Debat Leder Skoleledelse
0   859

Varm luft og borgerpligt

Der er gang i de kreative påfund i øjeblikket. Dragør Skole har defineret understøttende undervisning som rundbold, fodbold eller en cykeltur. I Struer har kommunen forsøgt at få lov til at kalde alle eleverne i 7. klasse for »elever med særlige behov«, så de kan få nedsat timetal og dermed tid til at gå til konfirmationsforberedelse. I Viborg underviser pædagoger alene på halvdelen af kommunens skoler.

Eksemplerne fra virkeligheden er direkte på kollisionskurs med politikernes løfter om et højt fagligt niveau, hvor ordet understøttende undervisning skal signalere, at der ikke bare er tale om aktiviteter. Ligesom alle elever skal undervises af lærere med linjefagskompetence.

Artiklen fortsætter under banneret

Også på ledelsessiden slår hurraordene sig på virkeligheden. Kommunerne har allerede fjernet godt 500 ledere, og i to ud af tre kommuner har man planlagt at spare på ledelse i det kommende år. Samtidig taler Antorini ved enhver lejlighed om behovet for stærkere pædagogisk ledelse. Jamen ...

En skræmmende stor del af virkeligheden har ikke et klap at gøre med de løfter, politikerne har givet befolkningen om folkeskolereformen.

Christiansborg-politikerne og KL har lovet forældre og befolkning, at de får lov til at slå sig løs i en Gucci-butik. Men der er kun afsat penge til en lørdag formiddag i H&M! Resten er varm luft.

Desværre ser der kun ud til at være én ting at gøre:

Lærerne må fortælle højt og tydeligt, hvad der sker. De og eleverne står lige midt i det. Så må politikerne tage bestik af situationen og enten skrue gevaldigt ned for luftige hurraord og skære reformen til, så den kan lade sig gøre - eller finde midler til at ansætte det nødvendige antal lærere, så der bliver tid til at leve op til intentionerne.

Det er så enkelt, at ingen tør sige det højt.

Det er nemmere at prøve at skyde budbringerne. En enkelt kommunaldirektør har valgt at opfordre medarbejderne til at åbne munden. Men langt de fleste har travlt med at stemple bekymring som klynk, true med repressalier og kun tillade, at virkeligheden bliver vist frem, når den er i søndagstøjet i forbindelse med et ministerbesøg.

Derfor er det helt afgørende, at DLF har besluttet at hjælpe lærer Erik Schmidt med at sætte gang i en tjenstlig undersøgelsessag om en advarsel, han fik fra Odense Kommune. Advarslen faldt, efter at den engagerede lærer som bekendt havde kritiseret udmeldinger fra ledelsen på interne møder på 
Agedrup Skole.

I stedet for en advarsel burde han have et diplom for at gøre sin borgerpligt!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ