Lærerne i Slagelse får mulighed for at få flextid

Enighed om rammer for vikartimer og flex i Slagelse

Mange lærere frygter, at meget arbejdstid går med at dække løse vikartimer efter sommerferien. I Slagelse har kredsen og kommunen blevet enige om rammer for bl.a. vikartimer, flextid og årsnorm.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

4.b mangler en vikar. En lærer er ved at forberede næste dags undervisning, og skolelederen beder læreren om at tage vikartimen i 4.b.

Det scenario frygter flere lærere, og derfor har det været vigtigt for kredsformand i Slagelse Lærerkreds Per Haugaard at give lærerne en sikkerhed for, at løse vikartimer ikke tager tiden fra forberedelse og efterbehandling af undervisningen.

Frustrationer og forsigtig optimisme: Tyvstart på reformen i Aalborg

"Med vores forståelsespapir skal lederen have en drøftelse med læreren om, hvorvidt en vikartime kan lade sig gøre. Hvis planlagte opgaver som for eksempel rettelse af stile skal flyttes til senere for at give plads til en vikartime, så skal læreren have overtid", siger Per Haugaard, som efter mange møder med forvaltningen har valgt at skrive under på et fælles forståelsespapir for rammerne for lærernes arbejdstid.

Her er enighed om arbejdstid

Fuld tilstedeværelse i Slagelse

Slagelse kommune havde et uomtvisteligt krav: Lærerne skulle have fuld tilstedeværelse på skolen i hele arbejdstiden.

"Vi får fuld tilstedeværelse, men vi har også fået formuleringer, der gør, at hvis en lærer tillægges nye opgaver, så skal det afspejles i andre opgaver. Der skal være en parallelitet. Så hvis man har mange andre opgaver, så skal man undervise mindre", siger Per Haugaard.

Flextid

Selv om lærerne har fuld tilstedeværelse sikrer den fælles forståelse stadig fleksibilitet, da lærerne får mulighed for flextid.

"Vi har omkring 100 lærere, der bor på Fyn. Nogle af dem tager toget meget tidligt, fordi det passer bedst. Nu vil de få mulighed for at møde tidligere ind om morgenen og så gå før", siger Per Haugaard.

Det bliver den enkelte skole, der afgør, hvordan registreringen af arbejdstiden kommer til at foregå.

"Nogle vil måske vælge et regneark, hvor man skriver tider ind, mens andre vælger at have tillid til, at lærerne kan styre flextiden".

Evaluering af Lov 409 i 2014

Per Haugaard mener, at det er meget vigtigt for det fremtidige arbejde i Slagelse, at kredsen er med til at udstikke rammerne for lærernes arbejdstid.

"I og med vi skriver under, har vi også mulighed for at være med til at sætte retningen fremadrettet. Vi får mulighed for at blive spurgt og være med, hvis noget skal ændres", siger han.

Noget af det, han sætter meget pris på, i den fælles forståelse er, at parterne har aftalt, at implementeringen af Lov 409 skal evalueres inden udgangen af 2014.

"Vi skal sammen med lederne og forvaltningen evaluere, hvordan lærerne oplever implementeringen af Lov 409. Både på de bløde formuleringer som det om, at der skal være en retfærdig fordeling af opgaverne, men også på de hårde, som handler om, hvor mange timer lærerne underviser". 

Se link til forståelsespapiret til højre for artiklen.

Læs mere

Forståelsespapir i Slagelse

Følgebrev fra kommunen