Debat Kronik Køn
3   412

Viden og ikke fordomme skal redde »de stakkels drenge« – og fremtidens skole

Den nye reform af læreruddannelsen (2012) skal forskningsbaseres, men som sædvanlig indgår køn ikke som noget, skolen skal forholde sig videnskabeligt til. Er det ikke uambitiøst?

Vi diskuterer konstant »taberdrenge«, »drengevenlige pædagogikker« og kønsadskillelse i undervisningen - selvom der faktisk ingen evidens er for at møde drenge og piger forskelligt i skolen.

Artiklen fortsætter under banneret

Når det gælder viden om, hvordan køn er med- og modspiller i forhold til at sikre børn lige deltagelsesmuligheder i skoler, er læreren i høj grad overladt til sine egne umiddelbare overvejelser og erfaringer. Mange lærere gør sig umage for at fremme det enkelte barns potentialer for læring og udvikling, men typisk forklares børns forskellige behov, evner, væremåder, drømme og udfordringer ud fra biologi, når det handler om køn. I klasseværelset sættes piger ved siden af drenge for at holde ro, elever kønsopdeles i aktiviteter ud fra forestillinger om kønnenes forskellige interesser og behov, og der forventes mindre af drenges evne til koncentration og fordybelse - netop fordi de er drenge.

Nordisk Ministerråd vurderede Danmark som det mindst progressive nordiske land på området i en rapport i 2010: »Køn er et afgørende socialt og organiserende princip i skolen, der stadig struktureres efter traditionelle kønsforestillinger«. Det betyder, at elevers køn er dén sociale faktor, der strukturerer undervisning mest - altså lige bortset fra alder.

Professionaliser indsatsen

I vores nabolande Sverige og Norge har grundskolerne for længst fået ansvar for at professionalisere indsatsen og modvirke stereotype kønsroller. Her (an)erkender man, at:

1. Kulturhistorien sætter sig igennem i det moderne samfund ved traditionelle forestillinger om køn.

2. Man kan ændre det, idet køn også er noget, vi skaber i kulturen.

Man udvikler derfor tiltag til, hvor og hvordan man kan sætte ind med forskningsbaseret viden om køn.

I denne sammenhæng er Danmark et uland. Her socialiserer vi drenge og piger efter ret adskilte normsæt: »Drenge har generelt meget sværere ved at sidde stille og få fælles oplæg end piger« og »Vi skal lige have flyttet nogle borde, har vi nogle stærke drenge?«

Den biologiske kønsforståelse er så alment accepteret i vores kultur, at de fleste af os sjældent registrerer dette og ikke engang sætter os imod.

De færreste af os er jo bevidste om, at vi møder børn forskelligt og stereotypt afhængigt af barnets køn.

Men køn er ikke bare noget, vi er født med. Køn er også noget, vi løbende praktiserer og uforvarende bekræfter. Vi har ikke blot et køn, vi gør også køn. Køn er derfor også noget, vi skaber, og det har en skabende eller disciplinerende effekt, når kønsgeneraliserende udsagn som ovenfor bliver gentaget igen og igen.

Undersøgelser har vist, hvordan spædbørn bliver italesat og talt til forskelligt, alt efter om barnet er en dreng eller en pige. Tilkendegivelser som »Du er vel nok en ordentlig krabat!« eller »Sikke nogle yndige øjne!« er for eksempel ikke svære at gætte modtagerens køn på.

Men hvorfor slår den stereotype kønssocialisering negativt ud på drenges skolepræstationer?

Køn som vidensområde

Nyeste forskning om køn og skole viser, at drenge forsøger at tilpasse sig den dominerende forståelse af, hvad en »rigtig dreng« er. Pædagogikkens kønsstereotyper medvirker altså til, at drenge havner i et alvorligt krydspres: De skal på den ene side honorere de objektive faglige krav, men på den anden side skal de - for at blive genkendt som »rigtige drenge« - leve med og balancere i forhold til en ballademagerkategori: »Rigtige drenge vil have konkurrence, hierarki og sidder ikke stille«.

Det køn, der til hverdag forekommer så simpelt og så selvfølgeligt - som noget, vi alle har erfaringer med - er, når vi kigger nærmere på det, komplekst, mangetydigt og foranderligt over tid. Hjerner er både plastiske og foranderlige i forhold til indtryk og stimulering, hvorfor for få og for små forventninger til drenge kan have effekter, som mindsker mulighederne for at møde den enkelte dreng personligt og fagligt, hvor han er, og i forhold til hvad han kan blive.

Som med andre vidensområder kan viden om køn også kvalificeres gennem fokuseret og kontinuerlig tilegnelse. At bevæge sig fra en biologisk opfattelse af køn til en mere vidensreflekteret forståelse af kønnets betydning vil blandt andet indebære, at den lærerstuderende undervejs i studierne bliver udfordret i sine egne logikker, konventioner og forestillinger om køn. Det kræver træning at kunne vurdere og justere, hvordan køn er virksomt på forskellige (personlige, sociale, historiske, kulturelle, faglige, sproglige og kropslige) niveauer - og dermed påvirker valg af undervisningsindhold og -form og af elevernes udfoldelsesmuligheder i klasserummet.

Vi taler ikke om at møde køn som et neutralt fænomen, men om at forstå, at vi alle er del af en kultur, herunder også en kønskultur. Derfor er det i vores øjne afgørende, at vi lærer at forstå os selv og vores omverden og den kultur, vi er en del af. Herigennem kan vi rustes til at manøvrere mere bevidst, aktivt og frit i forhold til kulturens kønsopfattelser og forventninger til køn.

Det handler altså ikke om at gøre drenge og piger ens og heller ikke om at gøre dem forskellige.

Det handler om at møde den enkelte og give alle børn lige muligheder og lige betingelser. Også for læring.

Hvad skal der til?

Den danske ligestillingsminister Manu Sareen har formuleret nedenstående målsætning i Perspektiv- og handlingsplanen for 2012: »Regeringen vil sikre, at lige rettigheder for piger og drenge, kvinder og mænd går hånd i hånd med reelt lige muligheder, uanset om det er i skolen, på arbejdsmarkedet eller i hjemmet«.

Så hvad skal der til for at manifestere den aktuelle ligestillingspolitik i uddannelsespolitikken? Lovgivning kan ikke gøre det alene, men er en helt central forudsætning for, at der på andre niveauer i uddannelsessystemet legitimt kan iværksættes mere systematiserede tiltag og eksperimenter. Ingen har endnu fundet guldåren, så Danmark kan stadig nå at være med til at løse de aktuelle udfordringer for drenge i uddannelsessystemet.

Samfundet har brug for alsidige drenge og piger, mænd og kvinder, der vil bidrage bredt og varieret på skalaerne, både i toppen og bunden af erhvervslivet, på tværs af kønstraditionelle fag og i livet i øvrigt.

Vi har brug for et samfund, hvor alle føler sig delagtiggjort og ansvarliggjort - uanset køn. Både i forhold til arbejdsmæssige og private anliggender. Det er meningsfuldt for den enkelte og for samfundet.

Men det kræver, at vi stiller krav til, at uddannelsesinstitutionerne formidler viden om køn og kønspædagogikker, der kan kvalificere indsatsen for at fastholde og uddanne både drenge og piger i fremtidens skole.

Cecilie Nørgaard har skrevet denne kronik i samarbejde med: Helle Bjerg, lektor, Læreruddannelsen, Professionshøjskolen UCC, ph.d.,

Malou Juelskjær, lektor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, ph.d.,

Jette Kofoed, lektor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, ph.d.,

Steen Baagøe Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC, ph.d.,

Dorthe Staunæs, professor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, ph.d.,

Bonnie Vittrup, videnskabelig assistent, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, cand.pæd.didak.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ