Priserne stiger så meget i øjeblikket, at lønnen udhules

Lærernes løn udhules

Overenskomsterne har siden 1993 sikret, at lærernes løn steg mere end priserne i supermarkedet. Men det slutter nu. Et magert overenskomstresultat kombineret med større prisstigninger end ventet betyder, at lærerne har færre penge at købe for.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har kunnet holde reallønnen i hus i alle overenskomster undtagen i 1993. Men lige nu har vi en prisudvikling, der overstiger lønudviklingen, så det ser ud til, at vi får et reallønsfald i denne periode", konstaterer formand for overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.

DLF: Reallønnen skal sikres ved overenskomsten

Han forklarer, at en del af udhulingen af lærernes løn skyldes den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at kommunalt ansattes løn følger de privatansattes løn. Reguleringsordningen har været en del af lærernes løndannelse siden 1987 - og indtil sidste år har ordningen udløst lønstigninger til de kommunalt ansatte. 2010 var første gang, hvor de kommunalt ansattes løn var steget mere end de privatansattes. Konsekvensen er, at lærerne i realiteten har skyldt arbejdsgiverne penge, og derfor får lærerne ingen lønstigninger i år.

Priserne stiger

En anden del af forklaringen er, at de skøn over prisudviklingen, som Finansministeriet og Det Økonomiske Råd laver, får svært ved at holde stik. Økonomerne forventer, at inflationen falder til 1,7 procent i 2012. I marts var den på 2,7 procent, så priserne må ikke stige resten af året, hvis forventningen til inflationen skal holde. 

"Prisudviklingen er højere lige nu end det, skønnene har ligget på. Og lige nu og her kan vi ikke gøre noget ved det", siger Gordon Ørskov.

DLF kæmper for at sikre reallønnen

Til de kommende overenskomstforhandlinger håber han, at det bliver muligt at bevare reguleringsordningen, for selv om den i år har givet lærerne et økonomisk smæk, så forventer han, at den i fremtiden igen vil udløse lønstigninger.  

DLF: Reallønnen er vigtigst

"Når prisudviklingen ligger højt, så sker der en lønglidning på det private arbejdsmarked. De privatansatte har aftalt en lønstigning på tre procent på to år. Det er ikke ret meget, og det kan ikke matche prisudviklingen. Så nu vil de begynde at kræve lønstigninger lokalt. Hvis det sker, så har vi reguleringsordningen til at samle det op, så det smitter af på det kommunale område".

Selv om økonomien strammer, så opgiver overenskomstudvalgsformanden ikke at kæmpe for lærernes realløn ved de kommende overenskomstforhandlinger, som skal være afsluttet i foråret næste år.

"Jeg tror, det vil være vanskeligt overhovedet at sikre reallønnen, men det er det, vi vil gå efter".