»Niveauet skal løftes på læreruddannelsen«

Lærerstuderende fra Skive har startet deres eget valgfag. Uddannelsesminister Morten Østergaard hilser initiativet velkomment, men medgiver, at det er hans og professionshøjskolernes ansvar at sikre kvalitet og timer nok i uddannelsen. Og hvad mener ministeren om, at nogle studerende nu gør sig færdige på tre år?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderende på meningsfuld mission

? På Læreruddannelsen i Skive har to studerende startet deres eget valgfag. En tredjedel af de studerende har meldt sig. Hvad synes du om, at de studerende tager sådan et initiativ?

! »Helt grundlæggende synes jeg, at det er super. Man får ikke mig til at gøre det til et problem, at de studerende er så interesserede i deres fag, at de, ud over det der er struktureret på uddannelsen, ønsker at lære endnu mere. Men det fritager jo hverken Læreruddannelsen i Skive eller andre professionshøjskoler fra ansvaret for at sikre, at der er tale om reelle fuldtidsstudier, hvor sådanne aktiviteter ligger ud over den arbejdsbelastning på i hvert fald 37 timer, som alle vores studier gerne skulle rumme. Nogle vil måske se det som en indikation af, at der er for lidt undervisning. Det er vores ambition at øge kvaliteten og dermed også omfanget af undervisningen«.

? Antallet af timer er næsten halveret siden slutningen af 80'erne, hvor det lå på 25 timer, til nu hvor det er cirka 13 timer. Er det nok?

! »Jeg har været rundt at besøge uddannelserne og har kunnet konstatere, at der ikke har været tilstrækkelig politisk fokus på kvaliteten. Det kommer der nu. Vi har med finansloven lagt op til at sikre gennemsigtighed om, hvor mange timer man har. Jeg vil i forbindelse med udviklingskontrakterne forpligte uddannelserne til at løfte niveauet, ikke mindst på læreruddannelsen. Jeg mener, der er en kvalitetsudfordring, som ikke alene kan opgøres i antallet af timer, men som bestemt også handler om antallet af timer«.

? Når du siger, at du vil forpligte professionshøjskolerne, vil du gå så langt som til at forpligte dem til at give flere timer?

! »Der er stor forskel på, hvordan uddannelsesstederne har indrettet sig. Derfor har professionshøjskolerne udviklet et redskab til at vurdere studieintensiteten. Det bliver en del af deres udviklingskontrakter. Jeg vil ikke fastsætte en minimumstimetalsnorm, som meget hurtigt vil blive et maksimumstimetal.De studerende går efter at læse der, hvor studieintensiteten er størst. Hvis vi har gennemsigtighed, vil de studerende kunne sige til, hvis de ikke oplever, at de går på et fuldtidsstudium. Og unge, der skal til at vælge studium, kan se, hvor de får mest studieaktivitet«.

? Og hvis det med gennemsigtigheden viser sig, at uddannelserne ikke leverer varen, hvad vil du så gøre?

! »Vi har fået et redskab med udviklingskontrakterne, hvor vi kan sætte fælles mål og blive enige om, hvordan vi kommer i den rigtige retning. Der bliver kvaliteten i undervisningen et af de centralt fastsatte mål. Så har vi en anledning til at gå ud de steder, hvor man ikke løfter, finde ud af, hvad problemet er, og få det løst. Jeg har fuld tiltro til, at det er en styringsmodel, der virker«.

Læreruddannet på tre år

? Vi har også fået henvendelse fra to studerende, som har gennemført uddannelsen på tre år. Tyder de her initiativer ikke på, at uddannelsen er blevet udhulet?

! »Vi fik en evaluering af læreruddannelsen, som viste, at der var udfordringer. Det var derfor, vi lavede en ny læreruddannelse. Det er omdrejningspunktet i aftalen, at kravene til, hvad man skal kunne som lærer, vil blive sat op over hele linjen. Men hvis der er nogle, også i den nye uddannelse, som kan overkomme at gøre det på kortere tid, så skal det ikke gøres til et problem. Det skal bare stadig være sådan, at det, alle skal levere som minimum for at klare sig igennem, er en fuldtidsindsats«.

? En rundspørge blandt lærerstuderende i Skive viser, at 80 procent ikke bruger 37 timer på studiet. Er det ikke dig, der som minister skal sikre, at det er et fuldtidsstudium?

! »Jo, det er i sidste ende mit ansvar. Men det afgørende er, hvordan man tror, at man løfter det. Jeg tror ikke på, at den her udfordring kan løses med tre behandlinger i Folketinget og et nyt lovforslag. Det skal løftes ved at ansvarliggøre professionshøjskolernes ledelser. Det er deres pligt, at de studerende taber pusten, når de møder ind, fordi studieintensiteten er så høj. Frem for som vi hører mange steder i dag, at det slet ikke kræver en fuldtidsindsats. Det vil vi rette op på, og det påtager jeg mig fuldt ansvar for. Men jeg vælger mine redskaber med omhu«.