeriet er der også stor begejstring. Embedsværket oplever at få en minister med stor viden om området. Hun er som et barn i en bolsjebutik. Der er så mange muligheder, ting, hun gerne vil vide og samle ind og finde ud af, hvordan hun kan udvikle politik på. Med stor energi og entusiasme og ægte lyst til at lytte til interessenter og embedsfolkenes viden. 


Frederiksberg, 10. september 2013. Det blå bagtæppe på Falkonercentrets scene er det samme som to år tidligere, hvor Christine Antorini blev modtaget som den store redningskvinde: Lærerforeningen holder kongres. Dengang var der begejstring og håb. Nu kan hun se tilbage på to år med en historisk arbejdskamp, der sendte lærerne på lazarettet.

I moderne politik taler man om teflon og om politikere, der kan fremstå upåvirkede, ligegyldigt hvor stort et pres de kommer under. Generelt forstår den trænede mediekvinde at fremstå upåvirket, men den 10. september er Antorinis teflon krakeleret. Hendes mimik og kropssprog ville uden problemer kunne bruges i et begravelsesfølge. Samtidig er det en anderledes latter end den venligt medlevende, der denne gang møder en afdæmpet og tøvende minister. Seks minutter inde i sin tale forklarer hun, at reformen også byder på radikale nybrud

»Det er også en forandring, hvor man går fra én lærer, én klasse, én time. Til fælles planlægning og gennemførelse af undervisningen i team omkring klassen eller årgangen«.

Indtil da har forsamlingen dæmpet foragten bag høflig tavshed, men nu får den lov at bryde ud i lys lue med mørk latter. For lærerne er der ikke noget nyt i den sætning - men den klinger hult på baggrund af lockouten.

I dag fortæller Christine Antorini, at det hele tiden var meningen, at lærerne skulle være mere sammen med eleverne - og det kunne man allerede læse i regeringsgrundlaget:

»Et partnerskab, hvor vi viser lærerne tillid og giver dem mere tid til at undervise«.

Og i dag er undervisningsministeren overbevist om, at skolen ville have boblet med begejstring og udviklingslyst, hvis der ikke havde været lockout og konflikt:

»Hvis ikke der havde været det forløb, så havde vi stået i en situation, hvor der virkelig havde været knald på med at udvikle inden for rammerne af den ny folkeskolereform«, siger hun.

Efter et år ved magten løfter regeringen sløret for ideer, der ligger i den kommende folkeskolereform. Det sker i statsministerens åbningstale til Folketinget i oktober 2012. Og herfra er der ikke lang tid til nye arbejdstidsregler og en vedtaget reform.

Allerede februar 2012 blev der taget en beslutning om en folkeskolereform i Koordinationsudvalget, som udgøres af regeringens topministre - dengang blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt, finansminister Bjarne Corydon og daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

»Måske er det tid til en Blå Betænkning II?« spurgte Antorini i september 2011 og fortalte om det mangeårige udviklingsarbejde, der førte til Den Blå Betænkning. I dag mener hun stadig, at parallellen til betænkningen holder i forhold til den endelige reform. I et internt regeringsdokument, der er dateret den 18. oktober 2012, kan man læse, at skoledagen skal være længere. Finansieringen skal primært findes via lærernes overenskomstforhandlinger eller mere præcist via en »normalisering af lærernes arbejdstid«.

Mens Bertel Haarder i sin anden periode som undervisningsminister nogle gange har været frustreret over, at den ansvarlige kontorchef i Finansministeriet har mere magt end undervisningsministeren, er det ikke noget, Christine Antorini kan genkende.

Hun har oplevet et »ligeværdigt samarbejde«, men »det er klart, at et finansministerium er et omdrejningspunkt, for der skal også være økonomi. Man kan ikke igangsætte en stor skolereform, uden at der er et finansministerium, der har nikket ja til, at vi sætter pengene af«.

Selvom Antorini stadig tror på inddragelse af parterne, mener hun, at det var nødvendigt, at det blev regeringen selv, der formulerede teksten i det endelige oplæg til skolereformen »Gør en god skole bedre«.

»Det er regeringen, der står til ansvar. Det er vores vision, det er det, vi sender til politisk forhandling«. Og det var det, som blev til det brede forlig bag folkeskolen. Og det kan godt være, at Christine Antorini ikke vinder en popularitetskonkurrence, men det lever hun med:

»Man skal ikke være i politik, og slet ikke i toppen af politik, hvis ikke man også kan stå på mål for, at der bliver gennemført nogle ting, som nogle synes ikke er i orden«, siger hun i dag.

På kongressen i september 2013 er ministerens tale længere. Da hun nævner, at tilliden og opbakningen til lærerne fra politikerne er vigtig, er der igen ansatser til en rå latter. Men den bliver tysset ned. Og der bliver også klappet, da ministeren har kæmpet sig hele vejen igennem talen.

Selvom håbet er krøllet, vil forsamlingen bevare værdigheden.

 Tidslinje


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ